Komponistforening om dokumentar: Det er ikke nok at juble over, at der kommer flere kvinder i branchen 

Sexisme i den klassiske del af branchen

Dokumentaren viser, at det fortsat er sådan, at kvinder er mest interessante for branchen, når de er unge og ikke har børn eller familie. Med andre ord, når de er lige så available som de ældre mænd, der er toneangivende i branchen og har indflydelse på kvindernes karriere.

Det er ikke kun i den rytmiske del af musikbranchen, at der er en udpræget sexisme, den eksisterer også i den klassiske del.

Mange vil kunne huske de vidnesbyrd fra sangere og musikere, der kom frem for et par år siden, eller sagen med kulturen omkring DR Pigekoret, hvor mediehuset i en lang årrække år ikke formåede at gribe ind og sikre ordentlige vilkår for de mindreårige piger.

Kvindelige komponister bliver først kommenteret på hår- og øjenfarve, inden der ovehovedet bliver taget stilling til værdien af deres værker.

Juliana Hodkinson
Forkvinde, Dansk Komponistforening

Også kvinder, der komponerer for klassiske instrumenter og til klassiske koncertsale, -foreninger og festivaler er i dag fortsat udsat for de samme mønstre, som dokumentaren afdækker.

Det gælder for eksempel manglende gennemsigtighed i forhold til gate-keeping funktioner, hvor de klassiske musikagenter bestemmer på vegne af deres dirigenter og solister, eller anmeldelser, hvor kvindelige komponister først bliver kommenteret på hår- og øjenfarve, dernæst på personlighedstræk, inden der ovehovedet bliver taget stilling til værdien af deres værker.

Der skal mere til end etiske retningslinjer

Kulturministerens ønske om et adfærdskodeks overser, at langt de fleste organisationer, spillesteder med flere de seneste par år har lavet samværspolitikker, etiske retningslinjer, safe space-principper med videre. Der skal åbenbart meget mere til.

Den britiske House of Commons' komité for kvinder og ligestilling udkom i januar med en rapport om ikke alene sexisme, men ligefrem kvindehad: 'Misogyny in music.'

Den giver et noget stærkere blik på udfordringerne, end man er vant til i Danmark, hvor musikbranchen først inden for de seneste par år har accepteret overhovedet at bruge begrebet 'sexisme' som en konkret beskrivelse af dét, der foregår.

Det går langsomt med at udvikle dansk musik i denne henseende. Det er derfor også godt at se, at Ligestillingsministeriet nu kommer på banen og engagerer sig i sagen.

Opråb til undervisnings- og uddannelsessteder

Noget, som dokumentarens udtalelser tydeliggør er, at sexisme begynder tidligt i karrieren, hvor presset er størst, magtforholdene mest ulige, og hvor kvinder har mindst erfaring og netværk at støtte sig til.

Her skal der lyde et særligt opråb til alle undervisnings- og uddannelsessteder, både de statslige og private, som bærer et kæmpe ansvar for diversitet, lige muligheder og et godt fundament for en kunstnerisk karriere.

Vi skal være varsomme med blot at juble over, at der kommer flere og flere kvinder ind i branchen – nye, unge talenter. Mange tror, at dette alene vil rette op på kønsubalancen.

Det er uansvarligt at lokke unge talenter ind i en arbejdsverden, hvor de groft sagt skal investere deres køns- og kropskapital i jobbet.

Juliana Hodkinson
Forkvinde, Dansk Komponistforening

Men ud over at denne metode i bedste fald tager yderligere nogle generationer, før der er rettet op på balancen, kan det kun lykkes at skabe reel balance, hvis de indgroede strukturer, der gør, at kvinder falder fra lige dér, hvor deres karrierer begynder at modne, ryddes af vejen.

Det er uansvarligt at lokke unge talenter ind i en arbejdsverden, hvor de reelt aldrig kan få en lang, bæredygtig karriere, medmindre de groft sagt investerer deres køns- og kropskapital i jobbet.

Der er brug for et gennemgående kompetenceløft hos ledere og ansvarshavende i musikbranchen i forhold til professionelt at håndtere de mange konkrete hændelser og diffuse gråzoner, der opstår.

At ændre den kultur, der muliggør grænseoverskridende adfærd og seksuel chikane, som dokumentaren afdækker, er et ledelsesansvar, og derfor er det afgørende at sætte ind dér.

Vi ser dog heldigvis i forskellige sammenhænge, at publikum og lyttere ikke er nær så biased som de gate-keepere, der er afhængige af indtjening for at bevare deres stillinger. Ud fra det perspektiv kan det være, at status quo slet ikke er vejen til en publikumsucces længere, men at lytterne ønsker udvikling, forandring, og at noget nyt skal ske.