Rune Engelbreth: Danske ulve i store hegnede naturreservater?

2018 blev året, hvor den første 'danske' ulv blev skudt i over to århundreder. Så vidt vi ved. Måske er flere skudt og begravet?

Det eneste sikre synes desværre at være, at det næppe bliver den sidste. Kan hegn være en kompromisløsning, og hvad ville det i givet fald indebære? Det vender vi straks tilbage til. 

Men hvordan kunne det komme så vidt? Vi ved, at det er ude af proportioner at frygte for sit eget eller sine børns liv, og vi ved, at der er rigeligt med plads til ulve i Danmark, uanset hvor ofte det modsatte påstås. De danske ulve er blot en del af den centraleuropæiske population, men det er en hjemmehørende art, og derfor hører den også til i Danmark.

Hvorfor er det så alligevel kommet så vidt, at ulvehadet ligefrem er eksploderet? Ganske vist er der fåreavlere, som har en helt forståelig interesse i at passe på deres levebrød, men jeg tror nu alligevel, at årsagen til ulvemodstandens omsiggribende momentum i sidste ende er meget større end ulven i sig selv.

Mon ikke det også hænger sammen med, at politikerne ikke i tide erkendte og forstod, hvorfor mange lokale over årene har haft en stadig tydeligere oplevelse af at blive nedprioriteret og distanceret af politisk københavneri – for nu at sige det på jysk?

Jeg tror det. Jeg tror, at ulven er blevet katalysator for en bredere utilfredshed, som med kortere og kortere mellemrum er blusset op i de senere år, hvad enten man er enig eller uenig i den utilfredshed. Og så længe den står på, kan ingen dialog (og ingen forskeres ulvefakta) bygge bro. Desværre.

Overalt i verden er store naturreservater bag hegn, fordi det er sådan, vi beskytter landbrugsinteresser og de mennesker, som ikke er trygge ved dyrene, samtidig med at naturen får et markant løft.

Rune Engelbreth Larsen

At nogle medier og politikere vitterlig har skamredet konfrontation og fordomme, er vanskeligt at komme udenom, og at masser af borgere i Vestjylland har det helt uproblematisk med ulven, er ofte fuldstændig forbigået på selektiv vis.

Men kommer vi uden om at konstatere, at ulvemodstanden har grebet om sig eksplosivt, og at det desværre er dét, der bliver udslagsgivende for beslutningerne på Christiansborg (uanset hvordan vi ser årsagssammenhængenes rodnet)? Næppe.

Mange, der er engageret i naturen og har holdt foredrag i 'ulveområder' eller har talt med ulvekritikere og ulvemodstandere, har i hvert fald erfaret, at der dukker andre bevæggrunde op end den 'bekymring' og 'frygt', som på overfladen tegner ulvedebatten.

Det er selvfølgelig ikke et opgør mellem 'jyder' og en eller anden 'politisk elite' (for det første er der masser af jyder, som har det fuldstændig uproblematisk med ulve, og for det andet er den eneste meningsfulde 'politiske elite' de beslutningsdygtige politikere, og de har det med at flytte sig i takt med folkestemningen).

Men i manges selvforståelse er der også tale om en protest mod en politisk udvikling, der reelt har centraliseret Danmark i langt længere tid, end for eksempel de omstridte udflytninger af nogle statslige arbejdspladser kan råde bod på.

Gang på gang møder man landmænd og andre lodsejere, der rent ud sagt føler sig snydt eller fremmedgjorte af et virkelighedsfjernt bureaukrati om alt fra græsningsstøtte og naturbeskyttelse til manglende erstatninger for ulvedræbte får – dermed bliver ulven desværre et let symbol på en årelang ophobning af frustrationer.

Samtidig lever vi i et land, hvor natur og naturoplysning er underprioriteret, hvor biodiversitet er et fremmedord, og hvor public service-kanalerne ikke engang kan finde ud af at sende et landsdækkende naturprogram. Alt for meget har arbejdet imod en nøgtern og udramatisk naturdebat.

Misinformation om ulve og proportionsforvrængning har ikke skabt, men forstærket og cementeret store dele af polariseringen i en grad, så selvtægt ikke blot hyldes af mange borgere bag lukkede døre, men i stigende grad bifaldes åbenlyst, sågar af visse politikere. Ikke engang Dyrenes Beskyttelse kan blive enige med sig selv om at gå ud og forsvare den fredede ulv.

Ærgerligt. Var meget grebet anderledes an for år tilbage, stod vi måske ikke her i dag. Erstatninger for dræbte får burde også være implementeret langt mere smidigt og effektivt, ligesom ulvesikre hegn og rådgivning burde have været langt bedre fra første dag.

Andre regler burde for længst have være afbureaukratiseret, og selv om det ikke ville have elimineret al modstand mod ulve, havde det banet vejen for en langt bedre dialog og forståelse på et tidligere tidspunkt.

Trist at netop naturen skal undgælde for en kløft, der formodentlig er øget over mange år mellem en politisk-bureaukratisk praksis og nogle provinsområder, der i for ringe grad føler sig repræsenteret eller forstået. Men sådan er det gået.

Ulven er selvfølgelig fredet, men virkeligheden er den, at selvtægtens ulvejægere blot vil blive heroiseret og skyde flere ulve uden offentlighedens vidende. Så måske er der kun én udvej, hvis dette her ikke blot skal ende med udryddelsen af ulvene herhjemme, men have en lille chance for at ende i et nationalt kompromis, der i nogen grad tilgodeser naturen såvel som ulvemodstanden.

Måske må vi overveje den løsning, som blandt andet Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen har peget på, og som Dansk Folkeparti og miljøminister Esben Lunde (V) støtter: danske ulve bag hegn.

Jeg må tilstå, at det føles som at sige farvel til en debat på faktuelle præmisser, når frygten tager overhånd og dikterer politikken. Jeg er også i tvivl om, hvorvidt det er gennemførligt i forhold til EU-juraen – men det vil jeg imidlertid se bort fra i det følgende og overlade til jurister at vurdere.

For hvis virkeligheden nu engang er den, at politikerne ender med at arbejde imod ulvene på de nuværende præmisser i Danmark, kunne vi måske få vildere natur på naturligere præmisser med i et kompromis, samtidig med at ulvene accepteres i store hegnede naturreservater.

Det er imidlertid indlysende, at skulle en sådan ulveløsning overvejes, kræver det meget store naturreservater. Ulve har store territorier, og et fredet dyr som ulven kan selvsagt ikke proppes ind i små områder, der ikke svarer til dens behov, hvis der skal være bare den mindste chance for en sådan løsning, praktisk og juridisk.

For eksempel er ulveterritorier i Tyskland cirka 150-300 kvadratkilometer, i Polen cirka 137-323 kvadratkilometer og i Italien cirka 100-200 kvadratkilometer (kilde: Statens Naturhistoriske Museum: "Ulve i Danmark").

Har Danmark plads? Faktisk – ja.

For det første ejer staten over 2.400 kvadratkilometer naturområder, og med kommunernes naturarealer har vi formodentlig i omegnen af 3.000 kvadratkilometer offentligt ejet natur.

Men er der tilstrækkeligt store sammenhængende naturarealer til at huse ulve med en naturlig territoriestørrelse i den skala, vi kender fra de nævnte lande? Ja.

Vi kunne i givet fald etablere tre meget store hegnede naturreservater i Jylland, hver på cirka 150-250 kvadratkilometer med sammenhængende natur, hvor det offentlige og/eller naturfonde allerede ejer langt størstedelen i forvejen:

1. Fra Skallingen til Filsø i Vestjylland er der sammenhængende naturarealer på cirka 150-200 kvadratkilometer, der langt overvejende er ejet af Naturstyrelsen, Forsvaret og Aage V. Jensen Naturfond, hvis vi hegner Oksbøl og nogle sommerhusområder fra.
2. Nationalpark Thy dækker et areal på cirka 250 kvadratkilometer, som kunne hegnes samlet, hvis også de private lodsejere er indforstået med det – ellers kunne man nøjes med sammenhængende statsarealer og med beskedne arealopkøb formodentlig stadig nå et sammenhængende areal på cirka 150-200 kvadratkilometer.
3. Øst for Hanstholm og meget tæt på Nationalpark Thy er der ligeledes meget store sammenhængende statsarealer, hvoraf nogle ligger i forlængelse af Aage V. Jensen Naturfonds store naturreservater, og her kunne man tilsvarende med begrænsede arealopkøb og eventuelt sammenknyttende fanuapassager etablere et cirka 150 kvadratkilometer stort naturreservat bag hegn (eller helt op til 250 kvadratkilometer med større opkøb).

Endvidere kunne Nationalpark Thy og de store områder øst for Hanstholm faktisk forbindes via ret overskuelige arealopkøb og en faunabro over en hovedvej, hvorved dette sammenhængende natureal kunne blive cirka 300-450 kvadratkilometer stort.

Det kan være svært for mange at forestille sig, fordi ikke alle tænker over, hvor megen natursammenhæng, der faktisk er i Danmark – men jeg har netop arbejdet med det store potentiale for større sammenhængende naturområder på offentlige arealer i min bog Vildere vidder i dansk natur, der udkom i 2017. Så jo, potentialet er der.

Vil politikerne være parate til noget sådant og ikke bare sige nogle forblommede ord, er det følgende, der skal til:

Det ville formentlig koste et engangsbeløb på omtrent 200-250 millioner kroner eller noget i den størrelsesorden at etablere disse tre store naturreservater bag hegn på sammenlagt cirka 450-700 kvadratkilometer – altså mindre end prisen på ét elefantanlæg i Zoologisk Have i København!

Dertil kommer så opkøb af eksempelvis 2-5 procent privatejede arealer, men det hele kunne man måske gennemføre i samarbejde med de store naturfonde, som i forvejen opkøber natur og etablerer private naturreservater i dag.

Her skulle fåreavl undgås, og for at optimere naturreservaterne ville der være behov for for eksempel at udsætte flere større planteædere. Det kunne eksempelvis være vildheste og elge, hvorved Danmark ville få nogle af Europas mest ambitiøse og mest oplevelsesrige naturreservater i internationalt storformat. Selvfølgelig alt sammen afhængigt af minutiøse anbefalinger fra fageksperter om detaljerne før en realisering af projekterne.

'Ulveproblemet' kunne med andre ord konverteres til en berigelse af dansk natur, hvis og såfremt de danske politikere virkelig mener noget med at etablere tilstrækkeligt store naturreservater, hvor de store dyr går bag hegn. Hvis de virkelig er parate til at prioritere de beskedne midler og være lige så ambitiøse naturpolitisk nogle steder, som de er for at tilgodese ulvemodstanden andre steder.

Og lad os huske på, at overalt i verden er store naturreservater bag hegn, fordi det er sådan, vi beskytter landbrugsinteresser og de mennesker, som ikke er trygge ved dyrene, samtidig med at naturen får et markant løft med meget store oplevelsesværdier. Vi ser bare ikke hegnene, når BBC filmer deres store smukke naturfilm fra for eksempel afrikanske naturreservater – men de er der.

Husk på, at disse hegn faktisk er til for at hegne naturen inde på naturligere præmisser, ikke for at hegne naturen ude. Og de hindrer på ingen måde, at vi trygt kan gæste og opholde os i naturarealerne. Lad mig bare minde om, at Nationalparken i Abruzzo ved Rom er hjem for 50-60 ulve og besøges af to millioner turister om året uden ét eneste tilfælde af aggressiv ulveadfærd.

Men vi kan altså få store naturreservater med store oplevelser bag hegn uden at genere fåreavlere i områder uden beboelse, hvis hegningen planlægges stort og ordentligt.

Og dansk natur mangler netop plads og flere store planteædere og rovdyr, der kan regulere bestandene – store sammenhængende naturreservater gavner natur og biodiversitet.

Summa summarum: I mine øjne er og bliver det trods alt en falliterklæring på naturens vegne, hvis vi ikke kan acceptere ulve løbe omkring hvor som helst i dansk natur, når man i mange andre lande accepterer at leve med rovdyr, der i modsætning til ulven er virkelig farlige for mennesker, lige uden for (og til tider inde i) landsbyer.

Men hvis dette ikke kan lade sig gøre (og det ser det ikke ud til, sådan som flere og flere politikere melder ud), så må vi se os om efter alternativer og kompromisser, der til gengæld i så vid udstrækning som muligt bør være på naturens præmisser.

Så længe der er stor utryghed ved ulve, kunne en mulighed derfor være at etablere stornatur på naturligere præmisser bag hegn i tre store naturreservater i Jylland.

Det er formodentlig også en forudsætning for en sådan mulighed, at vi taler om denne store skala, hvis det overhovedet skal give mening.

Og ja, mange studser over 'hegn' i den sammenhæng, men for en række processer i naturen er det faktisk en forudsætning i dag, ikke en begrænsning.

Det er et kompromis, og som alle kompromisser rummer det elementer, der bestemt ikke tilfredsstiller alle – men som flere måske kan leve med. Endog uden de traditionelle konflikter mellem naturhensyn og landbrugsinteresser, fordi vi her ville give naturen plads til at være natur på arealer, hvor der ikke er landbrug. Og dog ville det altså kun i meget beskeden grad være betinget af opkøb af visse private arealer.

Danmark er langtfra Europas mest tætbefolkede land, og vi har temmelig store sammenhængende naturarealer. De helt store naturreservater på 100-200 kvadratkilometer (eller mere) er med andre ord en mulighed, og etableringsomkostningerne er i realiteten forbavsende små, mens naturturismen ville boome efterfølgende.

Naturligvis er der mange detaljer at overveje, for eksempel vil der være behov for rangers, der kan overvåge (og formidle) naturen. Og skulle en ulv svømme bort fra et naturreservat via en kystlinje, skulle den formodentlig indfanges igen, men det er ikke et større problem, end at man har rigeligt med erfaringer fra den slags mange steder i verden.

Vi er bare ikke vant til det i Danmark, fordi vi ikke er vant til at prioritere natur som natur. Også dét viser reaktionen på ulvene – men skønt det for noglr er kontraintuitivt, kunne hegn være en del af løsningen, hvis de forbindes med store sammenhængende naturreservater.

...

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.