Serviceloven skal sikre en god overgang til voksenlivet for unge med handicap

Men nu forsvinder det meste af den støtte, som Ninna og hendes forældre kender og har brug for.

Som 18-årig er Ninna nemlig – i hvert fald i lovgivningens forstand – voksen og myndig. Hvor der tidligere har været fokus på at støtte Ninna og hendes familie, rettes fokus nu primært mod hende.

Perioden i Ninnas liv, som burde handle om ungdomsliv og spændingen ved at stå på egne ben, er i stedet reduceret til møder i kommunen og angsten for at miste støtten, som hun har brug for. 

Ninnas situation er ikke unik. Mange unge med handicap og deres familier oplever, at overgangen til voksenlivet er præget af usikkerhed og stress, hvor den støtte, de har haft brug for gennem deres liv, bliver ændret eller fjernet.

I min hverdag som socialrådgiver har flere unge og deres familier fortalt mig, hvor traumatiserende, det kan føles, når man pludselig bliver revet tilbage til en ukendt tid, hvor man igen skal kæmpe for at få den hjælp, man har brug for.

Mange unge med handicap og deres familier oplever, at overgangen til voksenlivet er præget af usikkerhed og stress.

Laura Pode
Socialrådgiver, Københavns Kommune

For familier som Ninnas er det ikke bare en proces om at anmode om hjælp, men nærmest en kamp om at løfte den rigtige bevisbyrde.

En bevisbyrde, der både kan være tidskrævende og følelsesmæssigt belastende, når man egentlig bare vil opretholde sin hverdag, som den er. 

Derfor undrer det mig, at regeringen og KL vil afskaffe den bestemmelse i serviceloven, som forpligter kommunerne til at forberede overgangen til voksenlivet for unge som Ninna.

En bestemmelse, som gør, at Ninna og hendes forældre kan forvente at blive grundigt forberedt til overgangen til voksenlivet og alle de store spørgsmål, som følger med.

Vil Ninna flytte hjemmefra? Kan hun bo i sin egen lejlighed, eller har hun brug for et botilbud? Hvad skal hendes forsørgelsesgrundlag være?

Særligt når bestemmelsen, der trådte i kraft i januar 2021, var en følge af, at flere kommuner netop ikke formåede at løfte opgaven godt nok. 

Regeringen og KL's forslag har til formål at forenkle de mange regler, som skaber unødig administration i kommunerne.

Den slags tiltag hilser jeg normalt velkommen, fordi min hverdag som socialrådgiver i forvejen er fyldt op af dokumentationskrav, afkrydsningsfelter og huskelister.

Men lige præcis denne regel er faktisk ret enkel og er med til at styrke de unges retssikkerhed og krav på en god overgang til voksenlivet.

For når den unges liv og støtte skal tages op til revurdering ved det 18. år, bør vi som minimum sikre, at det sker med inddragelse og forberedelse. 

I mit arbejde har vi i flere år knoklet for at gøre overgangen til voksenlivet for unge med handicap så god som overhovedet muligt.

Vi gjorde det faktisk allerede inden, det blev en del af serviceloven. Og jeg håber virkelig, at jeg kan få lov til at fortsætte med det, selv hvis bestemmelsen afskaffes.

Men regeringen og KL's forslag bekymrer mig. Kommunernes økonomi er i forvejen presset til ekstremerne, og det kan være svært at få den hjælp, som man har behov for.

Derfor frygter jeg, at trængte kommuner ser deres snit til at slække på dette område, når loven ikke længere forpligter dem til at gøre det.

Allerede i dag ser vi nemlig steder, hvor kommuner ikke lever op til loven, og nu får endnu flere frit slag til at overlade unge til sig selv, når de fylder 18 år.  

Selvom mine kolleger og jeg hver eneste dag arbejder med at sikre overgangen til voksenlivet for unge med handicap, så er det stadig hamrende svært.

Og vi kan stadig blive bedre.

For når vi skal have alt fra forsørgelsesgrundlag, boligsituation, uddannelse, værgemål og meget andet til at hænge sammen, så kræver det både særlig viden, mere tid og godt samarbejde.

Derfor oplever jeg det også som manglende anerkendelse af, at der er behov for en særlig indsats lige netop på dette tidspunkt i unge menneskers liv.

Når Ninna og alle de andre skal have hele deres hverdag vendt på hovedet og går en uvis tid i møde, burde de som minimum kunne forvente, at systemet omkring dem er forberedt på at hjælpe dem bedst muligt videre.