Strukturkommissionens misundelsesværdige arbejde vil påvirke hele det sociale område positivt

Det er rigtig godt, at kommissionen har sat tydeligt fokus på psykiatrien. De forslår konkret, at psykiatrien integreres organisatorisk med det samlede sygehusvæsen.

Formålet er at understøtte en styrket sammenhæng i indsatsen for den enkelte borger for dermed at opnå et løft af kvaliteten i den tværgående og den forebyggende indsats generelt for mennesker med psykiske lidelser.

Det har længe været et problem, at socialpsykiatrien fungerer meget forskelligt kommunerne iblandt.

Knud Aarup
Debattør og fhv. direktør i Socialstyrelsen.

Man kan sige, at kommissionen så at sige skubber til den ti-årige handlingsplan.

Kommissionen gør meget ud af at beskrive behovet og muligheden for fastlæggelse af nationale kvalitetsstandarder for socialpsykiatrien generelt og dermed også for botilbud. Netop sådanne nationalt udarbejdede kvalitetsstandarder kan være et vigtigt element i et generelle kvalitetsløft af den kommunale indsats for mennesker med psykisk sygdom.

Samtidig er et forslag om at knytte faste læger til de sociale botilbud en konkret måde at sikre bedre sammenhæng mellem somatikken og psykiatrien.

Det er rigtig godt tænkt, eller måske snarere sagt, for det er på ingen måde et nyt forslag. Det har længe været et problem, at socialpsykiatrien fungerer meget forskelligt i de forskellige kommuner.

Og som rapporten også slår fast, betyder manglerne i socialpsykiatrien og de kommunale tilbud i rigtig mange tilfælde, at det enkelte borger får dårligere behandling mellem indlæggelserne. Det har så som konsekvens at borgere med psykisk sygdom i kraft af den svage socialpsykiatri fastholdes i lange sygdomsforløb.  

Men nu er ånden officielt ude af flasken, og det er godt for en fremtidig diskussion af, hvordan sundhedsløsningerne og især psykiatrien kan strikkes sammen.

Understregningen af uligheden som udgangspunkt for kommisionsarbejdet og overvejelserne omkring psykiatrien og socialpsykiatrien er gode eksempler på et stykke uafhængigt og fagligt kommisionsarbejde, som vi sjældent ser.

Der er fine eksempler i rapporten på, at der bliver sagt nogle sandheder mellem linjerne. Kommissionen er næsten direkte i forhold til, hvorvidt der er sket en afspecialisering af de sociale indsatser efter kommunalreformen i 2007.  

De skriver eksempelvis, at "udviklingen viste dog, at kommunerne i langt højere grad end forventet overtog de regionale eller tidligere amtslige sociale tilbud. Fra 1. januar 2007 overtog kommunerne 80 pct. af de sociale tilbud, der før blev drevet af amterne. Derudover oprettede kommunerne i højere grad end forventet selv nye tilbud".

Sagt med andre ord: Der har været andre dynamikker på spil for kommunerne end hensynet til de borgere, som har særlige behov. Det er nærliggende at tænke på, at økonomiske hensyn netop på det specialiserede socialområde ofte fylder mere end faglige hensyn.

Sammenligner man rapportens formuleringer med tilsvarende fra evaluering af kommunalreformen i 2013 eller Socialstyrelsens seneste afvisning af, at der skulle have fundet afspecialisering sted i kommunerne, er der tale om en bemærkelsesværdig klar formulering fra kommissionens side - også selvom Socialstyrelsens formuleringer senere bliver gentaget.

På lignende måde peger rapporten klart på problemer i den kommunale indsats på det socialpsykiatriske område:

"Den regionale psykiatri oplever problemer med mangel på de rette tilbud til borgerne i socialpsykiatrien, manglende kapacitet i forhold til botilbud og bostøtte, og deraf udfordringer med lange ventetider og manglende gennemsigtighed og uklar organisering i kommunerne. Hvis kommunerne ikke står klar med et relevant tilbud, kan det give unødigt mange færdigbehandlingsdage i den regionale psykiatri," står der.

Det kan ikke siges tydeligere, og det er godt, at det bliver sagt. Også selvom rapporten loyalt gengiver den modsvarende oplevelse fra kommunerne.  

En kommission som Sundhedsstrukturkommissionen skal naturligvis holde sig inden for sit kommissorium – ellers har den ikke løst den stillede opgave.

Men her bliver det rigtigt interessant, fordi kommissionen har fundet et greb, som muliggør, at man kan synliggøre, hvor en fremtidig løsning ”slår” sig mod kommissoriet.

Til det formål har rapporten et helt afsnit, hvor man overvejer forskellige modeller for ”opgavesamling”.

Det er smart, for her vises klart, hvordan forskellige opgaver på eksempelvis ældreområdet og i psykiatrien kun vanskeligt vil kunne løses, uden at man kommer til at genere KL og kommunerne.

Netop de diskussioner er med til at give rapporten et meget troværdigt skær.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ser med misundelse på Sundhedsstrukturkommissionens arbejde.

Det er træls, at vi på det sociale område måtte nøjes med Tranæsudvalget.

Knud Aarup
Debattør og fhv. direktør i Socialstyrelsen.

Flere af de grundlæggende præmisser om eksempelvis den stigende sociale og geografiske ulighed, kunne også have været udgangspunktet for et tilsvarende arbejde på det sociale område.

Mange af konklusionerne for specielt psykiatrien og socialpsykiatrien vil utvivlsomt påvirke hele det sociale område positivt. Det er også værd at fremhæve, at kommissionen foreslår et langt større og vedvarende fokus på implementeringsprocessen.

Bliver det praksis – og det kan jeg godt tvivle lidt på – så kan det ikke undgå at påvirke konsekvenserne af politiske beslutninger generelt. Og det er positivt. 

Så er det bare træls at konstatere, at vi på det sociale område måtte nøjes med Tranæsudvalget.