Forskere: Prioritering og ambition er ikke det samme, Meltofte

Af Rasmus Ejrnæs
Forsker i bioscience ved Aarhus Universitet,

Hans Henrik Bruun
Biolog ved Københavns Universitet

og Morten D.D. Hansen
Museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum

Hans Meltofte skriver i Altinget 16. december på vegne af Dansk Ornitologisk Forening, at foreningen er enig med forskerne i, at den mest truede natur skal prioriteres højest i naturbeskyttelsesarbejdet, men at det ikke må betyde, at de to tredjedele af landet, som forvaltes af landmænd, skal være en naturmæssig ørken.

Dernæst vender Hans Meltofte sig mod viceformand for Landbrug og Fødevarer Lone Andersen, som har foreslået, at naturindsatsen i de eksklusive naturområder prioriteres op. 

Her tordner DOF og Hans Meltofte, at der aldeles ikke skal nedprioriteres noget natur i Danmark. Hele argumentationen gentages dernæst, idet Hans Meltofte på den ene side roser forslaget om naturzone som en ny arealkategori ved siden af land- og byzone, men samtidig kæder forslaget sammen med en potentiel ødelæggelse af naturindholdet i resten af landet.

De grønne NGO’er skulle koncentrere deres kræfter om at overbevise politikerne i Folketinget og kommunalbestyrelserne om, at vi som samfund har råd til et højt politisk ambitionsniveau.

Rasmus Ejrnæs, Hans Henrik Bruun
 og Morten D.D. Hansen
Forskere ved AU, KU og Naturhistorisk Museum

Ambition og prioriteringer er to forskellige ting
Vi holder ligesom Hans Meltofte meget af lærkesang og vibernes tumlen, men finder det problematisk, at han blander to meget væsentlige, men forskellige, aspekter af naturbeskyttelse sammen, nemlig prioritering og ambitionsniveau, og så retter han ellers smed for bager.

Sagen er nemlig, og det ved Meltofte også godt, at når ambitionsniveauet og den økonomiske ramme er fastlagt politisk i naturforvaltningen, vil man altid få mest naturbeskyttelse per krone ved at prioritere den mest truede natur. 

Forskningen viser desuden, at man også tilgodeser de mere almindelige arter, når man prioriterer de truede arters levesteder. 

Hvis der skal blive råd til også at gøre en indsats for arter, som endnu ikke er truede, men måske er i begyndende tilbagegang, så kræver det, at man hæver ambitionsniveauet, ikke at man ændrer på prioriteringen.

Vi har råd til høje ambitioner
Hvad, Meltofte endvidere bekvemt overser, er, at den danske tradition med ikke at prioritere naturindsatsen stort set har været en fiasko, når det gælder om at begrænse landbrug og skovbrug i at ødelægge naturen på produktionsarealerne. 

Hvad værre er, har den været ufokuseret, når det gælder om at sikre den mest truede natur i ådale, skove og langs kysterne. 

For de begrænsede midler til naturforvaltning har vi over de seneste årtier fået en masse skovrejsning og nye næringsrige vådområder på landbrugsjord, men næsten ingen gamle urørte løvskove.

Vi synes, at de grønne NGO’er og naturhistoriske foreninger som DOF, DN med flere skulle koncentrere deres kræfter om at overbevise politikerne i Folketinget og kommunalbestyrelserne om, at vi som samfund har råd til et højt politisk ambitionsniveau. 

Til gengæld synes vi, at DOF og DN skulle lade være med at spilde gode kræfter på at gå i rette med det indlysende behov for en klar prioritering af de midler, som er afsat til naturbeskyttelse i Danmark.