Danmark skal gå i spidsen

Med EU-topmødets begravelse af EU-forfatningstraktaten og uenigheden om EU's fremtidige budget er EU atter i dyb krise. Men midt i al jammeren er det nødvendigt at minde ikke mindst nye medlemmer om, at kriser er et klassisk element i EU's udviklingsmønster, og at samarbejdet altid er foregået i stød. Det er også typisk foregået i flere hastigheder, i hvert fald siden Danmark kom med i 1973 med det første sæt forbehold.

Forfatningsjurister, enkelte politologer og de få overlevende klassiske føderalister har det dårligt med, at et samarbejde ikke foregår i en samlet flok, som er enig om at bevæge sig i samme retning i samme hastighed. (...)

Betingelsen for, at der sker noget i det europæiske samarbejde i de nærmeste par år - indtil franskmændene sender Chirac på pension - er imidlertid, at landene i det nye Europa finder sammen og redder, hvad reddes kan af stumperne i den kuldsejlede forfatning og finder nye veje til øget vækst og beskæftigelse, hvor det overhovedet måtte være muligt. Kan det ikke ske i samarbejde i Bruxelles, så må det ske i et samarbejde mellem de lande, der kan og vil være med. Danmark skal selvfølgelig være med i denne gruppe.

Det kommende britiske EU-formandskab, med premierminister Tony Blair i spidsen, har en historisk chance for at præge EU's udvikling i en liberal og vækstorienteret retning. På topmødet valgte Blair at være lige så national i sit rabatkrav, som Chirac var reaktionær i sin landbrugspolitik. Som EU-formand må Blair være forpligtet til at sikre de nye EU-landes budgetforventninger, for den eneste kort- og mellemfristede mulighed for at øge væksten i EU er at øge tempoet i integrationen af de nye og de gamle lande.

Den danske topøkonom i OECD, Jørgen Elmeskov, foreslår, at EU åbner for den billige arbejdskraft i de nye østeuropæiske medlemslande. I betragtning af, at en polsk blikkenslager kom til at spille en helt central rolle som skræmmefigur i nej-kampagnen op til den franske folkeafstemning, er det en død sild i Frankrig og formentlig også i andre EU-lande. (...)

Men der er behov for, at netop statsministeren i det land, der med København lagde navn til start og mål på udvidelsen med de østeuropæiske lande, går videre med nye tanker om, hvordan den økonomiske integration kan komme op i tempo til gavn for hele EU. Det er den store udfordring til dansk EU-politik i de kommende år.

Bulgarien og Rumæniens optagelse synes heldigvis ikke i fare, og efterhånden som meningsmålingerne har givet voksende støtte -i de seneste sågar rent flertal - til CDU/CSU i Tyskland, så lyder der stadig mere reformvenlige toner fra kanslerkandidaten Angela Merkel.

EU-landene bremsede bevidst integrationen af arbejdsmarkederne ved sidste udvidelse. Danmark, men også andre EU-lande, ville have stor glæde af den berømte eller berygtede polske blikkenslager, for på hele bygge- og anlægsområdet er vi takket være den almindelige danske velstand og især det kogende hede boligmarked på vej mod flaskehalse. Men dette er kun en lille detalje i det store billede, at øget udbud af arbejdskraft, især arbejdskraft med efterspurgte kvalifikationer fra Østeeuropa, vil styrke EU's globale konkurrenceevne og vækst