Naturvejleder: Mener vi det samme, når vi taler om biodiversitet?

Af Morten DD Hansen
Cand.scient, naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum

Forhandlingerne om en naturpakke er ved at begynde, og at dømme efter de fleste politikeres udtalelser er det højt prioriteret at bremse tilbagegangen i biodiversitet, akkurat som det er i EU og FN. 

Alt er godt. Hvis bare der var enighed om, hvad man forstår ved biodiversitet. 

I princippet er biodiversitet jo alt det levende, uanset om det drejer sig om ufatteligt almindelige mælkebøtter eller sjældne sortplettede blåfugle. Men med mindre vi gør det klart, hvad vi taler om hvornår, bliver begrebet biodiversitet imidlertid hurtigt tømt for mening, og det er netop ikke meningen. 

Guldet er vigtigere end sølvet
Når vi taler om biodiversitet, går talen generelt på den biodiversitet, der er svær at erstatte. 

Den biodiversitet, der er let at erstatte og findes overalt - lad mig blot nævne spyfluerne, solsorter og tidslerne - er der ingen grund til at tærske langhalm på. Selvfølgelig kunne vi udrydde dem, hvis vi virkelig ville, men det er vi jo ikke på vej til. Så langt fra. 

Vi har brug for en reel og massiv oplysning om dén biodiversitet, som har brug for at blive passet på, således at fag- og lægfolks forståelse af natur og naturbeskyttelse bliver synkroniseret.

Morten DD Hansen
Naturvejleder og museumsinspektør

Men hvis vi taber den grønne pragttorbist, engrylen eller den kantede kohvede, som mangler levesteder i det danske landskab, er det for alvor og altid. Derfor må vi prioritere at passe på dem, mens vi endnu har dem. 

Det kan man sagtens kalde en top-down-tilgang til naturforvaltningen: Vi prioriterer guldet først, derefter sølvet og så fremdeles. Det er nemt at formidle og let at forstå, for det er sådan, man ville gøre, hvis man skulle redde ting ud af et brændende hus. De færreste vil begynde med IKEA-møblerne, hvorimod familien og den bærbare vil være højt prioriteret, især hvis man ikke har backup (af sidstnævnte). 

Der er kamp om æren
I Danmark står vi imidlertid i den situation, at naturen er en kampplads, og det gælder i allerhøjeste grad også retten til at definere, hvad biodiversitet egentlig er. 

Det ene øjeblik læser man, at biavl gavner biodiversiteten, og det næste øjeblik er det skovrejsning, vildtremiser og randzoner, der får æren. Men ingen af disse tiltag hjælper den truede biodiversitet en tøddel. 

Den truede biodiversitet kræver plads, og den kræver naturlige dynamikker som helårsgræsning, slid, stormfald, ælde, brand, fremstrømmende grundvand, oversvømmelser, tørke med mere. Den brede palet, som man finder i vild natur. 

Men de mange forvirrende meldinger om biodiversitet gør, at danskerne og deres politikere sejler rundt i manegen, når det kommer til forståelse af national og international naturforvaltning. 

Danskerne trænger til oplysning
Den nyeste, store EU-undersøgelse af danskernes viden om biodiversitet er således besynderlig læsning.

Sammenlignet med resten af EU’s borgere mener danskerne ganske vist, at det er meget vigtigt at passe på naturen, men primært i det fjerne udland, fordi det er vores opfattelse, at naturen herhjemme egentlig har det ret godt. 

Mens EU-borgere generelt, og i parentes bemærket, helt korrekt opfatter forurening, land- og skovbrug, byudvikling og fragmentering af landskabet som væsentlige trusler mod den lokale biodiversitet, er danskerne noget mere afslappede: Det er ikke en trussel her, og i øvrigt er det vores opfattelse, at vi personligt allerede gør rigeligt for at passe på biodiversiteten.

At kun halvt så mange danskere som EU-borgere generelt kender til det væsentligste naturbeskyttelses-instrument, NATURA2000-netværket, er så en anden sag. 

Når danskernes forhold til naturbeskyttelse kan sammenfattes til “Not In My Back Yard”, tror da pokker, at det går så dårligt derude. 

Vi har brug for en reel og massiv oplysning om dén biodiversitet, som har brug for at blive passet på, således at fag- og lægfolks forståelse af natur og naturbeskyttelse bliver synkroniseret. Ellers vil fagfolk fortsætte med at kritisere en politik, der ikke virker, mens befolkningen og politikere bilder sig ind, at vi er de førende i verden.