Kommentar af 
Erik Kaastrup-Hansen

I et moderne velfærdssamfund bør ingen føle, at de ligger andre til last

Vi bør tænke over, hvordan vi møder hinanden i vores uenigheder i den følelsesladede debat om kvaliteten af det specialiserede socialområde, skriver Erik Kaastrup-Hansen.

Objektivt set bør der være konsensus om, at vores handicappolitik er uendelig langt fra 1900-tallets uhyrligheder, skriver Erik Kaastrup-Hansen.
Objektivt set bør der være konsensus om, at vores handicappolitik er uendelig langt fra 1900-tallets uhyrligheder, skriver Erik Kaastrup-Hansen.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Erik Kaastrup-Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ferien er læsetid for mange. Jeg vil gerne komme en varm anbefaling til sommerens lekture. Nogle kender sikkert bogen, for den udkom for et par år siden.

Det er Jesper Vaczy Kraghs 'IQ 75', som er en grum gennemgang af mere end 100 års handicaphistorie med Erling Frederiksens gribende skæbnefortælling som omdrejningspunkt.

Det er nok velkendt for de fleste, hvordan vores behandling af mennesker med handicap, psykisk sygdom og andre udfordringer er et kulsort kapitel i Danmarkshistorien.

Mange levede halve og hele lidelsesfulde liv inden for den såkaldte åndssvageforsorg, hvor sterilisation, kastration, fikseringsbælter og fælles sovesale var normen. Umenneskelig og ydmygende behandling i voldsomt omfang.

Det var først i 1970'erne, at vi gik fra anstalter til mindre bosteder og egen bolig. Den sidste lobotomi blev gennemført i 1983.

Hvorfor nævner jeg det? Det gør jeg, fordi det sætter den aktuelle debat om kvaliteten af det specialiserede socialområde i relief.

Objektivt set bør der være konsensus om, at vores handicappolitik er uendelig langt fra 1900-tallets uhyrligheder.

Det er i min optik skudt over målet, når nogle hævder, at vi er på vej tilbage til åndssvageforsorgen.

Erik Kaastrup-Hansen

Selvom det altid vil være kærkomment med højere normeringer og flere penge til området, og selvom besparelser og enkeltsager om svigt helt berettiget skal kritiseres, er det min oplevelse, at retorikken fra tid til anden bliver for skinger. Det, synes jeg, er ærgerligt, for det gør det vanskeligt at debattere konstruktivt.

Mit ærinde med dette indlæg er derfor en opfordring til, at vi tænker over, hvordan vi møder hinanden i vores uenigheder og forskellige roller.

Vilkårene for mennesker med handicap og psykiske lidelser er hjerteblod for berørte borgere og pårørende. Naturligvis. Sådan skal det være.

Det betyder, at debatten hurtigt bliver ladet med følelser. Indignation og følelser er som bekendt en stærk drivkraft. Det er der intet i vejen med, så længe vi alle vælger vores ord med omhu. For ord betyder noget i debatten. Det gælder begge veje.

Læs også

For eksempel er det i min optik skudt over målet, når nogle hævder, at vi er på vej tilbage til åndssvageforsorgen, som den dokumenteres i 'IQ 75'. Det er uden for skiven, når der rituelt råbes konventionsbrud, eller når politikere og fagfolk beklikkes på deres menneskesyn.

Når jeg oplever ved selvsyn, hvordan vores medarbejdere tager hånd om borgere, som de ofte har årelange relationer til, er der for mig ingen tvivl om, at der er tale om dybfølt omsorg. Det er rørende.

Det betyder ikke, at vi ikke ser eksempler på forråelse og pressede arbejdsvilkår, som vi skal håndtere. Men jeg vil insistere på, at når man vælger at uddanne sig til at arbejde på socialområdet, hvad enten det er med direkte eller indirekte borgerkontakt, er man optaget af at gøre det bedste for andre mennesker. Det fortjener anerkendelse.

Fællesskabet har et ansvar for at sikre, at alle kan leve meningsfulde og aktive liv på egne præmisser.

Erik Kaastrup-Hansen

Ligeledes kan jeg godt forstå, at pårørende eller mennesker med handicap kan føle sig skyldige over for fællesskabet eller ligefrem udskammet, når de løbende får at vide, at deres behov driver udgifterne i vejret.

Det er i min bog heller ikke en rimelig fremstilling, og den har vi en fælles forpligtelse til at gøre op med. Vi kan begynde med vores sprogbrug.

Ja, socialområdet er presset, og styring og en nødvendig diskussion om forventninger er derfor afgørende. Men i et moderne velfærdssamfund bør ingen føle, at de ligger andre til last.

Tværtimod er det fællesskabet, der har et ansvar for at sikre, at alle kan leve meningsfulde og aktive liv på egne præmisser, men også med forventninger og et personligt ansvar.

Læs også

I min forståelse betyder det, at vi skal arbejde endnu hårdere på, at vi i det såkaldte almenområde formår at rumme bredere end i dag. De fleste ønsker ingen særlige "ordninger", men derimod lige mulighed for skolegang sammen med kammeraterne i området, med uddannelse og job på det ordinære arbejdsmarked.

Vi vil selvfølgelig stadig have brug for særlige foranstaltninger eller specialiserede miljøer, men det vil være af stor menneskelig værdi, hvis vi bliver bedre til at favne og inkludere i fællesskaber. Det vil også bidrage til, at vi får en større forståelse og respekt for hinanden. Også når vi er uenige, og meninger brydes.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Kaastrup-Hansen

Direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune og næstformand i Kommunale Velfærdschefer
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1992)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024