Kommissionsmedlemmer svarer eksperter: Klyngerne løser ingenting. De er blot endnu en bureaukratisk konstruktion

Men vi mangler som minimum ét hovedproblem mere, nemlig evnen til at implementere løsninger, som adresserer de nævnte problemer.

Presset på alle dele af ældre- og sundhedsvæsenet stiger i disse år. Behovet for reel organisatorisk forandring og teknologisk omstilling kommer kun til at stige.

Fremtiden er mobil

Vi ser ind i en fremtid, hvor det teknologisk set bliver langt lettere at diagnosticere og behandle patienter på distancen.

Derfor bliver det også langt mindre nødvendigt at flytte patienter frem og tilbage mellem alle de matrikler, vi i dag har – fra plejehjem til hospitalssenge til kommunale sengepladser.

Intet i det sundhedsvæsenets historik giver os den mindste tiltro til, at klynger skulle kunne levere samarbejde, prioritering og implementering på tværs.

Jakob Kjellberg og Sidsel Vinge
Medlemmer af Sundhedsstrukturkommissionen

Det er en god nyhed. Både for patienter og for ressourceudnyttelsen. Men det kommer på ingen måde til at ske af sig selv.

Ligeledes ser vi ind i en fremtid, hvor der ikke bliver det samme behov for fysisk fremmøde for at få alt fra specialiseret til almen lægehjælp eller andre sundhedsfaglige ydelser.

Specialisterne på hospitaler skal derfor i langt højere grad kunne arbejde på distancen og diagnosticere og behandle borgere dér, hvor de er.

Men det kræver selvfølgelig en helt anden grad af integration og samarbejde med det personale, som så er i borgernes nærhed – uanset hvilken sektor det personale i dag hører under.

Det her handler således ikke "bare" om at løse samarbejdsudfordringer i det nuværende sektoropdelte sundhedsvæsen. Det handler om at skabe den organisatoriske struktur, der kan levere omstillingen til et helt andet og langt mindre matrikelbundet ældre- og sundhedsvæsen, end det vi har i dag.

Det skal ske, samtidig med at der samlet set bliver langt færre medarbejdere per borger med behov for sundhedsydelser.

Det er en bunden opgave at løse denne gordiske knude hen over det næste årti eller to. Her er sektorgrænser og modsatrettede interesse og incitamenter det sidste, der er behov for.

Tiden til endnu en samarbejdsøvelse er forpasset

Når vi som medlemmer af Sundhedsstrukturkommissionen ikke mener, at status quo er løsningen, og man endnu en gang forsøger sig med samarbejdsøvelser i form af sundhedsklynger, er det dog på ingen måde udtryk for det, der er blevet udlagt som en ”sygehustænkning”. Tværtimod.

Hvis sektorerne opløses, og ældre- og sundhedsvæsenet i stedet organiseres i mindre geografiske enheder, som får et helt entydigt populationsansvar for hele borgernes forløb, ja, så vil sygehusene ikke længere være de ubestridt største i samarbejdet. Hverken når det kommer til økonomi eller antallet af ansatte. 

Når vi ikke mener, at hverken klynger eller andre samarbejdsøvelser er løsningen, så skyldes ikke en sygehustænkning, men i stedet en realisme, der er udsprunget af årtiers erfaringer med mange regeringers forsøg på at skabe særlige fora og sindrige konstruktioner ovenpå det tredelte sundhedsvæsen.

Vi har stor forståelse for, at det er blevet gjort i håbet om, at det ville skabe en tværgående muskel, der reelt kan levere den sammenhæng, som borgerne forventer af ét skattefinansieret ældre- og sundhedsområde med alt, hvad dertil hører af fælles faglighed, rationel opgaveglidning og -flytning mellem faggrupper.

Alt tyder på endnu en bureaukratiske konstruktion.

Jakob Kjellberg og Sidsel Vinge
Medlemmer af Sundhedsstrukturkommissionen

Men intet i sundhedsvæsenets historik giver os den mindste tiltro til, at klynger skulle kunne levere det samarbejde og den prioritering og implementering, der mangler på tværs af det, der i dag er sektorer.

Der mangler ikke bare sammenhæng i de enkelte patientforløb. Der mangler fælles relevant datadeling og it-adgange, der mangler ensartet og fælles implementering af nye teknologiske løsninger. Alt dette er i dag sektorbaseret i stedet for patientorienteret. Samtidig kigger hele ældre- og sundhedsvæsnet ind i en langt mere mobil fremtid, hvor borgerne ikke skal flyttes i nær samme omfang som i dag.

Dette er bare et par af de helt grundlæggende udfordringer, som skal løses, samtidig med at antallet af ældre patienter stiger voldsomt, mens antallet af medarbejdere falder – for nogle af de centrale faggruppers vedkommende endda ganske voldsomt.

Bureaukrati hæmmer sundhedsvæsnet

Der er intet i det sektoropdelte sundhedsvæsens historik, der giver os den mindste tiltro til, at klynger reelt skulle kunne levere det samarbejde og den prioritering og implementering på tværs, der mangler, væsentligt bedre end alle de andre forsøg, der gennem årtier har været gjort på at skabe samarbejde på tværs.

Al erfaring tyder på, at klyngerne er endnu en bureaukratisk konstruktion, der svæver et sted langt over social- og sundhedsassistenten på kommunens sengepladser og den yngre læge i hospitalets akutmodtagelse. De fungerer stadig i to helt adskilte verdener, økonomier og faglige og politiske systemer. Deres nærmeste fælles leder vil være den til enhver tid siddende statsminister.

Man kan ikke undres over, at sammenhæng på alle leder og kanter er en mangelvare i det danske ældre- og sundhedsvæsen. Og ikke blot i patientforløb. Med denne fragmenterede, tredelte struktur, som vi har valgt, at vores sundhedsvæsen skal fungere i, hvor alt fra aflønning til faglige rammer og incitamenter trækker i hver sin retning, kan man dårligt forvente andet.

Derfor mener vi, at det er helt urealistisk at tro, at et par gode folks gode viljer i en klyngekonstruktion ovenpå de nuværende tre sektorer, vil være nok til at ændre på så grundlæggende forskelligheder i opfattelserne af, hvad ældre- og sundhedsvæsenets opgaver egentlig er, hvem der reelt har ansvaret for hvilke opgaver, og hvordan innovation og nytænkning af processer og forløb på tværs af sektorer nogensinde skal blive til virkelighed.

Læg hertil markant uenighed om, hvem der skal have hvilke ressourcer til at løse hvilke dele af den fælles opgave.

Det er simpelthen urealistisk, at sundhedsklynger skulle være i stand til reelt at flytte opgaver, personale og økonomi.

Jakob Kjellberg og Sidsel Vinge
Medlemmer af Sundhedsstrukturkommissionen

Klynger må vise deres værd

Sundhedsklyngerne har ganske givet mange gode egenskaber for de politikere og embedsfolk, som her mødes med hinanden. Men vi må konstatere, at vi i praksis stadig mangler at se konkrete tiltag af reel betydning, som i nævneværdigt omfang løser sundhedsvæsenets hovedproblemer.

Derfor mener vi, det er urealistisk at tro, at sundhedsklynger skulle være i stand til reelt at flytte opgaver, personale og økonomi på tværs af sektorerne og skabe det fælles populationsansvar, der mangler på tværs af ældre- og sundhedsområdets tre sektorer.

Alt tyder på, at klyngerne er endnu en bureaukratisk konstruktion med ringe til ingen effekt på de helt store udfordringer.

Det mente vi også, at det var tilbage i 2018, da de tre kronikører første gang foreslog at omdøbe de daværende sundhedsfællesskaber til sundhedsklynger og ændre lidt, men ikke grundlæggende, i samarbejdskonstruktionen.

Dengang mente de tre kronikører, at hospitalsdirektører, en erfaren hjemmesygeplejerske og en løsningsorienteret repræsentant fra almen praksis i fællesskab ville kunne løse meget.

Det må man da håbe. Men man må bare konstatere, at det på ingen måde ser ud til at ske i tilstrækkeligt omfang.

Vi deler simpelthen ikke vurderingen af, at en klyngeoverbygning på de nuværende tre sektorer vil betyde, at reelt samarbejde vil vokse frem af sig selv på tværs af sektorgrænser og i modstrid med meget forskellige økonomiske, faglige og lokalpolitiske interesser.

Delt ansvar er stadig ingens ansvar

Belært af årtiers arbejde med stort set alle hjørner af det tredelte ældre- og sundhedsvæsen, mener vi, at det er svært at finde andet end historiske begrundelser for, at vi har et ældre- og sundhedsvæsen, der er delt i tre sektorer og er spændt for hver deres vidt forskellige politiske, økonomiske og faglige vogn.

En af de største ændringer, der er sket i det danske sundhedsvæsen, er den enorme konvertering fra stationær til ambulant aktivitet på hospitaler, som er sket hen over er par årtier. Det har krævet stor ledelsesmæssigt tæft og kraft.

Men det har kun kunnet lade sig gøre, fordi denne grundlæggende opgaveændring og -flytning er foregået inden for rammerne af fælles ledelser af stationær og ambulant aktivitet, samt af personale og økonomi på hele området. Hvis omkalfatringer af de dimensioner skal til at ske på tværs af ældre- og sundhedsvæsenet, hvilket er bydende nødvendigt, så kræver det også fælles ledelse.

Vi får ikke ét sammenhængende og samarbejdende ældre- og sundhedsvæsen, før vi beslutter os for, at det rent faktisk er det, vi vil have.

Jakob Kjellberg og Sidsel Vinge
Medlemmer af Sundhedsstrukturkommissionen

Derfor mener vi heller ikke, at der er andet end historiske og suboptimerende argumenter for at bibeholde denne struktur.

Vi får ikke ét sammenhængende og samarbejdende ældre- og sundhedsvæsen, før vi beslutter os for, at det rent faktisk er det, vi vil have - i stedet for de tre adskilte sektorer, der i dag har et delt ansvar for at løse de enorme udfordringer og behov for grundlæggende nytænkning, der er behov for på tværs.

Om det skal kaldes fusion, kædeansvar eller noget helt tredje er mindre vigtigt. I praksis betyder det, at der skal være en stærk strukturel politisk, ledelsesmæssig og økonomisk overbygning.

Fælles ledelse er en helt grundlæggende og nødvendig forudsætning for at realisere store omstillinger på tværs, der griber ind i alle de tre nuværende sektorer. Den ledelsesmæssige opgave er at sikre, at hele ældre- og sundhedsvæsenet i et givent geografisk område trækker på samme hammel. Den opgave er der ingen, der har i dag, og derfor er der heller ingen, der så meget som forsøger at løse den. Delt ansvar er og bliver i praksis ingens ansvar.

Og den opgave ser vi ingen teoretiske eller empiriske tegn på, at 22 løst koblede klyngesamarbejder ovenpå de nuværende tre sektorer, med separate opgaver, ledelser, lovgivning og politikere vil være bare i nærheden af at kunne løse.

Derfor er skabelsen af ét ældre- og sundhedsvæsen forudsætningen for, at vi kan løse de hovedproblemer, som i disse år vokser dramatisk.