Partilederne vil forvandle EU-valget til et midtvejsvalg

Ingen kender Kristoffer Storm, alle kender Inger Støjberg.

Og den sidste er løsningen på den førstes problem som Danmarksdemokraternes spidskandidat til det kommende europaparlamentsvalg. For med Støjbergs navn på stemmesedlen og aktiv del af kampagnen, får Kristoffer Storm meget nemmere ved at opnå valg.

Men Danmarksdemokraternes finte er ikke deres alene.

Men som en kilde i V-toppen siger, vil EP-valget uanset hvad blive udlagt som et midtvejsvalg, og så kan man lige så godt gå fuldtonet ind i kampagnen.

Det er bare et symptom på en bred tendens, vælgerne bliver mødt med, som den 9. juni nærmer sig, og vælgerne skal sætte deres kryds: Partilederne kommer til at være meget aktive i valget til Europa-Parlamentet – på gader og stræder, i debatter og i kampagnerne på de sociale medier.

Sådan lyder det bredt fra partierne på Christiansborg – fra DF, Venstre, Danmarksdemokraterne, Radikale og Socialdemokratiet. Europaparlamentsvalget bliver på den måde helt bevidst forvandlet til et midtvejsvalg i dansk politik, snarere end at være et valg om retningen i europæisk politik.

Det er på én gang et gamble og et træk, der gør en dyd ud af flere nødvendigheder.

EP-valget er allerede et midtvejsvalg

Når det er et gamble, er det selvfølgelig, fordi partilederne selv involverer sig og derfor ikke kan tørre et nederlag af på EU-kandidaterne eller afskrive det som ”vælgernes mangel på interesse for europæisk politik”.

Man kan kun være med til at løfte trofæet og smile bredt, hvis man samtidig er parat til at komme med en god forklaring på og tage ansvaret for et nederlag. Sådan er logikken.

Men som en kilde i V-toppen siger, vil EU-parlamentsvalget uanset hvad blive udlagt som et midtvejsvalg, og så kan man lige så godt gå fuldtonet ind i kampagnen.

Andre steder er det mere en konsekvens af den analyse – som man åbenlyst har i Danmarksdemokraterne – at den danske kandidatkreds simpelthen er for ukendt i den brede befolkning. Det var også resultatet af Altingets undersøgelse sidste måned.

Selv i DF er man bekymret for at en garvet veteran og dygtig campaigner som Anders Vistisen ikke har nok gennemslagskraft, og derfor sender man formand Messerschmidt i brechen de kommende uger.

Der er der to strategiske grunde til.

Lav stemmeprocent er farligt

For det første er det en præmis, at skal man føre en kampagne på emner, skal vælgerne kende kandidaterne, og derfor er der brug for at tilføre opmærksomhedsøkonomisk tiltrækningskraft fra øverste hold i partierne. Det handler simpelthen om at skaffe sig ørenlyd hos vælgerne.

Det er også en konsekvens af, at dansk politik er blevet så persondrevet, som det er. Vi er meget langt fra en tid, hvor partiet solgte kandidaten – i dag er det topfigurerne fra partiet, der sælger partiet.

Det leder til den anden strategiske pointe: Hvis ikke vælgerne kender kandidaterne, risikerer valgdeltagelsen at dykke markant. Og lav valgdeltagelse kan give overraskende resultater.

De EU-kritiske partier kan frygte, at det kun er de fuldtonede tilhængere, der føler en forpligtelse til at stemme, omvendt er man fra for eksempel S og V bange for, at det bliver EU-modstanderne, der mobiliserer mest.

Her skal man lægge mærke til historikken.

I 2019 satte valgdeltagelsen med 66 procent danmarksrekord, men her var konteksten, at EU-parlamentsvalget blev afholdt midt inde i kampagnen op til folketingsvalget i 2019, som kom ti dage efter. Vælgerne var altså allerede mobiliserede.

Det slog den hidtidige rekord fra EU-valget i 2009 (på 59,5 procent), hvor politikerne også havde fundet et ekstra incitament til at få vælgerne af gårde, nemlig afstemningen om tronfølgeloven. Her skal man huske på, at tronfølgeloven kun kunne gennemføres, hvis 40 procent af vælgerne stemte (og stemte ja), hvilket førte til en massiv kampagne med landspolitikerne i hovedrollen for at få folk til stemmeurnerne.

I 2014 – som ikke lå tæt på et folketingsvalg eller havde et andet ”ekstra” element – lå stemmeprocenten på 56 procent, og i 2004, hvor der også var god tid til et folketingsvalg, var man helt nede på 48 procent.

I 2024 er der på samme måde ikke et folketingsvalg eller en folkeafstemning om noget andet ekstra incitament til at få vælgerne ind bag det blå klæde, og derfor må partilederne selv på banen for at mobilisere vælgerne.

Vil undgå begmand 

For nogle partier som for eksempel Socialdemokratiet håber man på at vinde et ekstra mandat – fra tre til fire – eller som hos Venstre, hvor man håber, at man kan overraske den forventningsbare, man selv har sat på to mandater og få et tredje, og under alle omstændigheder undgå fadæsen ved kun at få Morten Løkkegaard valgt ind. 

Hos andre partier – især Konservative, Radikale og DF – er der en risiko for at ikke at erobre et mandat. For alle tre partier vil det være en alvorlig begmand.

I et større perspektiv er det spørgsmålet, om man skal være trist eller optimistisk ved udsigten til, at europæiske valg har brug en indenrigspolitisk iltmaske for at trække vejret.

Eksemplet fra 2009 med afstemningen om tronfølgeloven virker fra et europapolitisk synspunkt som en gimmick, som uanset hvad er svær at gentage.

Omvendt er det stadig et problem at få bevågenhed nok om, hvad der sker i Europa-Parlamentet, som stadig og meget uretfærdigt slås med et image som et Mickey Mouse-parlament.

Selvom EU betyder enormt meget for den førte politik i Danmark, er der stadig en silo-opdeling i offentligheden mellem Bruxelles og Christiansborg.

Den nedbryder partilederne selv nu og knytter forbindelsen mellem dansk politik og europæisk politik. 

Denne analyse blev første gang bragt 29. februar 2024 på Altinget EU. Efter Søren Pape Poulsens død 2. marts 2024 har Altinget i denne version redigeret de afsnit, der omhandler Det Konservative Folkeparti, sådan at spørgsmål om Søren Pape Poulsen og hans formandsposition ikke længere indgår.