S-regeringen må finde modet til at styrke den centrale grønne planlægning

"S fik med hockeystaven", lød det vittigt på de sociale medier, endnu før valganalytikerne havde nået at se på tallene. 

Hvis man var Dan Jørgensen (S), ville man formentlig himle med øjnene og føle sig uretfærdigt vurderet, for har regeringen måske ikke gjort ganske meget for klimaindsatsen?

Tjo, der er da sket en del, og ministre og embedsmænd har knoklet på også uden for landets grænser, for eksempel op til COP26 i Glasgow. Men pointen er, at befolkningen bredt endelig har forstået, at der skal ske endnu mere. Og at det betyder noget, hvor hurtigt man reducerer med hvor meget.

Derfor er det et problem for regeringen, at billedet med hockeystaven, som de utroligt nok selv har promoveret, som var det et positivt billede, stadig sidder fast på nethinden hos en pæn del af vælgerkorpset. 

Analysevirksomheden Electica interviewede på valgdagen 1500 vælgere, der havde afgivet deres stemme. Ikke mindre end 43 procent af dem svarede, at de i deres stemmeafgivning havde tillagt "klima, miljø og natur" vægt. For omtrent hver tredje (32 procent) havde klima og den grønne dagsorden "høj grad af indflydelse eller var det helt afgørende for deres valg."

Skaleret op til alle vælgere svarer det til, at det grønne har været afgørende for 1,35 millioner vælgeres stemmeafgivning. Kun "velfærd, ældre og børn" har haft større betydning, mens "kommuneskat og økonomi" ifølge vælgerundersøgelsen blev tillagt betragtelig mindre vægt.

De mange partier, der i et næsten enigt Folketing har vedtaget Danmarks klimamål, må også turde tage ansvar for, hvilke krav det stiller til den overordnede planlægning af vores lille, tætbefolkede land.

Connie Hedegaard

Ifølge samfundsforskerne er prioriteringen af den grønne omstilling ikke kun et rødt storbyfænomen. Det går på tværs af partier og på tværs af land og by, og formentlig skyldes noget af interessen også, at nogle af de svære dilemmaer i den grønne omstilling begynder at blive synlige.

Allerede før kommunalvalget var det tydeligt, at balancen mellem natur- og miljøhensyn og andre hensyn byder på svære politiske valg og prioriteringer. En bro over Lindholm i Nordjylland? En Kattegatforbindelse hen over Samsø? Hvor skal hvilken slags vindmøller stå? Hvem skal leve med at kunne se dem fra baghaven, for at vi alle sammen kan spare merudgiften ved at flytte dem ud på havet? Og hvor store naturarealer kan inddrages til solcelle-anlæg? Til nye sommerhusområder? Til havbrug?

Er det rimeligt - og er det realistisk - at hver enkelt borgmester og byråd alene skal prioritere mellem de mange behov i den grønne omstilling? Er der mon ikke brug for en stærkere og mere sammenhængende planlægning henover kommunegrænser, frem for at hver enkelt kommune kæmper for at tiltrække det positive og undslippe det besværlige?

Oven i købet bliver vi ifølge de sagkyndige lige om lidt pisket til at sætte yderligere fart på opstillingen af vedvarende energi- og andre anlæg, da vores klimamål ellers ikke kan nås. Hvordan kan det gøres så hurtigt, som situationen og de bredt vedtagne mål tilsiger, og samtidig maksimalt økonomisk og smertefrit, uden politikerne både lokalt og nationalt ryger ind i store legitimitetsproblemer?

Den tidligere V-regering flyttede planloven og dermed arbejdet med landsplanlægning, som ellers traditionelt har sorteret under Miljøministeriet, til Erhvervsministeriet. Unægtelig lidt af et signal. I januar i år blev området så flyttet ind under Indenrigs- og Boligministeriet, hvilket betyder, at det er én af regeringens chefideologer, der råder over nogle af de måske stærkeste værktøjer, vi som samfund overhovedet har i forhold til den grønne omstilling.

Som chefarkitekt bag regeringens tilbøjelighed til at tale decentralisering op og de større byer og kraftcentre ned - med udflytningen og nedlæggelse af videregående studiepladser som det måske mest synlige eksempel - har Kaare Dybvad Bek fået tillagt en del af ansvaret for S’ markante tilbagegang i de store byer.

Mon ikke efterkritikken i S når frem til, at selv om det er godt at tænke i udvikling i hele landet, ja, så er det ikke nødvendigvis klogt at udtynde kraftcentrene. Tværtimod må staten også turde stå på mål for helheden. Også når det kræver politisk kapital at kommunikere besværlige sammenhænge.

Det er én af regeringens chefideologer, der råder over nogle af de måske stærkeste værktøjer, vi som samfund overhovedet har i forhold til den grønne omstilling.

Connie Hedegaard

Flere nye kommunalbestyrelser har besluttet at etablere et stående Klimaudvalg. Fint nok, især hvis det grønne samtidig konsekvent integreres i Økonomiudvalgets beslutninger om budget og bundlinier.

Og det er da kun godt, hvis flere vil lade sig inspirere af nogle af de nytænkende frontløbere, som eksempelvis Holbæks Christina Krzyrosiak Hansen (S), der i den grad har rakt ud til borgerne, som til gengæld kvitterede med et gigantisk personligt stemmetal. Eller Konservative i Gentofte, der trods borgmesterskifte fik 13 ud af 19 mandater, efter man på nyskabende vis har inddraget borgerne i politikformuleringen gennem såkaldte opgaveudvalg.

Den grønne omstilling, som så mange borgere på tværs af generationer er ægte optaget af, er et oplagt område til at afprøve nye deltagelsesformer.

Men for, at det lokale demokrati kan blomstre endnu mere og træffe reelle valg, må staten turde skabe den overordnede ramme. De mange partier, der i et næsten enigt Folketing har vedtaget Danmarks klimamål, må også turde tage ansvar for, hvilke krav det stiller til den overordnede planlægning af vores lille, tætbefolkede land. Den opgave kan 98 kommuner ikke løse individuelt.

Skal hockeystaven knækkes, skal modet til planlægning og centrale tværgående prioriteringer styrkes.