Risikoforsker: Grønland kan levere kritiske råstoffer og sikre EU’s grønne omstilling

Flemming Larsen, direktør i Geus, skriver i Altinget 22. september, at Danmark, når det for eksempel gælder litium og de sjældne jordartsmetaller, ”...må sikre sig adgang til de globale værdikæder gennem et koordineret EU-samarbejde.”

Hvad jeg læser ud af den sætning – og hvad jeg som udgangspunkt er enig i – er, at vi skal købe vores kritiske råstoffer fra steder i verdenen, som er politisk stabile, og hvor basale menneskelige rettigheder overholdes.

For som Flemming Larsen også skriver, så kan den cirkulære økonomi ikke klare efterspørgslen på denne type af mineraler.

Grønland sidder på store forekomster af zink, guld, titanium og ikke mindste sjældne jordartsmetaller, som har stor betydning for overgangen til en grøn økonomi. Så hvorfor sker der ikke noget?

Jacob Taarup-Esbensen
Ph.d., lektor ved Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Monopol på kritiske råstoffer
Som situationen er nu, kan vi skaffe cirka halvdelen af de mineraler, vi skal bruge, gennem genanvendelse. Med et stigende forbrug og overgangen til mere bæredygtige energiformer er udbuddet langt lavere end efterspørgslen.

Det er forventet, at vores forbrug af eksempelvis nikkel vil være forøget 20 gange allerede i 2040, og vores forbrug af kobber vil fordobles.

I dag sidder Kina på cirka 80 procent af markedet for sjældne jordartsmetaller. Det er i praksis et monopol, som vi får en række udfordringer med at bryde.

For det første skal vi finde samarbejdspartnere med nok af disse mineraler til at dække vores behov. For det andet skal vi skabe nye, stabile leveringskæder, og for det tredje skal vi introducere teknologier, som øger effektiviteten af produktionen.

Grønland har enorme reserver af mange strategiske råstoffer. Samtidig er det et sted, hvor vi kan få forsyningssikkerhed gennem stabile leveringskæder.

Trods Grønlands mange og store forekomster af kritiske råstoffer er der i dag kun to miner i landet: en rubinmine i syd og en mine i Sønderstrømfjord, som producerer materiale til cementindustrien. Ingen af disse kan betragtes som strategisk vigtige.

Grønland sidder samtidig på store forekomster af zink, guld, titanium og ikke mindste sjældne jordartsmetaller, som har stor betydning for overgangen til en grøn økonomi. Så hvorfor sker der ikke noget?  

Selvom der både er tekniske, logistiske og finansielle udfordringer med at skabe en levedygtig råstofindustri, er Grønland nok trods alt EU’s bedste bud på en strategisk partner

Jacob Taarup-Esbensen
Ph.d., lektor ved Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Sikkerheden er udfordret i Arktis
Det arktiske klima er en stor forhindring. Og det bliver ofte undervurderet af både virksomheder og politikere.

Investeringen i et mineprojekt er enorm. Typisk ligger den i 100 millioner kroner-klassen. Så før minedriften er rentabel, skal produktionen køre døgnet rundt hele året - ofte i mange årtier.

Historisk, og som situationen er nu, er der usikkerheder omkring leveringer af eksempelvis reservedele og udskibning af de færdige produkter.

Klimaforandringerne betyder desuden fremadrettet, at det arktiske område varmer hurtigt op og bliver både vådere og vildere. Dermed bliver det mere risikofyldt for alle, der opholder sig i regionen.

Grønlænderne er imidlertid ved at få en bedre føling med, hvordan mineindustrien fungerer, og forståelse for de udfordringer, som skal overvindes igennem lovgivning.

Så selvom der altså både er tekniske, logistiske og finansielle udfordringer med at skabe en levedygtig råstofindustri, er Grønland nok trods alt EU’s bedste bud på en strategisk partner. Men det kræver fodarbejde.

En strategisk plan for Grønland, EU og Danmark
En strategi for en stabil forsyningskæde af kritiske mineraler fra Grønland bør i al fald inkludere disse fire fokusområder:

For det første støtte til den grønlandske mineindustri igennem uddannelse. Det kunne være støtte til mineskolen i Sisimiut og til efter-/videreuddannelse af den eksisterende arbejdskraft.

En strategi baseret på uddannelse, viden, leveringskæder og finansiering vil altså være til enorm gavn for EU. Men det vil også få en positiv betydning for udviklingen i Grønland

Jacob Taarup-Esbensen
Ph.d., lektor ved Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

For det andet mere forskning i, hvordan Grønland og EU sammen sikrer ny teknologi, industriprocesser, beredskab og styring af arktiske risici i en industri, som potentielt kan blive Grønlands største. Det kunne eksempelvis ske gennem støtte til forskningsmiljøer, som arbejder med anvendt forskning i industrien.

For det tredje investeringer i isbrydere, der skal garantere leveringssikkerhed både til og fra minerne. I dag findes ingen isbrydere i Grønland, som kan klare denne opgave. I samme ombæring skal der udvikles mere pålidelige sø- og havis-kort. Sejlads er fortsat forbundet med stor usikkerhed - især i de mere isolerede egne af Grønland.

For det fjerde bedre muligheder for at tiltrække investeringer til selskaber, der ønsker at introducere ny teknologi og udnytte mulighederne for at udvinde kritiske råstoffer. Det kan eksempelvis ske igennem fonde, som tilbyder risikovillig kapital til selskaber med fokus på innovation i produktionen og transporten af råstoffer.

Danmark bør gå forrest
Lige nu arbejdes der hårdt på at finde alternative udgaver af de centrale grønne teknologier med et lavere forbrug af de strategisk kritiske mineraler, som Grønland potentielt kan levere.

Det vil på sigt skabe en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel og ikke mindst grundlaget for en cirkulær tilgang til vores forbrug af råstoffer.

Men i de 20-30 år, som nemt går, før disse alternativer er på plads, kan Grønland være en fremragende partner for EU som et land med store forekomster af råstoffer og politisk stabilitet.

En strategi baseret på uddannelse, viden, leveringskæder og finansiering vil altså være til enorm gavn for EU. Men det vil også få en positiv betydning for udviklingen i Grønland. Og Danmark bør via sin stærke historiske tilknytning til begge parter samle handsken op og påtage sig opgaven med at gå forrest.