Knud Aarup: En offentlig finansieringsmodel kan føre til total statslig kontrol af civilsamfundet

Tværtimod har vi i snart 175 år haft et ”folkestyre” med en stor grad af tillid til staten. Men måske er det på tide, at vi lader skellene falde fra øjnene og indser, at også i Danmark spiller staten en rolle som en rå politisk og administrativ magt, der forfølger egne interesser og helst undslår sig offentlighedens fulde indsigt.

Måske er ”den gode stat” netop i dag en illusion, og så må vi omvendt kæmpe for at beskytte civilsamfundets uafhængighed?

Civilsamfundet som udgangspunkt for velfærdsstaten

Op gennem historien er det netop civilsamfundets uafhængighed, som har skabt mange af de velfærdsinstitutioner, som vi kender i dag. Kirken grundlagde skoler og hospitaler, før statsmagten tog over.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var det initiativrige og forargede borgere, som så nøden i de københavnske brokvarterer, og som etablerede grundlaget for sundhedsplejen, børnehaver og en generel forbedring af hygiejnen i byen.

Det var de kristne organisationer, som for eksempel Kirkens Korshær og Arbejde Adler, som støttede de mest udsatte mænd og deres familier og skabte de indsatser mod hjemløshed, som vi kender i dag.

Det er i høj grad civilsamfundet, som har skabt ideerne til det velfærdssamfund, som vi tager for givet i dag.

Engagerede grupper af mennesker så, hvordan folk levede og gav støtte, hvor der var behov, og de gjorde det ikke fordi, de havde fået offentlig støtte, men fordi der var tale om børn og voksne i nød.

Det er også civilsamfundsorganisationerne, som løbende igennem det 20. århundrede har udgjort den kritiske stemme, hver gang det offentlige overså konkrete menneskers problemer. Tænk bare på den betydning, som Mødrehjælpen har haft for familiearbejdet og for de sociale indsatser overfor børn med sociale problemer.

Civilsamfundets uafhængighed er derfor en afgørende forudsætning for udvikling af nye ideer til hjælp og støtte til mennesker i nød og samtidig en kritisk røst overfor magthaverne.

Derfor er der rigtig god grund til at være på vagt, når der tales om offentlig finansiering af civilsamfundet.

Én finansieringsmodel "to rule them all"

I mange år har social- og sundhedsorganisationerne forsøgt politisk at komme igennem med en såkaldt objektiv finansieringsmodel, som kan sikre en grundfinansiering af organisationerne.

Jeg så de første forslag til en sådan objektiv model i slutningen af 2010’erne. Den led af det problem, at finansieringen inddrog de ordninger, som allerede gjaldt for kultur og fritidsområdet. Sagt med andre ord: Modellen forudsatte, at man skulle tage fra nogle organisationer og give til nogle andre, og det er en umulig politisk opgave.

Jeg er dybt bekymret for, hvad der følger med, at civilsamfundet får en model for objektiv finansiering. Hvilken pris skal betales?

Knud Aarup

Men nu lover social- og boligministeren, at der i løbet af et år kommer en model, og det har så varet mindst 15 år at nå frem til en sådan.

Jeg er som organisationsmand selvfølgelig glad for, hvis det lykkes at få indført en model for grundfinansiering af civilsamfundet, men glæden er ikke ubetinget, og jeg er meget opmærksom på, at det nok ikke bliver omkostningsfrit.

I Ringens Herre taler Tolkien om herre-ringen: ”One Ring to rule them all” (Én Ring er over dem alle). Det kan lyde teatralsk, men jeg er dybt bekymret for, hvad der følger med, at civilsamfundet får en model for objektiv finansiering. Hvilken pris skal betales? Er prisen ligesom Tolkiens herre-ring: en total statslig beherskelse af civilsamfundet i Danmark?

Og bekymringen underbygges af små iagttagelser over de sidste fire til fem år. Det synes som om, der er sket en indskrænkning i det, man kunne kalde frie og kritiske ytringer fra nogle af de af civilsamfundsinstitutioner, som er tættest på statsmagten.