Projektleder: Venstrefløjen har brug for et nyt samlende sprog

Det er svært at arbejde med i en tid, hvor flertallet efterspørger simple forklaringer på komplekse problemer, og hvor medierne skaber modpoler og efterspørger hurtig og resolut handling. Her går det ikke, hvis venstrefløjen insisterer på langsommelighed, eftertænksomhed, tvivl og langsigtet planlægning. Men det bør den gøre alligevel.

Vilde problemer kræver vilde løsninger

Når venstrefløjen er bedst, insisterer den på nuancerne. Den kæmper de sager, som andre ikke har stemme, kræfter eller ressourcer til at kæmpe. Og den fokuserer på bolden frem for spilleren.

Det er alt sammen taberstrategier i en tid, som er mig-fokuseret, og hvor vi har brug for korte og simple budskaber, der viser, hvordan én mand kan redde hele dagen med en simpel løsning: Luk minkerhvervet, tag mundbind på, send flere penge til Forsvaret og forlæng grænsekontrollen. Bum. Problemet er løst.

Når venstrefløjen er bedst, insisterer den på nuancerne.

Jesper Dalgaard Pøhler
Bæredygtighedsformidler og projektleder, Aalborg Universitet

Men det er alt for simpelt, og de varige løsninger kalder på dialoger med de folk, der ikke normalt er inviteret med til bordet. De kræver samtaler, der ikke kan klares på én time – og slet ikke i et debatformat.

Heri består min store splittelse: Jeg tror på, at venstrefløjen øger chancerne for at få momentum, hvis den "spiller spillet" og tør skrue op for TikTok, tydelige fjendebilleder og oneliners. Men jeg håber ved gud ikke, at den gør det.

Jeg vil en grønnere, fredelig og mere ligestillet verden, hvor omsorg og nysgerrighed dominerer. Jeg lever dog også i en verden, som kommer mig til gode. Jeg er en hvid, ciskønnet mand, der netop er trådt ud af ungdommen. For min egen personlige vindings skyld er det klart nemmest at holde fast i status quo. Her får jeg mest for pengene ved den mindst mulige indsats.

Udfordringen for mig er derfor, at min kamp for en bedre verden primært kommer til udtryk i en kamp for andres rettigheder. "Fjenden" er mere eller mindre folk som mig selv, som har det trygt og godt og gerne vil leve mere bæredygtigt, men til gengæld også gerne (læs: hellere) vil beholde deres (vores) høje løn og bekvemme livsstil.

Så mit forslag til venstrefløjen er: I stedet for at opfinde specifikke personer at være vrede på og i stedet for at tale om "multinationale selskaber" (som immervæk er en temmelig diffus størrelse), bør vi fokusere på de gode eksempler og løsninger, der viser, hvordan overskuddet kan fordeles bedre.

Det bredest mulige "os"

Så hvilke gode eksempler er det så, venstrefløjen kan skabe? I mine øjne lever vi i et samfund, hvor vi hylder den stærke, skråsikre og handlekraftige mand/kvinde. Det skaber hårdt-mod-hårdt-scenarier uden plads til at blive klogere. Jeg savner sårbarhed, tvivl, eftertænksomhed og ikke mindst langsigtet planlægning.

Varige løsninger kalder på dialoger med de folk, der ikke normalt er inviteret med til bordet.

Jesper Dalgaard Pøhler
Bæredygtighedsformidler og projektleder, Aalborg Universitet

I stedet for at tænke kortsigtet, skal vi tænke langsigtet. I stedet for straf skal vi fokusere på forebyggelse. Vi skal prioritere nedrustning over oprustning. Fred over krig. Vreden skal vendes til omsorg. Grænser og lukkethed skal åbnes op, og vi skal være nysgerrige frem for afklarede.

I stedet for at hylde lederen, der taler til folket, skal vi lytte til folket. Vi skal turde tage de upopulære beslutninger frem for at forfalde til populisme. Skabe reel værdi frem for signalværdi. Vi skal tale om helhedsbilledet frem for enkeltsagerne og acceptere, at der ikke er én virkning med en entydig årsag, men flere årsager med mange mulige udfald.

Vi skal skabe plads til biodiversiteten frem for at bevare monokulturen. Det kræver et samarbejde, som kun kan lade sig gøre, hvis vi ser livet som andet og mere end et nulsumsspil. Selvom vi afliver patriarkatet, kan der stadig være plads til at være mand – og på mange forskellige måder. Det er komplekst, men det er også nødvendigt at forlade det simple. Verden er for forbundet til, at vi kan leve simple liv.

Vi skal insistere på "bedre" frem for "mere". På mangfoldighed frem for ensartethed. Vi skal lære frem for at belære. Vi skal tænke mere globalt, end hvad der er godt for Danmark. Og vi skal tænke på "os" frem for "mig". Os som danskere, som europæere, som mennesker og som natur. Det bredest mulige os.

Det kræver et nyt sprog, nye prioriteringer og svære valg og fravalg. På vejen derhen vil der helt sikkert blive råbt "hykler" indtil flere gange, for vi, der vil noget andet og bedre, nyder fortsat godt af alle de privilegier, vi har (og som vi også har svært ved at slippe). Villa, Volvo og vovse er nice to have – men det er altså også virkelig nice to have!

Men vi må holde fast og bevæge os to skridt frem og ét tilbage og glæde os over, at vi dog på den måde rykker tættere og tættere på et paradigme, der repræsenterer noget andet og bedre end det, vi kender i dag.

Listen er langt fra udtømmende, paradigmet er ikke færdigstøbt. Til det har vi brug for en bevægelse, der kan samle kræfterne i en fælles indsats. Den bevægelse kan styrkes af venstrefløjen, hvis den tør insistere på et nyt sprog for, hvordan vi agerer i den politiske debat.