Producenter: Kulturen har brug for digital vision
DEBAT: Danske digitale kulturprodukter klarer sig godt i den globale konkurrence, men økonomien bag produktionerne er under pres. Der er brug for en kulturpolitisk digital vision, hvis den fremtidige udvikling skal sikres, skriver Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen.
Af Klaus Hansen
Direktør for Producentforeningen
En kommende ny regering – rød eller blå – må sætte en kulturpolitisk digital dagsorden med en vision om, at vi i Danmark skal have de allerbedste rammebetingelser for udvikling og distribution af originale, danske kulturprodukter.
Klaus Hansen
Direktør i Producentforeningen
Globalisering og digitalisering er dette århundredes store industrielle revolution.
Løbende inviterer Altinget: kultur derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for kulturområdet.
I den kommende tid vil et debatpanel sætte fokus på, hvordan kulturpolitikken skal se ud efter det kommende folketingsvalg. Hvad skal en ny regering prioritere på kulturområdet?
Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten.
Send dit indlæg til [email protected]
Mens vi for ikke mere end 30 år siden talte om den vigtige bacon- og smøreksport til England, er det i dag viden og digitale produkter, som skal bære en væsentlig del af fremtidens vækst og eksportindtægter.
Tilsvarende er det danske marked åbnet op – flere og flere af vore store virksomheder er udenlandsk ejet, og flere og flere af de produkter, vi køber, er udenlandske digitale produkter.
Send dit indlæg til [email protected]
Danske produktioner under pres
Dette gælder også på kulturområdet. Vi er meget tæt på en situation, hvor vores primære leverandører af kulturindhold kommer fra udenlandske leverandører. Det er på Netflix, Amazon, Itunes, Spotify, Steam, vi køber vores film, dramaserier, bøger, musik og computerspil. Og når vi som forbrugere åbner disse digitale indkøbscentre, så er det udenlandsk indhold, der står øverst på top 10.
På trods af, at mange danske digitale kulturprodukter klarer sig rigtig godt i den globale konkurrence, så er økonomien bag produktionerne under kraftigt pres.
Omfanget af ulovligt download falder ikke på trods af det øgede antal af lovlige tilbud. De udenlandske produkter sætter priserne i detailleddet, og derfor er priserne for nationale produkter i bund. Afregningen fra udbyder til producent er ligeledes i bund. Hertil kommer, at de globale aktører trækker store summer ud af det nationale marked uden at have en tilsvarende interesse i at investere i udviklingen af nationalt kulturindhold.
På trods af, at efterspørgslen efter nationale kulturprodukter aldrig har været større – film og dramaområdet som de meget lysende eksempler – har betingelserne for udvikling af originalt, dansk kulturindhold aldrig været dårligere. Der er derfor en overhængende risiko for, at den originale danske historie om føje år vil være et nicheprodukt for de få.
Kulturpolitisk digital vision
En kommende ny regering – rød eller blå – må derfor sætte en ny kulturpolitisk digital dagsorden med en vision om, at vi i Danmark skal have de allerbedste rammebetingelser for udvikling og distribution af originale, danske kulturprodukter.
Det kræver ikke blot, at der bliver afsat flere penge til kulturområdet, men også at de generelle rammebetingelser for udvikling, produktion og distribution forbedres.
I en kulturpolitisk vision omfatter de generelle rammebetingelser, at den investeringsfond, der gennem mange år har været tale om for kreative erhverv (og som fodbolden nu har fået – tillykke), gennemføres.
Vi har en af verdens mest moderne ophavsretslove, der via aftalelicenssystemet på én gang giver redskabet til, at kunstnere og producenter kan bevare rettigheder og ret til vederlag - og mulighed for, at distributører kan få let adgang til digital distribution af vores tv-programmer. Der er behov for politisk opfølgning for at sikre aftalelicensens og derved distributionens effektivitet.
Små skal beskyttes mod store
Endvidere kræver det en politisk anerkendelse af, at de små og mellemstore virksomheder i kulturerhvervene får sikret deres investeringer i udvikling gennem en beskyttelse mod de store aktørers muligheder for ensidigt at fastsætte aftalevilkår.
Og endelig, er kampen og effektive retshåndhævelsesmidler mod ulovlig download en nødvendighed, hvis resultaterne af en kulturpolitisk digital vision ikke blot skal forsvinde ud i intetheden.
Et regeringsgrundlag med en kulturpolitisk digital vision indeholdende ovenstående hovedelementer vil både sikre den fremtidige udvikling af originale, digitale kulturprodukter til glæde og gavn for de danske forbrugere og give vækst og øgede eksportmuligheder.
For at der er noget, vi altid har været gode til i Danmark, så er det at fortælle historier – men historierne overlever kun i en globaliseret og digitaliseret verden, hvis man vil dem aktivt.