Veks: Millioninvesteringer vil gå fløjten, hvis biomasse droppes nu
DEBAT: Fjernvarmesektoren blev opfordret til at investere massivt i bæredygtig biomasse. Efter investeringerne vil millionregning ende hos forbrugerne, hvis biomasse droppes, skriver Veks' direktør.
Peter Bjørnbak Hansen
RedaktionsassistentAf Lars Gullev
Direktør, Vestegnens Kraftvarmeselskab (Veks)
Veks leverer fjernvarme til, hvad der svarer til varmeforbruget i 170.000 husstande i 12 kommuner i den vestlige del af København.
Vores fjernvarmekunder kan med god samvittighed åbne for deres radiatorer og tage deres bad, da langt størstedelen af varmen er grøn.
Det skyldes ikke mindst, at Veks og vores kunder er gået forrest i den grønne omstilling. Med bæredygtig biomasse har vi udfaset kul og reduceret naturgas markant.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Helt tilbage i 2008 besluttede Veks' bestyrelse, at man i 2025 ville levere CO2-neutral fjernvarme til kunderne, og i 2012 skabte politikerne på Christiansborg de nødvendige rammer til, at Avedøreværket kunne omlægges til 100 procent bæredygtig biomasse.
Politikerne på Christiansborg ønskede – præcis som os – at komme af med de fossile brændsler til gavn for klimaet. Men nu virker det, som om at den politiske stemning på Christiansborg er vendt.
Man kan stille sig spørgsmålet, om historien er glemt.
Lars Gullev
Direktør, Vestegnens Kraftvarmeselskab (Veks)
De partier, der tog ansvar for at udfase kul og naturgas – og som opfordrede og motiverede Veks og andre forsyningsselskaber til at investere massivt i omstillingen til bæredygtig biomasse – kritiserer i dag beslutningen. Fjernvarmesektoren skal stoppe med at bruge biomasse, lyder det.
Teknologien er der ikke
Vi har på Avedøreværket investeret mange hundrede millioner kroner i omlægningen til biomasse – en investering, der først er afskrevet i 2033. Hvem skal betale den regning, hvis vi skal stoppe med at anvende biomasse nu?
Der er vel ingen, der mener, at vi skal tilbage til kul igen. Det er ikke ansvarligt, det er ikke realistisk, og det er uden respekt for de politiske ønsker i 2012. Man kan stille sig spørgsmålet, om historien er glemt.
Veks var ikke kommet af med kul og naturgas på Avedøreværket uden at gå over til bæredygtig biomasse. Og vi kan ikke undvære den i de næste mange år.
Der var ingen grønne alternativer til biomasse, da investeringsbeslutningerne blev taget, og vi er fortsat kun på et stadie, hvor vi er i gang med at undersøge om for eksempel geotermi kan spille en rolle i vores forsyningsområde, når biomasse på den lange bane skal udfases.
Varmepumper har fortsat ikke en kapacitet, hvor de kan dække hele Veks' varmebehov. Det er fakta. Vi har ikke teknologien endnu.
Ikke tiden til dyrere fjernvarme
Det vil derfor ramme Veks' kunder økonomisk hårdt, hvis Folketinget vælger at pålægge afgift på biomasse eller stiller helt urealistiske krav til, hvordan biomassen skal produceres, og hvor den må komme fra.
Gennemføres dette, stiger kundernes varmepris til et niveau, hvor de kan blive fristet til at skifte til andre forsyningsformer end fjernvarme.
Veks' biomasse lever op til brancheaftalens gældende krav til bæredygtighed. Vi bakker fuldt op om, at man gennem lovgivning stiller krav til biomassen og muligvis skal kravene i brancheaftalen skærpes.
Men kravene skal være realistiske og tage udgangspunkt i virkeligheden. Det må klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) sikre.
I en tid, hvor husholdninger og erhvervslivet er ramt på økonomien som følge af den eksisterende coronakrise, skal man ikke gøre den grønne fjernvarme dyrere.
Uden biomasse når vi slet ikke de danske klimamål. Det er tid til realisme i debatten, for vi har intet grønt alternativ til biomassen før om mange år.