Sociale aktører: Barnets Lov må ikke blive en kommunal kattelem for nye spareøvelser

Det er desværre velkendt og dokumenteret, at budgetøkonomiske hensyn og prioriteringer ofte har forrang over faglige hensyn og borgernes behov, skriver en række sociale aktører, der fremhæver fire budskaber, som partierne bør have for øje i Barnets Lov.

Det bliver ikke gratis at investere
i børn og unge, men det kan heller ikke betale sig at lade være – hverken
økonomisk eller menneskeligt, skriver aktørerne.<br> — Det bliver ikke gratis at investere i børn og unge, men det kan heller ikke betale sig at lade være – hverken økonomisk eller menneskeligt, skriver aktørerne.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi skal sætte børnene først.

Sådan lød det i januar 2021, da den tidligere regering præsenterede sit udspil til en reform af det udsatte børne- og ungeområde. En hjørnesten i aftalen var ønsket om at sikre socialt udsatte børn og unge stærkere rettigheder med Barnets Lov.

Den politiske aftale præsenterede et afgørende perspektivskifte: Anbringelser skal ikke længere ses som et onde, men som en nødvendig forebyggelse. Barnets Lov skal forebygge omsorgssvigt – den skal ikke forebygge anbringelser. Ligesom loven skal gøre op med unødig bureaukratisering, sætte fagligheden fri og sikre, at børnenes stemme bliver hørt.

Intentionerne bag Barnets Lov ligger i forlængelse af det nuværende regeringsgrundlag. Men hvis intentionerne ikke skal ende med kun at forblive ved blot gode intentioner, kræver det mere end nye paragraffer.

Rettigheder er ikke nok

Vi ved, at rettigheder ikke er nok. Man behøver bare skele til Rigsrevisionens beretning til Folketinget om forvaltning af det specialiserede socialområde eller det årlige Børnesagsbarometer.

Den politiske ambition om at afbureaukratisere skal balanceres med ønsket om at sikre børnenes retssikkerhed
Jon Krog, Benny Andersen, Charlotte Pedersen, Ebbe Lorenzen og Peder Meisner

Børnesagsbarometret viser, at kommunerne ikke lever op til de lovfastsatte krav i forhold til faglig udredning, inddragelse, valg af indsats og opfølgning. Krav, som i dag er rammesat af serviceloven.

Børnesagsbarometret fra 2022 viser for eksempel, at kommunerne ikke opfylder kravet om det personrettede tilsyn i 38 procent af sagerne. Og at kravet om en samtale med barnet forud for afgørelse om en påtænkt foranstaltning kun er overholdt i 55 procent af sagerne.

Med det som bagtæppe er vi dybt bekymrede for, om kommunernes virkelighed kan honorere Barnets Lov og det politiske ønske om et mere dynamisk sagsforløb med fleksible krav og rum til faglige vurderinger. For gode intentioner og paragraffer alene sikrer ikke, at børnene sættes først, hvis kommunerne fortsætter med at lade økonomiske hensyn trumfe faglige.

Økonomi trumfer faglighed

Det er desværre velkendt og dokumenteret, at budgetøkonomiske hensyn og prioriteringer ofte har forrang over faglige hensyn og borgernes behov.

I en rundspørge foretaget af Altinget i 2021, svarede 72 procent af landets byrådsmedlemmer, at de oplever, at økonomiske hensyn jævnligt vægter højere end hensynet til borgernes behov. Ligesom syv ud af ti socialrådgivere oplever, at økonomi trumfer faglighed på handicapområdet.

Derfor er det desværre ikke uberettiget, når vi frygter, at Barnets Lov og ønsket om at sætte fagligheden fri kan blive en kommunal kattelem for fortsatte lovbrud og nye spareøvelser. Ønsker aftalepartierne reelt at sætte børnene først og sikre gode og varige forandringer for udsatte børn og unge, kræver det meget mere end ny lovgivning.

Derfor vil vi fremhæve fire centrale budskaber, inden partierne lovbehandler Barnets Lov.

Det betaler sig at investere i børn og unge

Vi ved, at udsatte børn og unge alt for ofte bliver til udsatte voksne. Tidligere anbragte unge lever i langt højere grad end andre unge på kanten af samfundet med ringe muligheder for at blive inkluderet i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

For eksempel ender hver tiende ung med anbringelsesbaggrund i hjemløshed, og lidt under halvdelen af alle anbragte unge har fået en psykiatrisk diagnose som 19-årig. Ligesom 15 procent af de 25-årige uden uddannelse har været anbragt.

Ønsker vi at komme de kedelige statistikker til livs, er Barnets Lov måske et af de bedste steder at starte. Men det kræver, at vi investerer i børnene og deres fremtid, deres uddannelse, deres hjem, netværk og relationer. Det bliver ikke gratis, men det kan heller ikke betale sig at lade være – hverken økonomisk eller menneskeligt.

Afbureaukratisering og retssikkerhed

Barnets Lov har både et rettigheds- og et afbureaukratiseringsfokus. Det er ikke i sig selv modstridende. Men det understreger nødvendigheden af, at vi luger ud i det rigtige bureaukrati.

Alt for mange unge snubler i dørtærsklen til voksenlivet
Jon Krog, Benny Andersen, Charlotte Pedersen, Ebbe Lorenzen og Peder Meisner

De sidste mange år har der været et udtalt politisk ønske om at rydde op i unødig kontrol og regler i kommunerne. Og det er da også meget svært at være uenig i, at der skal sikres mere tid og rum til kerneopgaven.

Men krav og regler i serviceloven i forhold til frister, faglig udredning og opfølgning er indført for at sikre, at borgerne får det, de har ret til. Ligesom det sikrer, at borgerne efterfølgende kan få efterprøvet, om deres sag er blevet behandlet korrekt.

Vi appellerer derfor til, at den politiske ambition om at afbureaukratisere balanceres med ønsket om at sikre børnenes – og deres familiers – retssikkerhed. Vi opfordrer til, at den nye model for afdækning, udredning og børnefaglig undersøgelse rammes bedre ind, og at der stilles tydeligere krav til inddragelse af barnet, så det sikres, at inddragelsen ikke medfører, at børn og unge kommer til at få ansvar for svære beslutninger.

Ligesom vi håber, at der prioriteres midler til opkvalificering af medarbejdere, så de klædes på til at sikre børnenes nye rettigheder. Bedre inddragelse forudsætter et vedvarende arbejde og fokus på inddragelse i den daglige praksis på anbringelsesstederne.

Ansvaret for barnet fortsætter

Overgangen fra teenager til ung voksen kan være svær. Men for unge, der er anbragt uden for hjemmet, er det sværere end for andre.

For den dag du fylder 18 år, kan du ikke længere bo på det anbringelsessted, der er dit hjem. Du skal klare dig selv, medmindre kommunen visiterer dig til et efterværn (et tilbud om fortsat støtte til tidligere anbragte unge i alderen 18 til 22 år).

I den politiske aftale om Børnene Først blev det aftalt at lave en reform på efterværnsområdet. Det arbejde venter vi – og de unge – stadig på igangsættes. For i dag er det kun én ud af tre unge, der bliver tildelt efterværn ved det 18. år. Og seks ud af 10 unge står uden efterværn, inden de fylder 20 år.

Når vi som samfund har påtaget os ansvaret for barnet, slutter det ikke ved det 18. år. Vi bærer også ansvaret for, at den unge lander godt i voksenlivet. Derfor håber vi, at politikerne snart igangsætter arbejdet om en nytænkning af efterværnsområdet. For vi ved, at alt for mange unge snubler i dørtærsklen til voksenlivet.

Barnet skal møde den rette faglighed

Udsatte børn og unge skal mødes med den rette faglighed. Det er afgørende for, at en anbringelse og en indsats lykkes. Derfor skal Barnets Lov understøtte den faglige kvalitet på anbringelsessteder.

Når vi som samfund har påtaget os ansvaret for et barn, slutter det ikke, fordi de fylder 18 år.
Jon Krog, Benny Andersen, Charlotte Pedersen, Ebbe Lorenzen og Peder Meisner

I dag oplever flere anbringelsessteder udfordringer med at rekruttere og fastholde personale med socialpædagogisk faglighed. Ligesom vi kan konstatere, at kun gennemsnitlig hver anden på anbringelsesstederne er uddannet socialpædagog.

Barnets Lov mangler et helt nødvendigt fokus på at sikre kvaliteten af det socialpædagogiske arbejde gennem stærke, faglige arbejdsmiljøer og mulighed for uddannelsesløft af ufaglærte på området. De gode intentioner kommer til at koste.

Med Barnets Lov har politikerne slået på tromme for, at børnene skal sættes først. Men det kræver meget mere end gode intentioner. Hvis politikerne vil skabe reel forandring, bliver de nødt til at investere i børnenes liv, sænke hastigheden på lovgivningsarbejdet, sikre retssikkerheden og styrke kvaliteten af det socialpædagogiske arbejde.

I stedet for at lempe kravene for tvangsadoption, bør den vigtigste politiske ambition være at udvikle bedre og højere kvalitet i anbringelser med færre konflikter og sammenbrud, så børnene får stabile og gode liv.

Ellers kommer det til at koste børnene, de unge og deres familier dyrt. Men også samfundet.

Politik har aldrig været vigtigere