KFUK: Hvem skal hjælpe de udsatte med at finde vej til lægen?

Af Helle Jarlmose
Generalsekretær for KFUKs Sociale Arbejde

Der er ingen tvivl om, at sundhed bliver et tema i den kommende valgkamp. Men det er vigtigt, at der også bliver sat fokus på sundhed for de mennesker, der ikke er så mange stemmer i – for eksempel socialt udsatte.

Det kan være mennesker, der er berørt af sindslidelser og misbrug – ofte i kombination – hjemløshed, prostitution og andre elementer i den cocktail, der tilsammen gør det utrolig svært at få en tilværelse til at hænge sammen.

Hvem hjælper de udsatte borgere?
Der er mange gode intentioner i regeringens udspil til en sundhedsreform, blandt andet bedre og mere trygge overgange, for eksempel ved udskrivning fra sygehus. Det er i udgangspunktet også positivt, at regeringen vil fjerne barrierer for sektorsamarbejde, så samarbejdet mellem socialpsykiatrien og behandlingspsykiatrien kan blive nemmere.

Mange udsatte mennesker, som ofte er ramt af dobbeltdiagnoser, forventes i dag selv at kunne manøvrere rundt imellem psykiatrien, som er regionens ansvarsområde, og socialpsykiatrien eller misbrugsbehandlingen, som hører hjemme under kommunen.

Det er i sig selv problematisk og for manges vedkommende så svært, at man giver op.

Hvordan skal de praktiserende læger, der i øvrigt har 1.700 patienter hver i gennemsnit, kunne spotte og hjælpe de socialt udsatte, når disse mennesker bogstaveligt talt ikke selv kan finde vej til lægehuset?

Helle Jarlmose
Generalsekretær for KFUKs Sociale Arbejde

Så det er prisværdigt og på papiret en gevinst for socialt udsatte, hvis vejen rundt i systemet bliver lettere. Imidlertid mangler vi svar på, hvem der skal hjælpe de udsatte borgere med at navigere i det nye system.

Kan ikke finde vej til lægen
Sundhedsudspillet lægger op til, at de praktiserende læger og nye lægehuse skal tage en større del af ansvaret for at hjælpe borgerne det rette sted hen i systemet.

Det lyder også både trygt og rart, men det bliver svært i praksis, da størstedelen af de borgere, vi møder i KFUK’s Sociale Arbejdes forskellige institutioner, slet ingen kontakt har med deres praktiserende læge.

Måske ved man ikke, hvem ens læge er, eller om man overhovedet har en læge. Måske ejer man ikke hverken NemID eller sygesikringsbevis – måske har man mistet det, og i øvrigt ved man ikke, hvordan man bestiller en tid hos lægen.

Hvordan skal de praktiserende læger, der i øvrigt har 1.700 patienter hver i gennemsnit, kunne spotte og hjælpe de socialt udsatte, når disse mennesker bogstaveligt talt ikke selv kan finde vej til lægehuset?