Knud Vilby: Sociale investeringer efterlader kommuner med de tungeste opgaver

Fonde og private investorer har slet ikke været så aktive som sociale investorer, som Folketingets flertal regnede med, da Folketinget i 2018 etablerede den statslige sociale investeringsfond.

Og ifølge ph.d. i sociale investeringer, Karsten Storgaard Bjerre, skal der noget nyt til, hvis sociale investeringer for alvor skal komme til at spille en aktiv og positiv rolle for kommunerne i deres sociale arbejde. Det beskrev han i Altinget 29. marts.

Han gjorde blandt andet opmærksom på, at investeringerne ofte er ret komplicerede og derfor kræver et øget arbejde af kommunerne, på et tidspunkt hvor det politiske mantra er afbureaukratisering og frisættelse.

Samtidig fokuserede han på, at det er et problem, at når den sociale investor skal have udbytte af sine investeringer, er det kommunerne der skal betale, mens besparelserne skabt af den sociale investering ofte kommer både stat, regioner og kommuner til gode.

Jeg vil gerne uddybe, hvordan sociale investeringer meget let kan komme til at betyde mere bureaukrati, flere målinger og snævrere let-evaluerbare sociale indsatser, netop på et tidspunkt, hvor der er behov for det modsatte.

Husk de nødvendige begrænsninger

Grundideen i hele tanken om private sociale investeringer er, at de rigtige sociale indsatser koster penge, men også på sigt fører til offentlige besparelser, fordi de fører til, at nogle mennesker går fra en mere passiv social forsørgelse til et mere aktivt, selvstyret liv.

Derfor kan indsatserne gøres til en investering med potentiale for udbytte.

Men sådanne indsatser tager tid og er vanskelige. Og skal man kunne måle de offentlige besparelser i forhold til den konkrete sociale investering, skal indsatserne beskrives meget præcist, og derefter skal der måles mindst lige så præcist, om de forventede positive effekter opstår.

Ikke alt kan måles, og derfor må man også afgrænse præcist. Fondschef i Den Sociale Investeringsfond, Camilla Bjerre Damgaard sagde i 2021 i et interview med Altinget, at ”der, hvor indsatsen er meget bredspektret, kan det være svært at lave en social investering. Flere og flere fonde arbejder med alliancedannelser og kulturændringer, og det er meget svært at måle på. Forandringskæden er for kompliceret.”

Ikke alt kan måles, og derfor må man også afgrænse præcist

Knud Vilby

Det er dejligt, at fondschefen selv giver udtryk for de nødvendige begrænsninger, og for at den konkrete sociale investerings-case skal skrues sammen, så den ikke er for kompliceret.

Men det øger den kommunale opgave. Man skal altså dykke ned i det sociale område for først at identificere, hvad der forholdsvis enkelt kan måles og vejes og derfor være investeringsegnet.

Man skal derefter udarbejde kravspecifikationer til den konkrete case. Hvis det lykkes at tiltrække investorer, skal man finde ud af, hvem der skal implementere opgaven. Typisk vil det være en civilsamfundsorganisation på det sociale område, men det kan også være private kommercielle aktører eller kommunen selv. Der skal så laves et partnerskab mellem kommune, social investor og civilsamfundsorganisation, som det eksempelvis er sket i indsatser, der skal bekæmpe hjemløshed.

Både kommuner og civilsamfundsorganisationer mangler penge. Der er således ingen tvivl om, at det positive aspekt er, at sociale investorer kan bringe nye økonomiske midler ind på det sociale område. Og det er positivt at fonde, som eksempelvis Bikubenfonden, arbejder aktivt med og for dette.

Men det er også let at se risiciene.