EU's struktur skriger på reform

Det er nemt nok at finde skurke. Blairs rabat-egoisme, Chiracs kærlighed til franske bønder, hollændernes nyopdagede egoisme og almindelig kortsynethed bordet rundt gjorde det umuligt at finde de i virkeligheden små beløb, der kunne løse i det mindste EU's mest elementære problem: Hvor skal driftsmidlerne komme fra?

Men sandheden er, at alle gjorde, hvad man måtte forvente. Formanden, Jean-Claude Juncker fra Luxembourg, forsøgte sig med det ældste nummer i EU's skuffe, nemlig at bruge én krise til at løse en anden.

Når I nu har tabt forfatningen på gulvet, så må I vise handlekraft på budgetfronten! (...)

SELV OM Det Europæiske Råd rummer lidt flere opportunister, egotrippere og politiske ringvrag end sædvanlig, er det ikke de trætte mænd i jakkesæt, der er problemet. De gjorde, hvad de kunne i en politisk struktur, der skriger på reformer.

Det gælder både i det små: Selve topmødet har endnu en gang bevist sin uegnethed som politisk reformforsamling - og i det store: Folkeafstemningerne holdes på det forkerte tidspunkt om det forkerte spørgsmål.

Men som østeuropæernes offervilje viser, er EU så nødvendigt som nogensinde. Det befinder sig på et historisk højdepunkt, hvad tiltrækningskraft og resultater angår. Unionen kan vælge og vrage mellem ansøgere, flere lande står i kø foran euroens dør, og det er de færreste EU-skeptikere, der kan finde andre alternativer til EU end ... et bedre EU. Så langt har de ret.

Der er rimelig tid til at få et nyt budget på plads. Debatten om en reform af EU's beslutningsmekanismer kan derimod - forfatningstraktat eller ej - ikke udskydes. Statsministermodellen har spillet fallit. Der må nytænkning til.