Antallet af anbringelser er styrtdykket

De seneste år er der sket en kraftig opbremsning i antallet af anbringelser af børn og unge udenfor hjemmet.

I alt er der sket et fald fra 3.632 til 2.106 anbringelser i kommunerne i perioden 2008-2013, viser nye tal fra Ankestyrelsen. Det svarer til et fald på 42 procent over seks år.

Både Socialrådgiverforeningen og Børns Vilkår oplever, at kommuner i langt højere grad end tidligere dropper anbringelser af udsatte børn eller unge.

”Der skal i langt højere grad kæmpes for, at børn får den hjælp, de skal have.  Og der er alt for mange tilfælde, hvor der ikke bliver lyttet til børnenes behov,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

Der skal i langt højere grad kæmpes for, at børn får den hjælp, de skal have.

Rasmus Kjeldahl
Direktør i Børns Vilkår

Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt, mener, at der er sket et paradigmeskifte i forhold til den måde, som kommunerne anbringer udsatte børn og unge.

”Det er positivt, at man satser på lokale indsatser, og at man er kommet tættere på, hvad der skaber kvalitet i indsatserne. Men det er et stort problem, at kommunerne fravælger dyrere anbringelser i forhold til udredning og behandling,” siger Niels Christian Barkholt.

Blandt andet peger han på, at f.eks. mindre børn med symptomer ikke længere bliver udredt på en særlig institution for spædbørn, samt at børn eller unge med særlige behandlingsbehov ikke bliver anbragt på særlige døgninstitutioner i samme omfang som tidligere. 

(Artikel fortsættes under grafen)

Kilde: Ankestyrelsen

Økonomien er afgørende

Anbringelsesområdet har været stærkt ombrust de seneste år, hvor kommuner blandt andet har fået kraftig kritik i triste børnesager som Brønderslev- og Tøndersagerne, hvor der ikke i tide blev grebet ind overfor misrøgt og overgreb af børn.

Der bliver skelet for meget til økonomien hos de økonomisk pressede kommuner, når mulige børnesager skal vurderes i forhold til en dyr anbringelse, mener både Niels Christian Barkholt og Rasmus Kjeldahl.

”Det er helt klart vores indtryk, at kommunernes økonomi er under et stort økonomisk pres. Men det her område er meget variabelt fra år til år. Derfor må det ikke gå udover børnene, når man forsøger at styre det. Alle forstår, at økonomi er et parameter, men det må bare ikke blive afgørende,” siger Rasmus Kjeldahl.

Han frygter, at der kan komme yderligere besparelser på udsatte børn og unge, når endnu flere ældre om nogle år skal forsørges af kommunerne.

Tidligere har området for udsatte børn og unge været et område, der er blevet sparet på i kommunerne. Og ifølge en relativ ny rundspørge fra Altinget blandt de kommunale økonomichefer vil hver tredje kommune spare på udsatte børn og unge i 2014.

”Det er paradoksalt og skriger til himlen, at man ikke vil have flere Brønderslev- eller Tøndersager og samtidig vælger at spare på børneområdet i kommunerne. Desuden hænger det heller ikke sammen med, at vi skal dokumentere vores indsatser i det omfang, vi skal, ” siger Niels Christian Barkholt og fortsætter:

”Vi er på vej ud over afgrunden, hvis vi fortsætter på den måde. Kommuner har simpelthen ikke råd til at følge med lovgivningen, når vi binder så mange ressourcer i regler og dokumentation. Hvis det fortsætter, vil vi fortsat se store fejlprocenter i børnesager, opleve dårligt arbejdsmiljø og børn, der ikke får nok hjælp.”

I 2013 var det samlede antal af anbringelser faldet til i alt 11.614. Det er næsten 1.500 færre end i 2009.

Socialchefer: En bevidst handling

Erik Kastrup-Hansen sidder i hovedbestyrelsen for Socialchefforeningen og udtaler sig om børneområdet. Han erkender, at økonomien spiller en rolle, når kommuner anbringer.

”Selvfølgelig spiller økonomi en rolle. Det skal den også ifølge serviceloven. Man skal tage udgangspunkt i det, der er barnets behov og ud fra det vælge, hvad der er mest effektivt og økonomisk fornuftigt. Kommuner skal være meget bevidste om, hvad vi bruger vores ressourcer på,” siger han og fortsætter:

Men udviklingen i antallet af anbringelser er en helt bevidst strategi fra kommunernes side, lyder det fra Erik Kastrup-Hansen.

”Jeg kan godt forstå, at der kan være bekymring. Men når man ser på de overordnede linjer, så er det en meget bevidst forandring i måden, vi forsøger at hjælpe børnene. Kommunerne har jo ingen interesse i ikke at hjælpe børnene bedst muligt.”

Øget bevidsthed

Ifølge ham handler det om forebyggende indsatser, hvor man griber ind så tidligt så muligt i nærmiljøet. Han peger blandt andet også på, at Ankestyrelsens har fået beføjelse til at gribe ind i børnesager, hvis kommunerne ifølge den gør det utilstrækkeligt.

”Og med underretningsreform oplever vi langt flere underretninger. Det tyder på en øget bevidsthed om, hvor man skal henvende sig med sine bekymringer. Derudover er der også lavet et stort arbejde med at følge op på anmeldelser og sørge for, at de kommer hen til sagsbehandlerne, så der bliver reageret,” siger Erik Kastrup-Hansen.

Kan faldet i antallet af anbringelse gå udover børnene?

”Anbringelser er ingen eksakt videnskab. Vi ved først bagefter, om vores skøn var rigtigt. Desværre er der tilfælde, hvor man bliver rasende klog på efterbevilling. Man sætter jo foranstaltninger i gang, fordi man mener, at det er bedst. Og nogle gange viser det sig bare at være utilstrækkeligt,” siger han.

Børneområdet er med blandt andet Barnets Reform, Anbringelsesreformen, tilsynsreformen og overgrebspakken et af de mest reformerede politikområder de seneste år.