15 nye initiativer skal få Danmark over verdensmålsstregen
På et pressemøde torsdag præsenterede regeringen 15 nye initiativer som en del af regeringens handlingsplan for FN's verdensmål. De skal sikre, at Danmark kan nå helt i mål med indfrielsen af verdensmålene.
Mads Mose Vikkelsø
Journalist og researcherRegeringen vil nu sætte handling bag ordene og nu løse de udfordringer, som Danmark stadig har med nogle af verdensmålene.
Det var budskabet, da regeringen torsdag præsenterede 15 nye initiativer ved lanceringen af handlingsplanen for FN's verdensmål.
Det var indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S), der stod for præsentationen af handlingsplanen, men den er udviklet i Finansministeriet under ledelse af finansminister Nicolai Wammen (S).
En del af implementeringen af de nye initiativer betyder, at alle nye lovforslag fremover skal screenes efter alle 17 verdensmål og 169 delmål, så verdensmålene tænkes ind fra start.
Du kan læse de 15 nye initiativer her:
- Krav om målsætninger for bæredygtig udvikling i statslige styrelser og institutioner.
- Offentlige indkøbere gives bedre digitale værktøjer til at stille krav til leverandørers samfundsansvarlighed.
- Etablering af et nyt, dansk offentligt-privat initiativ for bæredygtige værdikæder.
- Styrket rådgivning om bæredygtige og ansvarlige globale værdikæder til danske virksomheder, der producerer i udlandet.
- Styrkelse af danske virksomheders adgang til viden, netværk og rådgivning om arbejdet med klimarapportering, klimadata og ambitiøse klimamål.
- Udvikling af en ny klimamodel, der kan fremskrive danske forbrugeres globale klimaaftryk ved forbrug af varer produceret i udlandet.
- Stimulering af eksport af grønne og miljøvenlige produkter gennem erhvervsfremstød i samarbejde med erhvervs- og brancheorganisationer og et acceleratorprogram for danske små og mellemstore virksomheder.
- Videreudvikling af Klimakompasset mhp. at sikre let adgang for iværksættere og virksomheder til at beregne deres CO2-aftryk.
- Uddeling af mikrolegater til studenteriværksætteri med fokus på verdensmålene.
- Styrkelse af bibliotekernes formidling af verdensmålene.
- Udvikling af et læringsunivers for skoler og uddannelsesinstitutioner på emu.dk.
- Øget tilskud til netværket af danske UNESCO Verdensmålsskoler.
- Ekspertgruppe, der med fokus på matematik bl.a. skal kortlægge de faglige udfordringer forbundet med betydningen af socioøkonomisk baggrund.
- Nedsættelse af en ekspertgruppe, der skal belyse betydningen af køn for danske elevers udvikling og udbytte af undervisningen.
- Styrkelse af sekretariatet for 2030-Panelet.
Regeringen skal nu søge tilslutning blandt partierne i Folketinget for at implementere initiativerne.
Du kan læse hele handlingsplanen her.