DH: Evalueringsrapport skuffer

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer (DH)

Handicaporganisationernes konklusion er, at Kommunalreformen ikke har realiseret ambitionen om én indgang for borgerne, øget kvalitet og bæredygtige enheder. Derfor var evalueringsrapportens anbefalinger en skuffelse.

Det afgørende er nu, om regeringen og kommunerne vil tage de seriøse, konstruktive og kvalificerede bud på løsninger, som handicaporganisationerne er kommet med, alvorligt.

Politikerne må leve op til deres ansvar og få rettet op på de konstruktionsfejl, som kommunalreformen blev skabt med. Derfor bør fokus nu være på handling og forpligtelse:

Den gang politikerne gennemførte kommunalreformen og lagde en stor del af handicapområdet ud til kommunerne, begik de en grundlæggende systemfejl.

Socialstyrelsen bør have ansvaret
I stedet for at lægge sig op ad modellen for sundhedsområdet, hvor den faglige bæredygtighed blev sikret ved at sætte Sundhedsstyrelsen for bordenden og skabe den nødvendige dokumentation for planlægningen af specialerne i regionerne, så blev handicapområdet flyttet til kommunerne uden at placere et overordnet ansvar. Der manglede både en ansvarlig myndighed for bordenden og en statslig vidensopsamling.

I stedet for at lægge sig op ad modellen for sundhedsområdet, hvor den faglige bæredygtighed blev sikret ved at sætte Sundhedsstyrelsen for bordenden og skabe den nødvendige dokumentation for planlægningen af specialerne i regionerne, blev handicapområdet flyttet til kommunerne uden at placere et overordnet ansvar. Der manglede både en ansvarlig myndighed for bordenden og en statslig vidensopsamling.

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Problemerne er på sin vis paradoksale, for den bagvedliggende tanke om inklusion ved at lægge handicapområdet ud til kommunerne er god og rigtig, men kommunalreformen undlod helt at hjælpe og forpligte kommunerne der, hvor opgaverne kræver samarbejde.

Konsekvenserne blev et system, hvor strukturen ikke understøtter fagligheden. Det leder på sigt til systematisk svigt af borgerne, som bliver mindre selvhjulpne og får mindre livskvalitet - og det vil med garanti føre til mindre optimal anvendelse af de knappe ressourcer i kommunerne.

I stedet bør Socialstyrelsen have ansvaret for at samle viden op og sætte retningslinjerne for kommunernes planlægning og opgavevaretagelse.

Hovedudvalget bag evalueringen af kommunalreformen argumenterer, at sundhedsområdet og socialområdet er forskellige, og at der ikke på det specialiserede socialområde er samme omfang af viden om målgrupper eller evidens for, hvilke indsatser der virker.

Vi er selvfølgelig enige i, at områderne er forskellige og de sociale indsatser er anderledes end dem, sundhedssystemet leverer. Men at der ikke i samme omfang findes solid viden på socialområdet som på sundhedsområdet, kan vel aldrig være et argument for ikke at planlægge.

Det er vel snarere et incitament for at gøre det modsatte: opsamle den tilstrækkelige viden og dokumentation og forpligte kommunerne til at bruge den. Og mens vi venter på den bedste information, må vi nøjes med den næstbedste som grundlag for planlægningen.

Kort sagt: Organiseringen skal understøtte den rigtige indsats.

Krav om forpligtende samarbejde
Det er afgørende, at det mellemkommunale samarbejde bliver forpligtende, fordi kommunerne ikke af frivillighedens vej har formået at skabe det nødvendige samarbejde. Det viser de sidste fem års erfaring.

Formålet med forpligtelsen er at sikre viden om borgernes behov og sikring af specialiserede tilbud på tværs af den kommunale sektor. Det betyder for eksempel, at en kommune ikke bare skal kunne melde sig ud af et mellemkommunalt samarbejde om specialiserede tilbud med kort varsel eller i strid med anbefalingerne fra Socialstyrelsen.

Kommunernes forpligtelse bør dog række ud over samarbejdet om de specialiserede tilbud. Det handler i lige så høj grad om, at kommunerne forpligtes til at benytte de specialiserede tilbud, der er. Dette kan sikres ved en række forskellige tiltag. Blandt andet skal der stilles krav til kommunerneom, at de i forbindelse med sagsbehandlingen skal efterspørge viden, når de ikke selv råder over den nødvendige faglighed. Det betyder for eksempel, at der skal stilles krav til kommunerne om at bruge VISO, så VISO's rådgivning styrkes, udvikles og bruges. Herudover skal det være muligt for VISO at pege på specialiserede tilbud, så kommunerne ved, hvor de kan finde tilbud, der svarer til borgernes behov.

Ændring af finansieringsmodellen
Herudover står det klart, at markedsmodellen ikke virker. Finansieringen af det specialiserede område bør til enhver tid støtte op om sikring af de faglige miljøer og de nødvendige tilbud – også til de små målgrupper. Derfor bør der laves en faglig vurdering af, hvilke finansieringsmodeller, der bedst sikrer de nødvendige specialiserede tilbud under hensyntagen til ønsket om fleksibilitet, udvikling og omkostningseffektivitet.

Når de bedste modeller er fundet, skal kommunerne forpligtes lovgivningsmæssigt til den finansieringsform, der er mest hensigtsmæssig på de forskellige områder. Modellerne kan for eksempel basere sig på, at byrden for de særligt dyre og specialiserede tilbud fordeles jævnt mellem kommunerne, og at de statslige refusionsordninger ændres, så der sker en mere solidarisk finansiering af de særligt dyre enkeltsager.

Nu er evalueringsrapporten offentliggjort og blandt andet handicaporganisationerne har kommenteret på den i høringsprocessen. Svarene viser på den ene side, at der er bred enighed om problemerne, mens der på den anden side – hos regering og kommuner – desværre synes at være en ret vag vilje til forandring.

Derfor er der nu kun tilbage at appellere til regeringen og Folketinget: Vi står med en unik mulighed for at forandre noget til det nødvendige og klart bedre. Lyt til de konstruktive forslag fra de borgere, der er berørt af kommunalreformen og sæt gang i konkrete handlinger!