Uffe: Det overrasker mig ikke

ELLEMANN: Den nye indenrigs- og socialministers far, Uffe Ellemann-Jensen, undrer sig ikke over, at datteren er blevet minister. Hun er en tough cookie, siger han.
Christian Juhl Mølgaard

Hun er en tough cookie, som man siger på nydansk, så hun skal nok klare det.

Uffe Ellemann-Jensen
Tidl. udenrigsminister

"Det er gået lidt hurtigere end måske ventet, da der pludselig skulle falde flere brikker på plads, men det undrer mig ikke, at Karen bliver minister."

Det siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen til TV 2 NEWS efter udnævnelsen af datteren Karen Ellemann (V) som ny indenrigs- og socialminister.

"Hun har en helt usædvanlig politisk tæft og en stor arbejdsevne, og så har hun - hvad de færreste måske egentlig er klar over - en hel masse erfaring med i bagagen. Både fra arbejdet som skolelærer og i det private erhvervsliv. Hun har arbejdet internationalt, og hun har mange gode kompetencer."

Far med på råd
Da hun blev spurgt, om hun ville være minister i Lars Løkke Rasmussens (V) nye regering, tog hun "selvfølgelig" sin far med på råd, afslører Uffe Ellemann-Jensen:

"Hun ringede og sagde, at nu havde hun altså så og så mange minutter til at ringe et svar tilbage, og nu ville hun høre, hvad jeg sagde til det. Det var jeg så glad for, at hun spurgte om, for selvfølgelig var hun selv ikke et øjeblik i tvivl om, hvad hun skulle svare. Men det at tage pænt hensyn til de gamle siger jo også noget om hende."

En tough cookie
På trods af almindelig faderlig bekymring er Uffe Ellemann-Jensen dog fuldstændig sikker på, at datteren nok skal klare hvervet.

"Et stolt faderhjerte er dog også fyldt med bekymring over alle de byrder, der bliver læsset ned over ens lille pige. Det at være minister er en hård omgang, og det er ikke altid, at offentligheden behandler en minister helt fair. Det er altså ikke rart at skulle se sit eget højtelskede kød og blod blive udsat for den slags.

Men okay - det hører med - og hun er en tough cookie, som man siger på nydansk, så hun skal nok klare det."

Bedre end sin far
Samtidig er han overbevist om, at hun bliver en bedre minister, end han selv var i Schlüter-regeringen:

"Vi plejer at sige i min familie, at menneskeslægten topper ikke med én selv."

Altinget logoSocial
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget social kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024