Kold skulder til Barnets reform
Ida Skytte
JournalistMin konklusion er, at de aktuelle lovforslag ikke vinder genklang i den praktiske virkelighed, og at den afbureaukratisering, vi er blevet lovet, skal i gang - hellere i går end i morgen.
Bettina Post
Formand, Dansk Socialrådgiverforening
Er straf eller omsorg vejen frem?
Det var hovedtemaet, da Dansk Socialrådgiverforening fredag holdt stor konference på Christiansborg med over 100 deltagere fra nær og fjern, som alle arbejder med udsatte børn.
Og svaret lød nogenlunde klart: Nej til straf og flere pålæg i sociallovgivningen - nej til mere bureaukrati. Ja til mere tid og færre sager per medarbejder.
At barnets deltagelse i dets egen klientkarriere udvides og fordybes, at barnet får mere støtte i svære processer, og at man så vidt muligt tager barnets egen definition af problemer og løsningsforslag som et seriøst udgangspunkt for indholdet i foranstaltningerne.
At der bliver lagt flere kræfter i en positiv inddragelse af forældre i barnets liv, også selvom forældres rolle ved anbringelse uden for hjemmet ændres. Samarbejde med forældre er en forudsætning for et sammenhængende børneliv for anbragte børn.
At stabilitet i anbringelser tilstræbes, specielt for de store børn, hvor problemet er størst.
Til højere stabilitet for de større børn hører at arbejde med udvikling af anbringelsesformer, som de anbragte unge i højere grad finder sig til rette i, og som kan rumme de unges konflikter.
At skolegang og indlæring er et centralt mål for arbejdet med børn i nød, og at der bruges fantasi og intellekt på at udvikle undervisningsformer, som kan interessere børnene for at lære.
At producere kundskab, som kan styrke evidens i en dansk socialpolitisk model, uden at rutinisere socialt arbejde via manualer og uden at smide mange års erfaringsbaseret kundskab ud med badevandet.
At arbejde på ekstraordinære anbringelsesløsninger for mindre børn, der integrerer fokus på alle barnets konflikter og problemskabende faktorer i barnets omgivelser, men henblik på at møde børnenes ekstraordinære behov.
At styrke anbringelsesformer, som har kendte positive resultater, fx slægtsplejeanbringelser.
I videst muligt omfang at undgå tvangsforanstaltninger, som enten har kendt negativ eller ukendt evidens.
At tvangsadoptioner stilles i bero, til der foreligger mere dokumentation om alle aspekter af tvangsadoptionen.