Forsker: Interessant byttehandel kan lægge grundstenene til en digitalisering af velfærdsydelserne

En konsekvens ved den digitaliseringsstrategi er, at borgere skal møde mindre fysisk op hos læger, på hospitaler, på universiteter og i borgerservice, jobcentre og de andre institutioner.

Det sker allerede ved hjemmeindlæggelser frem for hospitalsindlæggelser, telemedicin frem for fremmøde hos læger, digital psykologhjælp og kommuners videoopkald til borgere, der har behov for social støtte med videre.

Dermed ændres den velfærdsstat, som vi har kendt til og levet med i mere end 60 år, grundlæggende.

Mere velfærd for pengene

For langt de fleste borgere skaber den udvikling muligheder i form af mere velfærd for skattekronerne.

Det skyldes blandt andet, at data-analytikere sammen med velfærdsprofessionelle og ledere i næsten realtid kan indsamle store mængder af data om velfærdsydelser og bearbejde disse løbende, så borgere kan få bedre, billigere og mere tilgængelig hjælp og støtte til at løse deres problemer.

En faldgrube ved digitaliseringen er udviklingen af en digital underklasse, som består af grupper af borgere, der ikke mestrer anvendelsen af digital hjælp og støtte.

John Storm Pedersen
Professor emeritus i ledelse og organisation, Syddansk Universitet

Desuden kan regeringer, regioner og kommuner digitalisere hjælpen og støtten til borgere, så der frigøres ressourcer, som for eksempel kan anvendes til grøn omstilling, øgede udgifter til militæret eller til de stadig flere gamle borgere.

Der kan dermed findes ressourcer til de opgaver, samfundet skal løse i disse år.

Når dette er en reel mulighed, skyldes det, at langt de fleste borgere, velfærdsprofessionelle og ledere er digitalt kompetente og omstillingsparate, som covid-19-pandemien viste.

Faldgrupper hos de ressourcesvage

Digitaliseringens muligheder skaber også faldgruber. En af disse er udviklingen af en digital underklasse, som består af grupper af borgere, der ikke mestrer anvendelsen af digital hjælp og støtte.

Avancerede gør-det-selv værktøjer og ’overdigitalisering’ ved vi, fra for eksempel Australien, USA og Holland, kan skabe skandaler, fordi ressourcesvage borgere udelukkes fra velfærdstilbud, der burde være tilgængelige for alle.

Samtidig frygter en række velfærdsprofessionelle, deres professioner og fagforeninger, at deres arbejde bliver til ’digitalt samlebåndarbejde’ og drukner i computerskærmsbureaukrati.

Det er vigtigt at undgå en stor digital underklasse i det digitale samfund.

Derfor skal vi hjælpe og støtte borgerne i denne gruppe på særlige vilkår, hvilket kræver en god balance mellem det digitale og menneskelige element i hjælpen og støtten.

Det kræver dialog og inddragelse af borgere og velfærdsprofessionelle, deres interesseorganisationer med videre. Til gengæld indebærer en yderligere digitalisering af hjælpen og støtten til borgere en unik historisk mulighed.

Faktabaseret feedback

Gevinsten ligger primært i faktabaseret feedback online i næsten realtid til velfærdsprofessionelle om effekterne af deres hjælp og støtte til borgere.

Den feedback kan anvendes i refleksions- og læringsprocesser, så velfærdsprofessionelle bliver stadig bedre til at hjælpe og støtte borgere og til at dokumentere dette på grundlag af hårde data/statistik.

Institutioner kan få stor frihed til at digitalisere hjælp og støtte til borgere til gengæld for at tage et tilsvarende stort ansvar for at sikre bedre og billigere ydelser.

John Storm Pedersen
Professor emeritus i ledelse og organisation, Syddansk Universitet

Kan regeringer, regioner og kommuner få ledere, velfærdsprofessionelle og data-analytikere i velfærdsstatens institutioner til at anvende datadrevet hjælp og støtte til borgere, er grundlaget for en ny interessant byttehandel lagt.

Den er, at institutioner kan få meget stor frihed til at digitalisere deres hjælp og støtte til borgere til gengæld for at tage et tilsvarende stort ansvar ved at stå på mål for, at hjælpen og støtten til borgere bliver stadig bedre, billigere og mere tilgængelig.

Byttehandel kræver fair rammer og vilkår

Nøglen til at få denne byttehandel til at fungere i praksis er institutionslederne. De kender driften i deres institutioner, fordi de som lærere, sygeplejersker, læger og socialrådgivere ofte har arbejdet her i en årrække.

De taler også djøf-sprog, fordi de har lært det i deres ofte omfattende videre- og efteruddannelse og samarbejde med forvaltningerne. Og de har politisk tæft, fordi det er en nødvendighed, hvis de vil være institutionsledere i en længere periode.

En ny byttehandel kræver, at regeringer, regioner og kommuner giver institutionsledere fair rammer og vilkår. De skal have frihed til i samarbejde med velfærdsprofessionelle, data-analytikere og ikke mindst borgerne at digitalisere velfærdsydelserne yderligere.

Omvendt skal samfundet kræve, at ledere anvender digitale værktøjer, som resulterer i realistiske forventninger til, hvor meget hjælpen og støtten til borgere forbedres ved hjælp af digitale værktøjer. Og det skal kræve, at institutioner med hårde data/statistik dokumenterer, at de indfrier disse forventninger.   

Lykkes det at skabe en sådan ny byttehandel som grundlag for en yderligere digitalisering af velfærdsstatens velfærdsydelser, kan Danmark udvikle en ny og bedre velfærdsstat, som vil få international opmærksomhed og anerkendelse.