Det er et større tab, end man aner, hvis gymnasierne må lukke fagene græsk og latin

Nogle vil sikkert kalde det terperi. Man kunne også bare kalde det disciplineret indlæring af svært stof.

De klassisksproglige fik endnu mere nærkontakt med sprog og kultur. Det var i øvrigt også min fornemmelse, at de fik en dyb forståelse af modersmålet, fordi de hele tiden oversatte græsk og latin.

Gymnasiet var for mig en øjenåbner. Det var først her, jeg opdagede, hvilken fascination viden bar inden i sig.

Et fag kom virkelig bag på mig: oldtidskundskab. Jeg mødte naturligvis op med alle fordomme intakt og forstod vist ikke, hvordan dette fag havde overlevet.

Det tog nøjagtig den første time at få lagt alle fordomme ned. De fleste af os kom vist ud og var meget overraskede over, at vi havde læst tekster, der nok var tusindvis af år gamle, men vi havde kigget ned i eksistensens store spørgsmål.

Det er, som om vi er spærret inde i en nyttefilosofi. Vi vil ikke lære noget eller tænke noget, der ikke kan instrumentaliseres med det samme.

Peter Skov-Jakobsen

Det var nærmest, som om de var skrevet dagen før.

Det handlede om jalousi, kærlighed, hævn, løgn, længsler og om forsoning, tilgivelse, barmhjertighed.

"Vreden, gudinde besyng, som greb peleiden Achilleus," lød den første sætning i Iliaden, der er tilskrevet af Homer.

I første time i oldtidskundskab kom vi ikke væk fra denne sætning.

Bare det første ord tog lang tid. Hvad er vrede? Hvem har følt den? Er det kun et menneske, der kan føle vrede? Kan et helt samfund føle vrede? Hvor længe varer den? Kan vreden nedarves?

Det buldrede frem og tilbage med holdninger dengang i 1976 på Sankt Knuds Gymnasium i Odense. Her sad vi med et spørgsmål, der er evigt, og som kan plage samfund og mennesker.

Én ting er jeg bange for, i den tid vi lever i. Det er, som om vi er spærret inde i en nyttefilosofi.

Vi vil ikke lære noget eller tænke noget, der ikke kan instrumentaliseres med det samme.

Vi har ikke tid til at tilegne os andre tiders sprog og tidligere tiders kultur – heller ikke, selv om vi ved, at vores kultur tager sit udgangspunkt i disse kulturer og at meget vil gå tabt den dag, ingen behersker de sprog mere.

Jeg ved godt, at det er væsentligt for vores samfund, at det skal være i orden med effektiviteten. Det er også mit indtryk, at hastigheden ofte er vigtigere end kvaliteten.

Engang hørte jeg på Folkemødet en departementschef – heldigvis ikke min egen – udtale, at man skulle overveje, om det kunne betale sig at lægge alle kræfterne i ens universitetsspeciale. Man skulle betænke, at forskellen mellem at lave det gode og det meget gode speciale var den dobbelte anvendelse af tid – og dermed også af ressourcer.

Vi, der var i teltet, skulle fortælle om, hvad vores speciale havde betydet for vores senere indsats. Jeg har aldrig før hørt et stort klang på den måde.

Alle i teltet tabte kæben, og da den ramte brystkassen sagde det 'klang.' Både hos de andre foredragsholdere og ikke mindst hos de studerende. Man skal høre meget.

Der er kun en ting at sige til det, og det er, at hvis dét bliver et dannelsesideal – og det er lige meget, om man er murer, elektriker, klassisk filolog eller ingeniør – så vil det medføre slette idealer, der vil nasse på dannelsestraditionen, og medføre et ringere samfund.

Alting føre ikke indtægter med sig

Jeg indrømmer blankt, at jeg er bange for at blive spærret inde i min egen tids tanker – bange for ikke at have udsyn til det ukendte.

Kendskabet til tidligere kulturer og til historien giver mig en mulighed for at tænke anderledes om nutiden og have forhåbninger for fremtiden.

Ethvert samfund skylder sig selv at have steder, hvor man kan trække sig tilbage i tanker om, hvad vores liv handler om.  

Peter Skov-Jakobsen

Ethvert samfund skylder sig selv at have steder, hvor man kan trække sig tilbage i tanker om, hvad vores liv handler om.

Man kan ikke forvente, at alting skal føre indtægter med sig.

Hvis man ikke får disse steder, som blandt andet musik, litteratur, filosofi, religion, kunst, sprog og så videre, så mister vi livsgnisten, sansen for det anderledes og talentet for at tænke det hidtil utænkelige.

Jeg håber, at regeringen og Folketinget forhindrer, at vi bliver spærret inde, og blandt andet giver de klassiske sprog en fremtid. Vi har brug for, at nogen kan oversætte Platon og Cicero.

Og så er der lige en enkelt ting mere: Kunne vi ikke blive fri for at blive beskyldt for at være elite, bare fordi nogle af os har gjort os umage med at sætte os ind i sprog, litteratur, kunst, musik, og så videre?

I de gamle kommunistiske diktaturer arbejdede man gerne med begrebet "intelligentsia." Hvad det helt nøjagtigt betød, fandt jeg aldrig ud af.

Når man siger om nogen, at de er elite eller intelligentsia, så plejer der også at lægge en anklage, nemlig at man ikke forstår det såkaldt almindelige menneske – og sådan et har jeg heller aldrig mødt.

Ethvert menneske skiller sig ud og gør krav på min opmærksomhed. Og min elitære viden om latin, græsk, engelsk, tysk, musik, kunst, litteratur, politik og religion kommer mig til hjælp i forsøget på at forstå den anden.