I et moderne velfærdssamfund bør ingen føle, at de ligger andre til last

For eksempel er det i min optik skudt over målet, når nogle hævder, at vi er på vej tilbage til åndssvageforsorgen, som den dokumenteres i 'IQ 75'. Det er uden for skiven, når der rituelt råbes konventionsbrud, eller når politikere og fagfolk beklikkes på deres menneskesyn.

Når jeg oplever ved selvsyn, hvordan vores medarbejdere tager hånd om borgere, som de ofte har årelange relationer til, er der for mig ingen tvivl om, at der er tale om dybfølt omsorg. Det er rørende.

Det betyder ikke, at vi ikke ser eksempler på forråelse og pressede arbejdsvilkår, som vi skal håndtere. Men jeg vil insistere på, at når man vælger at uddanne sig til at arbejde på socialområdet, hvad enten det er med direkte eller indirekte borgerkontakt, er man optaget af at gøre det bedste for andre mennesker. Det fortjener anerkendelse.

Fællesskabet har et ansvar for at sikre, at alle kan leve meningsfulde og aktive liv på egne præmisser.

Erik Kaastrup-Hansen

Ligeledes kan jeg godt forstå, at pårørende eller mennesker med handicap kan føle sig skyldige over for fællesskabet eller ligefrem udskammet, når de løbende får at vide, at deres behov driver udgifterne i vejret.

Det er i min bog heller ikke en rimelig fremstilling, og den har vi en fælles forpligtelse til at gøre op med. Vi kan begynde med vores sprogbrug.

Ja, socialområdet er presset, og styring og en nødvendig diskussion om forventninger er derfor afgørende. Men i et moderne velfærdssamfund bør ingen føle, at de ligger andre til last.

Tværtimod er det fællesskabet, der har et ansvar for at sikre, at alle kan leve meningsfulde og aktive liv på egne præmisser, men også med forventninger og et personligt ansvar.

I min forståelse betyder det, at vi skal arbejde endnu hårdere på, at vi i det såkaldte almenområde formår at rumme bredere end i dag. De fleste ønsker ingen særlige "ordninger", men derimod lige mulighed for skolegang sammen med kammeraterne i området, med uddannelse og job på det ordinære arbejdsmarked.

Vi vil selvfølgelig stadig have brug for særlige foranstaltninger eller specialiserede miljøer, men det vil være af stor menneskelig værdi, hvis vi bliver bedre til at favne og inkludere i fællesskaber. Det vil også bidrage til, at vi får en større forståelse og respekt for hinanden. Også når vi er uenige, og meninger brydes.