Regering utilfreds med rapport

30/6-06: Regeringen er ikke tilfreds med kvaliteten af ECRI’s tredje rapport om Danmark.
Dokumentation
Spørger: Søren Espersen (DF)

Spørgsmål S 5803: Vil ministeren vurdere kvaliteten af de seneste rapporter fra internationale institutioner om Danmark (ECRI’s 3. rapport om Danmark af 16. maj 2006 og FN’s særlige rapportør Doudou Diéne’s rapport om bl.a. Danmark af 13. februar 2006), og finder ministeren det rimeligt, at de relevante internationale institutioner, der er finansieret af bl.a. Danmark, anvender deres ressourcer til at fabrikere videnskabeligt uunderbyggede partsindlæg om forhold i Danmark?

Svar fra ministeren: For så vidt angår rapporten af 13. februar 2006 om situationen for muslimer og araber i forskellige dele af verden, der er udarbejdet af FN’s særlige rapportør Doudou Diéne, henvises til justitsministerens endelige besvarelse af spørgsmål nr. S 3734 fra medlem af Folketinget Kamal Qureshi (SF).

For så vidt angår regeringens vurdering af ECRI’s tredje rapport om Danmark, der blev offentliggjort den 16. maj 2006, vil jeg primært henvise til det materiale, der allerede er oversendt til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, herunder regeringens bemærkninger, der udgør et bilag til ECRI’s rapport, og udenrigsministerens brev af 21. april 2006 til Europarådet.

Regeringen er ikke tilfreds med kvaliteten af ECRI’s tredje rapport om Danmark, og dette har både statsministeren og jeg redegjort nærmere for under et samråd om sagen i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 23. juni 2006.

Regeringen støtter eksistensen af uafhængige organer, der påser, at alle lande overholder deres internationale forpligtelser, men det er for regeringen helt afgørende, at enhver kritik bygger på korrekte og velunderbyggede oplysninger.

Dette er blandt andet baggrunden for, at udenrigsministeren ved brev af 21. april 2006 har rettet direkte henvendelse til Europarådet vedrørende kvaliteten af ECRI’s tredje rapport om Danmark. I brevet påpeges vigtigheden af at sikre ECRI’s troværdighed gennem velunderbyggede rapporter. I forlængelse af dette brev har vi desuden fra dansk side på et møde i Europarådet (stedfortræderkomitéen) opfordret til, at man ser nærmere på, hvordan kvaliteten af ECRI’s rapporter kan forbedres fremover.


Altinget logoSocial
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget social kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024