Plan Bi: Reguleringen af honningbier er det rene Vilde Vesten

Af Nina Launbøl Hansen
Journalist og stifter af naturorganisationen PLAN Bi

Bier og bestøvning er på alles læber i år, og lige nu kan politikerne gøre en rigtig stor forskel for vilde bier – nærmest uden det koster staten en krone.

At der er kommet så meget fokus på bier, skyldes primært to skelsættende nyheder:

1) Undersøgelsen fra Tyskland, som viste, at de havde mistet over 75 procent af den flyvende biomasse i deres naturområder – altså flyvende insekter – siden 70'erne.

2) At uafhængige, danske forskere endeligt slog fast her i Altinget, at honningbier truer vilde bier, fordi husdyrene og de vilde bier konkurrerer om det samme fødegrundlag – nektar og pollen. Opsætning af bistader er altså ikke et tiltag, som hjælper biodiversiteten – tværtimod.

Bi bedre i naturområder
Staten har udstedt tilladelser til opsætning af 6.278 bistader i vores §3- og Natura2000-områder. 

Det vil koste staten en mindreindtægt på under 150.000 kroner om året at skaffe meget mere mad til mange flere vilde bier i vores naturområder.

Nina Launbøl Hansen
Journalist og stifter af naturorganisationen PLAN Bi

Med op til 60.000 honningbier i hvert bistade svarer det til cirka 375 millioner honningbier i vores naturområder i højsæsonen – honningbier, som indsamler nektar og pollen, som vel retteligt burde være reserveret til vilde dyr – altså vilde bier, sommerfugle, svirrefluer og så videre.

For disse tilladelser får staten 250.000 kroner om året. Efter fratræk af udgifter bliver der mellem 100 og 150.000 tilbage til statskassen om året. 

Det vil altså koste staten en mindreindtægt på under 150.000 kroner om året at skaffe meget mere mad til mange flere vilde bier i vores naturområder. Det er da sund fornuft!

Bi bedre i bebyggede områder
Vi ved, at vi ikke bare kan fiske løs – så tømmer vi havet for fisk. Derfor indfører vi fiskekvoter. Ligesom fisk er nektar og pollen også en naturressource – og det er en ressource, som vi kan tømme helt med vores husdyr, hvis vi ikke tænker os om.

Sagt på en anden måde, så er vi nødt til at styre vores hang til honning, så vi ikke tømmer alle blomsternes ”madkasser” for pollen og nektar – der skal først og fremmest være mad til vores vilde bestøvere.

Når vi nu ved, at vores husdyr, honningbierne, lever udelukkende af pollen og nektar, præcis som vores godt 230 nulevende arter af vilde bier gør det, så kan der kun blive konkurrence om føden, når mængden af blomstrende planter bare falder og falder.

Men vi kan selv afhjælpe problemet ved at skrue på to parametre:

1) Vi kan sørge for mange flere blomster.

2) Vi kan styre, hvor og hvor mange honningbier vi vil tillade i vores bebyggede områder.

Vilde Vesten-tilstanden
Som det er i dag, er det med honningbier i bebyggede områder totalt "wild west". Der er ingen regler for, hvor mange bistader du må sætte op i din egen baghave. Der er ingen krav om, at du selv skal kunne fodre dine husdyr – faktisk behøver du ikke engang have en have – du kan holde bier på loftet på 4. sal, hvis det passer dig. Og dine naboer har i øvrigt intet at skulle have sagt om, hvorvidt de har lyst til at få deres have invaderet af honningbier.

Hvis du godt kan tænke dig lækre, hjemmefangede fisk, så må du købe et fiskekort. Hvis du godt kan tænke dig noget hjemmeskudt vildt, så må du købe et jagttegn. Hvorfor skal det være gratis at tømme offentlige arealer og naboernes haver for nektar og pollen?

Hvis du gerne vil have et lækkert luksusprodukt, honning, så må du betale det offentlige en afgift. En afgift, som dels kan bruges til at administrere ordningen, dels kan bruges til at skaffe flere blomster til alle bierne og steder, hvor vilde bier kan bo – så vi på den måde kan udjævne den totalt skæve konkurrence, som eksisterer mellem honningbier og vilde bier i dag – en konkurrencesituation, som vi mennesker er 100 procent ansvarlige for.

Hvis man skal søge om tilladelse og betale en afgift for at få lov at sætte bistader op, vil vi også få kontrol med tætheden af honningbier i vores byer, så vi ikke får områder, hvor der overhovedet ikke er noget mad til overs til vilde bier.

Sikker bestøvning på den lange bane
At sikre, at vi har gode bestande af mange forskellige arter af vilde bier, er den bæredygtige bestøvningsløsning på den lange bane.

Man skal aldrig lægge alle sine æg i én kurv. Vi skal altså passe på med at satse hele butikken på den ene art af bi, som direkte giver os en vare i hånden – honningbien. Vi har brug for en bred diversitet af bier. Dels for at opnå en solid bestøvningssikkerhed, dels fordi honningbier ikke kan bestøve alt – for eksempel ikke tomater.

For øjeblikket mangler der ikke bestøvning nogen steder i Danmark – bortset fra i landmændenes kæmpe monokulturmarker med raps, kløver, æbler og så videre. Det er fint, at landmændene kan dække deres unaturligt skabte bestøvningsbehov med honningbier, som bliver kørt ind i markerne, når afgrøderne blomstrer. Men alle andre steder i landet skulle vi nødigt blive afhængige af honningbier – hvilket vi risikerer at blive, hvis vi ikke sørger for, at mange vilde bier har mad nok og steder at bo mange forskellige steder.

Kan du måske forestille dig, at du ikke får æbler i haven, med mindre der er en biavler i nærheden, eller du selv kravler rundt med en pensel og bestøver æbleblomsterne? Nej, vel?

Mens jeg er sikker på, at det sidste ville være et drømmescenarie for biavlerforeningen – et helt lands bestøvning afhængig af deres erhverv og husdyr, 
vil det for alle os andre – og især for vores børn og børnebørn – være tæt på et skrækscenarie.