Naturaktører: Danmarks indsats for biodiversitet skal handle om hele samfundet

I Danmark er der de seneste år heldigvis kommet mere fokus på biodiversitet. Den politiske aftale om at udlægge 15 naturnationalparker og sikre endnu mere urørt skov, udråbes som et historisk løft til naturen. Det er det også, men det er langtfra nok.

Tiltag for biodiversitet og andre dele af bæredygtighed, der stræber efter mindre end ’transformative forandringer’, vil med stor sikkerhed føre os på en kurs som resulterer i at vi ikke opfylder Verdensmålene.

Rasmus Vincentz og Christian Prip
Hhv. direktør, Habitats og senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut, Norge

For det første er det samlede areal jo ganske lille i forhold til EU’s vedtagne mål om 30 procent af det samlede areal som beskyttet heraf 10 procent strengt beskyttet. For det andet tager naturpakken slet ikke højde for de bagvedliggende årsager til tab af natur og biodiversitet, for eksempel landbrugets strukturudvikling.

Så oveni den målrettede ambulancetjeneste for vor mest sårbare natur, er der brug for at tage fat på kilderne til ødelæggelse af naturen, blandt andre den måde vi producerer, forbruger, handler og udformer vores byer på. For vi mangler stadig at svare på spørgsmålet: Hvordan kan et moderne samfund overhovedet spille sammen med og sameksistere med en vild natur og høj biodiversitet?

Vi er nødt til tage fat på den store diskussion om, hvordan vi sikrer, både den natur, der skal reddes lige nu, og den der skal fungere sammen med et væld af andre aktiviteter i mange år fremover.

Lige som vi på klimaområdet for længst er gået fra at tale om hurtige reduktioner på et par procent af udledninger, til at have ambitiøst mål om 70 procent reduktion på tværs af alle sektorer, skal indsatser for biodiversitet ligeledes op i et helt andet tempo og omfang. Vi kan ikke forblive i forestillingen om, at vi kan standse tabet af biodiversitet og sikre en vild natur, uden at tage fat på selve den måde vores samfund er indrettet på.

Globalt og EU-perspektiv
Hvis man ønsker begrundelser for, eller inspiration til, hvordan man håndterer biodiversitet i et større samfundsmæssigt perspektiv, er der heldigvis masser at hente både i EU og i FN, hvor der i langt højere grad end herhjemme, tales både fagligt og politisk om indsatser for biodiversitet på det samfundsmæssige niveau.

FN’s Naturpanel (IPBES), har i dets store globale rapport fra 2019 fremhævet, at det ikke virker muligt at opfylde Verdensmålene - og ikke bare målene for biodiversitet - hvis ikke der igangsættes såkaldte ’transformative forandringer’. Disse ændringer defineres som ’en fundamental omorganisering af hele systemet på tværs af teknologi, økonomi, sociale faktorer, inklusiv paradigmer, mål og værdier’.

Eller sagt med andre ord: Tiltag for biodiversitet og andre dele af bæredygtighed, der stræber efter mindre end ’transformative forandringer’, vil med stor sikkerhed føre os på en kurs som resulterer i at vi ikke opfylder Verdensmålene med alt hvad det indebærer af lidelse, ulighed og tab af natur og biodiversitet.

Ambitiøs strategi fra EU
På det kommende partsmøde i FN’s Biodiversitetskonvention, COP15, forventes en ny global aftale vedtaget, som en slags Paris-aftale for biodiversiteten, med globale mål om både mere beskyttet natur og tiltag overfor de bagvedliggende årsager til tab af biodiversiteten.

Vi ser kun en meget begrænset forståelse for eller fokus på de ’samfundsmæssige’ aspekter af indsatserne for biodiversitet, og mod til at tage fat på de strukturelle forhold bag det fortsatte tab af biodiversitet.

Rasmus Vincentz og Christian Prip
Hhv. direktør, Habitats og senioranalytiker, Fridtjof Nansens Institut, Norge

EU-Kommissionen vedtog i 2020 en ambitiøs strategi for biodiversitet med konkrete mål og indsatser, helt fra landbrug og beskyttelse af biodiversitet i jorden, til byernes biodiversitet.

Strategien er tiltrådt af EU’s miljøministre. I strategien indgår, hvad der omtales som ”whole-of-society approach”, der både sætter mål for virksomheders indsats, investeringer og skat, samt uddannelse og opbygning af viden. Altså et helt klart ’samfundsmæssigt’ perspektiv, som supplement til indsatserne på arealer.

Men hvor langt er vi i Danmark med denne kobling?

Begrænset forståelse for samfundsmæssige aspekter
Den ’Natur- og Biodiversitetspakke’ der blev vedtaget med finansloven i december 2020, viser meget godt både styrken, og de store begrænsninger, ved den nuværende danske tilgang til at standse tabet af biodiversitet. Hovedfokus er på arealer, med nye naturnationalparker og urørt skov, hvilket både er vigtigt og virkningsfuldt. Derudover lægges der op til en gennemgang af eksisterende lovgivning, hvilket bestemt også er tiltrængt.

Men vi ser altså både med denne pakke, samt med andre udspil fra de politiske partier repræsenteret i Folketinget, kun en meget begrænset forståelse for eller fokus på de ’samfundsmæssige’ aspekter af indsatserne for biodiversitet, og mod til at tage fat på de strukturelle forhold bag det fortsatte tab af biodiversitet.

En anden indikator på status i Danmark er, at mere end 90 kommuner nu har tilmeldt sig konkurrencen som Danmarks Vildeste Kommune. Det er bestemt et velmenende og nyttigt biodiversitetsprojekt, og denne gang med et spændende element af ’bottom-up’ tilgang tæt på borgerne. Problemet er bare, hvis konkurrencen og tiltag i den forbindelse, er med til at fastholde en forståelse for hvad biodiversitet handler om, der mest bare ser på blomsterarealer i byen, og ignorerer de store udfordringer med samfundsmæssige forandringer.

For med reference til blandt andet IPBES og EU’s Biodiversitetsstrategi, bliver vi nødt til at spørge om, hvad der bliver af indsatserne af i forhold til landbrugets påvirkning af naturen, hvor er involveringen af virksomheder, og hvad med opbygning og udbredelse af viden om biodiversitet? Hvor er de store linjer og modet til at tage fat på de strukturelle forhold bag det fortsatte tab af biodiversitet?

Vi risikerer at spilde værdifuld tid
Som det er nu, stiller Danmark sig helt uden for tilgangen i en lang række andre lande, og den internationale politiske og forskningsmæssige diskussioner om emnet. Og endnu værre, risikerer vi at spilde værdifuld tid og penge på en dyr og defensiv indsats, der ikke adresserer de årsager der ligger bag den massive ødelæggelse af natur og tab af biodiversitet, der har stået på alt for længe.

Vi tager demed heller ikke nok højde for, at natur og biodiversitet, udover værdien i sig selv, har en en vigtig økonomisk og samfundsmæssig værdi for os på en lang række områder.

Så lad os benytte tiden, mens meget stadig er sat på standby af pandemien, til at få en natur- og biodiversitetspakke, som ikke kun omfatter enkelte redskaber i kassen. I stedet skal vi, herunder alle fagfolk og beslutningstagere, arbejde for en helhedsorientering af indsatserne for biodiversitet, på tværs af ministerier og sektorer. Samt berede vejen for en national biodiversitetsstrategi - og handlingsplan med konkrete mål, i tæt samspil med de globale mål som alle lande forpligtet sig til at lave under Biodiversitetskonventionen, og som Danmark hidtil har undladt at følge op på.

I den forbindelse skal vi insistere på at udvikle en model, som både sikrer, at vi har en rig og mangfoldig natur, og et moderne samfund med mad og andre af naturens tjenester til alle, også de kommende generationer.