VU: For meget ekstremisme-diskussion

KRITIK: Thomas Banke, landsformand i VU, mener, at der er gået for meget ekstremisme-diskussion i Velfærdsministeriet. Han vil nedlægge ministeriet og sende Karen Jespersen (V) til Århus.
VU og KU vil have en større ministerrokade. Der bliver hverken plads til Karen Jespersen eller hendes ministerium.
VU og KU vil have en større ministerrokade. Der bliver hverken plads til Karen Jespersen eller hendes ministerium. Foto: Pressefoto

Jeg havde nok også bragt Ellen Trane Nørby i spil. Det ville være godt med en fornyelse og foryngelse af regeringen. Der går lidt for meget ekstremisme-diskussion i vores velfærdsminister for tiden.

Thomas Banke
Landsformand i Venstres ungdom

VU og KU løftede i Berlingske Tidende i torsdags sløret for deres bud på en større ministerrokade. I den bliver der ikke plads til Karen Jespersen, og Velfærdsministeriet skal nedlægges til fordel for et socialministerium med Henriette Kjær (K) i spidsen.

Altinget.dk har fået VU's landsformand, Thomas Banke, til at besvare en række spørgsmål om det kontroversielle forslag.

Hvorfor mener du, at Velfærdsministeriet skal skiftes ud med et socialministerium?
For det første så sender Velfærdsministeriet et dårligt signal i en tid, hvor vi tydeligt kan se, at de danske finanser overhovedet ikke kan bære den velfærd, vi ønsker i dag. Den anden ting er, at ministeriet er alt for stort og spænder alt for vidt. Det er simpelthen for omfattende at have Indenrigsministeriet og Socialministeriet samlet. Der er derfor både praktiske og signalmæssige grunde til at nedlægge det.

Synes du ikke, at Karen Jespersen har gjort nok for de socialt udsatte?
Jo, det synes jeg bestemt, hun har. Vi har egentlig ikke lavet en ny regering med afsæt i en kritik af ministrene. Vi startede med at lave alle de ministerier, vi gerne vil have. Så er der jo nogle ministerier, der bliver nedlagt, og det var blandt andet Karens. Det er ligesom, når man udtager fodboldlandsholdet. Der er ikke altid plads til alle spillere.

Hvorfor tror du, at Henriette Kjær kan gøre det bedre som socialminister end Karen Jespersen?
Henriette er jo en person, som har haft en gennemslagskraft tidligere som socialminister og har en stærk gennemslagskræft i medierne. Personligt synes jeg, at det hun blev fyret for var dybt urimeligt. Men jeg synes også, at Karen Jespersen har de egenskaber. Det er Konservativ Ungdom, der skulle udpege socialministeren. Sådan er det jo, når man forhandler. Så er man to til tango.

Så du ville gerne have beholdt Karen Jespersen som minister?
Jeg havde nok også bragt Ellen Trane Nørby i spil. Det ville være godt med en fornyelse og foryngelse af regeringen. Men som jeg har udtalt, så synes jeg, at Karen Jespersen ville være en glimrende borgmesterkandidat i Århus. Der har de udfordringer, som Karen har spidskompetence inden for. Jeg synes, at der går lidt for meget ekstremisme-diskussion i vores velfærdsminister for tiden. Men som sagt har det ikke afsæt i, at vi synes, at hun er elendig, blot at vi har valgt nogle andre personer.

Mener du, at Velfærdsministeriet har været en fiasko?
Jeg synes ikke, at det har været nogen succes. Jeg har aldrig været tilhænger af det, så jeg er ikke i stand til at vurdere, om det direkte har været en succes eller fiasko. Det må de folk, som har oprettet det vurdere. Jeg har altid synes, at det var fuldstændigt vanvittigt at oprette et Velfærdsministerium. Både i forhold til signalværdien og i forhold til, hvor meget det skal omfatte.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024