Da Vanopslagh samlede 2.500 mennesker til politisk show, skete noget, der aldrig er set før i dansk politik

"Hvad har du lavet i dag?"

Min datter siger godnat over FaceTime, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal svare. Ikke kun fordi hun er otte og ikke går så meget op i politik. Jeg ved det faktisk ikke helt selv. 

"Jeg har været til et stort møde med ham Alex Vanopslagh ude i K.B. Hallen," forsøger jeg, men kan godt høre, at det ikke rigtig vækker genklang. 

Men var det nu også det, det var? Et møde? Selv har Liberal Alliance kaldt det et "event", og da det hele er slut, kalder Vanopslagh det for et "politisk show". Men hvad er det? Underholdning og politik, eller politik som underholdning?

Det eneste, der står klart her onsdag aften klokken 22.07, mens tusmørket sniger sig op ad Peter Bangs Vej, er, at svaret på, hvad det var, jeg og 2.500 andre mennesker lige har været sammen om, ikke kan sættes på en simpel formel. 

Det var ikke én ting, det var flere på én gang, en hybrid mellem ting, der ikke ellers hører sammen. Og det har aldrig været set før i dansk politik.

Da Vanopslagh slog dørene op til 'Alex & Ansvaret' i K.B. Hallen på Frederiksberg, var det ikke bare til en hal et sted i Danmark, men til en ny zone, hvor partipolitik, vækkelsesmøde, stand up, talkshow og coaching krydser hinanden.

En zone, hvor det er naturligt at hæfte ordet politik på en samtale, hvor Casper Christensen fortæller om, hvordan han fandt Gud efter at have taget ecstasy med sin psykoterapeut. I det samme tonefald som han talte om at tage på "tour de fils" i den første Klovn-film. Man udtaler ikke l'et på fransk.

Og det er fra den zone, Vanopslagh vil løse de borgerliges evindelige problem i Danmark. Nemlig at for få vil have det samfund, de kæmper for. 

Klapsalverne må han bede om denne gang. Man klapper jo heller ikke, når præsten er færdig med sin prædiken. Omvendt går man heller ikke ud og får en øl i pausen.

Han har gode sketches

Fem timer før ankommer jeg til pladsen foran K.B. Hallen, mens hvirvelvinden danser i det røde støv på tennisbanerne ved siden af, og et par beachflags med Liberal Alliances logo sitrer nervøst foran indgangen.

Det, der senere viser sig at være et privat vagtværn, som passer på indgangene til K.B. Hallen, klæder om til sort jakkesæt, hvid skjorte og sort slips ude på parkeringspladsen. Jeg kan ikke finde ud af, om de ligner en gruppe missionærer fra Mormonkirken eller et forhyret begravelsesoptog. 

The Beatles har været her. Rolling Stones har været her. Og alle, der har været noget ved musikken mellem dem og Lady Gaga, har været her. Nu er det Alex Vanopslaghs tur til at stå der, hvor popstjernerne plejer at stå. På en måde er det næsten selvfølgeligt. Vanopslagh er den største stjerne i dansk politik lige nu med et uhørt tag i de unge.

Spørgsmålet er, hvad det gør ved alle os andre. Når vi sætter os på rækkerne inde i K.B. Hallen, er vi så stadig borgere og vælgere? Er vi fans? Eller er vi følgere – med alle de efterklange af TikTok og guru, der ligger i det ord?

Er K.B. Hallen midlertidigt omdannet til et medborgerhus, et politisk messecenter, en nyreligiøs kirke eller en arena, hvor stjernen kan møde sine fans?

Skal jeg skrive en anmeldelse eller lave en reportage?

Den personlige bekendelse giver hans ord en tonstung vægt herinde.

"Så gør vi det fandme," råber LA's hårdtslående kampagnechef, Mads Korsholm, ud over foyeren, og dørene går op.

Indenfor kan man købe fadøl, som var man til koncert. Men man kan også erhverve sig et eksemplar af Vanopslaghs bog, 'Vejen til ansvar' – en titel, der lyder både som liberalisternes koldkrigsbibel, F.A. Hayeks 'Vejen til trældom', og som coachingguruen Stephen Coveys bog om 'Syv gode vaner'.

Mens folk finder deres pladser til tonerne af nullernes stadionrock, får jeg øje på Anders Bircow – ja, ham fra Linje 3 – der går rundt og ser ud, som om han leder efter noget.

Ligesom mig er han ikke sikker på, hvad han er gået ind til.

"Jeg skal opleve, hvad fanden det her er for noget," siger han, "det er politik og underholdning i en sjov blanding."

Op gennem 1980'erne og 1990'erne var det ham, Thomas Eje og Preben Kristensen, der fyldte hallerne med mennesker og latter. Nu er hans teenagebørn blevet politisk bevidste via Vanopslagh.

"De vender tilbage til deres far og spørger: 'Hvad synes du, far?' Han tænder deres meningsdannelse," fortæller Bircow.

"Og så har han gode sketches."

At Bircow krydser rundt blandt publikum i stedet for selv at stå på scenen er sigende: Det er den omvendte verden. 

Du er alene i den her verden

Jeg møder også Jens Ole og Alberte, der er far og datter. Far inviterede. Begge eks-medlemmer af LA.

"Jeg er interesseret i at få mere at vide om hans bog. Den værdibetoning, som kommer fra LA i øjeblikket, er ret interessant," siger Jens Ole.

Jeg spørger, hvad de tror, Vanopslagh mener med ansvar.

"Du er helt alene på den her jord, og hvis du tror, at man kan give andre ansvaret, så har du et problem. Ikke sådan, at fællesskabet ikke har en opgave, men ansvaret for, at du kan hjælpe andre, starter med dig," siger Jens Ole.

Hvorfor er der behov for, at en politiker siger det?

"Ja, hvor retter man sig hen, hvis man har et problem? Mod politikerne. Men måske skulle man vende sig mod sig selv og civilsamfundet. Det handler om, hvordan man ser på sig selv, og hvordan man er i verden," siger Alberte.

Tobias har lige meldt sig ind i LA. Han er FGU-lærer, og i hans klasser går alle dem, hvis problem ikke er, hvilken uddannelse de skal have, men om de overhovedet kan få én.

"En stor del af mit arbejde handler om at få eleverne til at tage ansvar for deres eget liv. At få dem til at tage en uddannelse eller få et arbejde. Hvor de på grund af mange uheldige opvækstbetingelser bruger det som en slags ansvarsfralæggelse. Med god grund. Men de skal lære at tage det ansvar. 

Så det handler mere om en indstilling til ens eget liv end om flere private skoler eller sygehuse?

"Ja. Lykken hos den enkelte ligger i at kunne tage et ansvar for sit eget liv og skabe sin egen fremtid."

Oppe foran scenen sidder Anna med sin vennegruppe. De står lige på tærsklen til stemmeret, en af dem er lige blevet 18, og Anna er den eneste, der kunne finde på at stemme på LA. Men de er enige om, at Vanopslagh er "ægte".

"Han er der ikke for ministerposter, men for sin egen ideologi," siger de.

I er opvokset med skoler og børnehaver og et sundhedsvæsen, som vi alle sammen betaler til, og vi tager ansvar for hinanden på den måde. Skal der være mindre af det? 

"Det er så der, det skiller lidt. For det med at have offentlige institutioner er en rigtig god ting," siger Anna.

Så blænder projektørerne ned. Nu får vi alle sammen at se, hvad det her er. 

Vi ender med at blive bitre og hævngerrige

Vanopslagh ligner en, der netop er trådt ind ad døren efter en lang dag på jobbet i den finansielle sektor; lige smidt slipset og knappet den øverste knap i kridhvide skjorte op. Som om han havde et andet arbejde end lige præcis det her.

Sådan er det med politikere. De ved om noget, at hvis de bliver set som politikere, bliver vælgerne skeptiske over for dem. Når vi glemmer det, er vi helt anderledes modtagelige.

Og på mange måder vil Vanopslagh i aften slet ikke tale om det, vi normalt forstår som politik.

"Jeg vil fortælle lidt om min bog," siger han.

"Det mål, jeg havde, var at komme ind til kernen af, hvad det vil sige at være borgerligt liberal."

"Hvad der kan sikre, at flest muligt mennesker opnår en eller anden følelse af at have mening i tilværelsen."

Han er alene med sine ord og en flaske vand på scenen. Her er ikke en stol, ikke et bord. Bare en mand iført opsmøgede ærmer og et headset, fanget i et projektørlys.

"Ikke fordi jeg er sådan et orakel, der kan fortælle jer hver især, hvad meningen med jeres liv er. Men jeg er fuldstændig overbevist om, at man ikke kan finde meningen i tilværelsen, hvis ikke man har taget det personlige ansvar på sig," siger han.

Det personlige ansvar er et nøglebegreb i borgerlig politik. Men meningen med livet? Det er et spørgsmål, man finder svar på i en selvhjælpsbog. Det er den politiske alkymists evne til at blande de to vidt forskellige ting sammen, der udgør Vanopslaghs særlige magnetisme.

I stedet for at vende sig ud mod samfundet og kritisere dets indretning bruger han de borgerlige begreber til at vende sig indad og gå ind i det mest private, nemlig vores forhold til os selv hver især.

5.000 hænder møder hinanden i en sidste klapsalve, der skyller ned mod Vanopslagh.

Vanopslagh fortæller en anekdote om dengang, han skulle på tv med en kvindelig kontanthjælpsmodtager. Hans pressefolk lagde op til, at han skulle gå hårdt i rette med hendes forbrug og erklære, at hun ikke var fattig. Ligesom dengang med fattig-Carina og Joachim B. Olsen. Men han kunne ikke.

"Her sad jeg med en ung kvinde, kun 30 år gammel. Mor til en dreng, som bare fuldstændig havde mistet al tro og håb på, at hun selv kunne ændre sit liv til det bedre," siger Vanopslagh.

"Det ramte mig bare."

For selvom hun ifølge Vanopslagh ikke var fattig i en økonomisk forstand, var hun åndeligt fattig. Hun "sad fast i livet".

"Det kan ramme os alle. Jeg kender det også fra mig selv," siger han. 

Modsat sine hårdtslående kollegaer Ole Birk Olesen og Henrik Dahl er Vanopslagh ikke bange for at vise sin egen skrøbelighed offentligt frem. Den personlige bekendelse giver hans ord en tonstung vægt herinde.

"I værste fald kan vi falde ned i så dyb en selvmedlidenhed, at vi ender med at blive bitre, krænkede, hævngerrige. Og det er virkelig fattigdom. Og det værste er, at ingen har gavn af det. Man får et dårligere liv," siger han.

Alvoren får luften til at stå helt stille herinde. Ingen af os har været her før – i zonen mellem politik og selvhjælpscoaching. Jeg anede ikke engang, at det sted fandtes.

Vanopslagh letter på stemningen med en vits.

"Og endnu værre; man kan gå hen og stemme på nogle af de røde partier."

Men latteren er kun et middel til åbne endnu mere for følelserne og forny alvoren. Hvad ville han sige til en sklerosepatient?

"Der er stadig noget i livet for dig, du kan stadig gøre en forskel. Du har stadig et ansvar. Om ikke andet, så et ansvar for at behandle folk omkring dig ordentligt. Et ansvar for ikke at identificere dig med din sygdom og kun at gøre dig til offer. Et ansvar for at få det bedste ud af en svær situation," siger han.

"Vi vil udvinde den kraft, det potentiale, der er i friheden, og søge den mening, der ligger i ansvaret," slutter han.

Klapsalverne må han bede om denne gang. Man klapper jo heller ikke, når præsten er færdig med sin prædiken.

Omvendt går man heller ikke ud og får en øl i pausen.

Vanopslagh i velfærdsstatens tjeneste

Da vi vender tilbage til vores pladser, er scenen lavet om. Nu er her bar med fadølsanker og champagne, og der er hygge-stemning med lave lænestole. Og Vanopslagh skifter til en ny karakter. Selvhjælps-coachen er væk, og det er stand up-komikeren også. Nu er han talkshow-vært og bartender.

Første gæst på scenen er Özlem Cekic.

Özlem skal bare have en vand, for hun drikker ikke alkohol. Til gengæld sidder hendes mikrofon dårligt fast i hendes trusser, fortæller hun, inden hun skridter sidelæns hen til sin stol. Folk griner. 

Når vi sætter os på rækkerne inde i K.B. Hallen, er vi så stadig borgere og vælgere? Er vi fans? Eller er vi følgere – med alle de efterklange af TikTok og guru, der ligger i det ord?

Hun er her, fordi hun bakkede op om LA's "Du kan godt"-kampagne fra valgkampen sidste år. Selvom venstrefløjen blev sure på Twitter, som Vanopslagh siger.

Cekic fortæller om sin opvækst som indvandrerbarn på samfundets nederste trin. Og at selvom hun er socialist, der går ind for velfærdsstaten, er hun også enig med Vanopslagh i, at man i det kommunale og statslige system ikke gør nok for at tale de unge op.

"Det personlige ansvar er forudsætningen for, at det fælles ansvar kan fungere, " siger hun

"At man på den ene side håber, der er et samfund, der kan samle sådan nogle unger som mig dengang, samtidig med at man som enkeltperson siger: 'Jeg kan godt noget selv.'"

Hendes omfavnelse af Vanopslagh får hun sømløst til rime på velfærdsstat. Det er stadig kræv din ret og gør din pligt, tænker jeg, den socialdemokratiske grundsætning nummer ét.

Og måske er det lige her, svaret på LA og Vanopslaghs brede appel skal findes:

Han påpeger, at det med at gøre sin pligt, at tage sig sammen og ikke kun at have fokus på sine lyster og umiddelbare behov, er kommet ud af balance med rettighederne til ydelser og services i velfærdsstaten. At der er et underskud på den velfærdsetiske betalingsbalance.

Det passer i hvert fald meget godt med det, folk her i salen siger. I hvert fald de 10-15 stykker, jeg nåede at tale med.

Ingen af dem vil lægge liberalistisk dynamit under velfærdsstaten, og ingen vil ophæve den frie og lige adgang til sundhed og uddannelse. Men de mener, at folk har brug for en blanding af en opsang om pligten i livet og et klap på skulderen, der fortæller dem, at de kan mere, end de tror.

"Jeg synes, det er et supergodt budskab, Alex har, med at tage ansvar. Så vi ikke bare sætter os tilbage i stolen og bliver ofre, men at vi alle sammen kan tage et personligt ansvar og bidrage til det samfund, som vi i overvejende grad alle holder af," som Mads Sebbelov sagde til mig, inden Vanopslagh gik på scenen.

Eller som veninderne Clara og Emma på 27 og 26 år sagde:

"Staten skal være med til at hjælpe mennesker, men man har taget det til et niveau, hvor den tager ansvaret væk fra mennesker og dermed ikke gør dem en tjeneste alligevel. 

"Vi har vænnet os så meget til velfærdsstaten, at vi ikke er klar over, hvad vi får leveret."

Måske er det den fornemmelse, Vanopslagh har forvandlet til en borgerligt liberal platform. Men i så fald gør det ham til velfærdsstatens tjener. Til en selvkorrigerende funktion i dens lange historie, ikke dens alternativ.

Det ville ikke være første gang i dansk politisk historie, at en borgerlig havnede i netop den position.

Men det spor kommer vi ikke videre nedad. For nu er det Casper Christensens tur.

Da Casper Christensen bad til Jesus

Casper Christensen, manden, der har gjort karriere i at spille sig selv i Klovn, dukker op i baren, der altså ikke er en rigtig bar, hos Vanopslagh, der altså ikke er en rigtig bartender, selvom han også har været det engang.

Det er så postmoderne, som det kan blive nu.

Casper Christensen fortæller, at han til sidst var blevet så forvirret af både at være Casper Christensen og "Casper Christensen", at han ikke længere vidste, hvem han selv var. 

"Når man ikke er tro mod sig selv, kommer det dårlige selvværd. Det gjorde det for mig," som han siger.

Indtil han tilgav sig selv og fandt Jesus ude i en skov for enden af et otte måneder langt terapiforløb, hvor han havde taget små doser MDMA for at smide paraderne.

"Så en dag var der en, der sagde til mig: 'Prøv engang at bede bøn.' Og jeg har aldrig hørt noget dummere i mit liv," siger han.

Og nu tager vi altså skridtet fuldt ud fra selvhjælp og terapi til nyreligiøsitet og spiritualisme.

"Og så gik jeg en tur i skoven og tænkte: 'Jeg gør det!', og så sagde jeg: 'Kære Jesus, hvad ... den skyld, jeg bærer rundt på, den kan jeg ikke komme af med, jeg ved ikke, hvad den er til for. Kan du ikke hjælpe mig med det? Amen.' Og så tænkte jeg ikke mere over det, indtil det pludselig var, som om nogen løftede en kæmpe rygsæk af mine skuldre. Og jeg følte mig mere lettet end i mange år." 

Vanopslagh spejler LA og partiets liberalisme i den udvikling. Fra at partiets definition af frihed var at gøre, hvad man havde lyst til, og give det omkringliggende samfund fanden i vold, til at frihed nu er at tage livet ansvarsfuldt på sig og finde meningen med livet.

"Livet er utroligt langt og en lidelse, så få det bedste ud af det," slutter Casper Christensen af med.

Det lyder dystert, men hvor ironien engang var Christensens metier og levevej, er den nu hans fjende. Jeg aner ikke, om han mener det alvorligt. Folk griner nervøst i salen.

Vanopslagh går heller ikke nærmere ind på det. For nu er Lars Løkke Rasmussen landet fra London og underskrivelsen af en ny samarbejdserkæring mellem Danmark og Storbritannien. Og han skal have champagne. 

Løkke er landet

"Jeg har jo rejst på business class," siger han. Og protesterer ikke over, at Vanopslagh kalder ham SVM-regeringens åndelige leder.

Løkke er en mand, der tager den plads, du giver ham. Og Vanopslagh, der ellers i første del havde talt om, hvordan Løkke på valgnatten sidste år lignede én, der var klar til at gå sammen med blå blok, går ham ikke på klingen med det. 

Det personlige ansvar er et nøglebegreb i borgerlig politik. Men meningen med livet? Det er et spørgsmål, man finder svar på i en selvhjælpsbog.

I stedet får Løkke lov til fylde det hele og fortælle uhindret, hvor succesfuldt hans drengeakademi er.

Vanopslagh havde lagt op til, at det skulle være et eksempel på, at der er grænser for, hvor langt man kan komme med Christiansborg-politik, men vi drejer ind på en lidt løs snak om den feminiserede folkeskole, og at det er svært at være en ung, heteroseksuel mand i dag.

"Man skal godt nok passe på med, hvad man siger," noterer Løkke sig.

Men han siger det alligevel:

"Vi har skabt et samfund, hvor børn og unges erhvervskarriere uden for eget hjem starter i seksmånedersalderen. Og i nogle rammer, der, undskyld jeg siger det lige ud, måske er båret af ret mange feminine værdier. Nogle af de drenge, jeg møder, har ADHD-diagnoser, og dengang jeg gik i skole, fik vi ikke nogen diagnoser. Der havde vi bare krudt i røven."

Ingen griber ind her. Og Vanopslaghs håndgangne mænd signalerer vist i par gange ude fra siden af scenen, at nu kan vi godt kalde det en aften.

5.000 hænder møder hinanden i en sidste klapsalve, der skyller ned mod Vanopslagh. 

Jeg vil ikke være et regneark

Udenfor i tusmørket leder jeg efter min cykel, efter jeg har lagt min telefon i lommen og sagt godnat til min datter. Spørgsmålet om, hvad det her egentlig var, kender jeg stadig ikke helt svaret på.

Jeg ved bare, at det her var mange ting på én gang og aldrig set før i dansk politik. 

Efter showet spurgte jeg faktisk Vanopslagh, hvor han selv trækker grænsen mellem selvhjælpskursus og politik.

"Den tegner jeg jo ved, at jeg hele tiden er bevidst om, at jeg ikke er sådan en selvhjælpsklovn," svarede han.

"Jeg synes, det er ærgerligt, hvis vi borgerlige kun kan lyde som omvandrende regneark. Jeg føler behov for at prøve at forklare det værdigrundlag, der ligger bag vores politik bedst muligt. Og så kan man jo lade være med at komme næste gang, hvis man synes, der gik for meget gajolæske i den."

Jeg støder ind i Hans Bach Clausen og hans familie ude på Peter Bangs Vej. Han er, hvad man på alle måder må kalde en pæn ung mand, medlem af LA, og han synes bestemt ikke, der gik for meget gajolæske i den. Han ved også godt, hvad han lige har set. Eksekveringen af en langsigtet strategi.

"Det, der er så godt ved kampagnen, er netop, at den ikke talte om økonomi. Det er menneskesynet, Vanopslagh bygger op, som har den brede appel, værdikampen. Så kommer reformerne og den økonomiske politik bagefter." 

Tror du, den operation kan lykkes for Vanopslagh?

"Det får vi se."