En mand med en mission
Erik Holstein
Journalist og politisk kommentator"En demokratisk analfabet".
Sådan har Naser Khader beskrevet sig selv, dengang han kom til Danmark fra en lille syrisk landsby. Han var kun 11 år dengang i 1974, men at han nu er leder af et nyt dansk parti, viser hvor hurtigt integrationen kan gå, hvis både vilje og evner er til stede.
For Naser Khader var på ingen måde født med en sølvske i munden. Hans far og mor var ufaglærte, og Naser selv var forudbestemt til at indgå i et af de fætter-kusine ægteskaber, der findes så mange af i indvandrerkredse. Familien boede på Vesterbro i København, der med de billige lejligheder havde en stor andel indvandrere allerede i 80'erne. Men i modsætning til mange andre områder fik det spraglede kvarter aldrig ghetto-præg.