Lisbeth Knudsen: Vi skal passe godt på dem, der gider politiske hverv

Bundsgaards afgang med næsten øjeblikkelig virkning var en bombe for langt de fleste, som ikke havde set præcis det komme, at den ledelsesmæssigt visionære og handlekraftige mand havde andre planer her i livet end politik. Et næste step som minister ligesom hans forgænger i Aarhus, Nicolai Wammen (S), var måske mere forventeligt.

Lavede han nu blot en kølig analyse af udsigterne til endnu en markant tilbagegang for socialdemokraterne i Aarhus ved det kommende kommunalvalg, handlede det så om at springe af toget i tide?

Ved valget i 2021 fik Bundsgaard i lighed med andre socialdemokratiske borgmestre i de store byer en vælgerlussing, og det kunne ske en gang til, som meningsmålingerne ligger lige nu for regeringspartiet.

Handler det her om at være "mæt af politik" eller træt af vilkårene for at udøve den politiske gerning anno 2024?

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget & Mandag Morgen

Eller handler det her om at være "mæt af politik" eller træt af vilkårene for at udøve den politiske gerning anno 2024, som vi har set det med meldinger de seneste måneder fra mere end ti andre borgmestre af forskellige partifarver.

Nogle af dem har klare udtalelser om, at det er blevet for svært at få velfærdsforventningerne hos borgerne og de økonomiske muligheder for at levere dem til at gå op i en højere enhed.

Andre har meldinger om, at det politiske miljø er blevet for belastende at være i på grund af de sociale medier og en ændret borgeradfærd med had, trusler og aggressivitet i den politiske debat.

Der er helt klart en Christiansborg-virkelighed og en kommunal virkelighed, der bare kommer længere og længere væk fra hinanden, og hvor frisætning, antibureaukratisering, vilde problemer, reformstorme og strukturomlægninger bare ser anderledes ud derude, hvor de landspolitiske dagsordener møder virkeligheden i kommunerne og tættere på borgerne.

Der er en anden virkelighed derude, når enkelte og spektakulære møgsager i en stor kommunal forvaltning eksponeres i medierne og kollegerne på Christiansborg på sekunder og uden nærmere undersøgelse fælder dom og placerer ansvar eller indfører nye opstrammede regler som pålægges kommunerne.

Så har man vist handlekraft som minister eller folketingsmedlem.

Bundsgaard er ikke alene om at sige farvel til politik i den alder, hvor en succesfuld politisk karriere normalt kun går opad til nye topposter og måske ministerposter.

"Det, der fylder allermest for mig lige nu, er, at jeg lige er blevet far. Jeg har levet et voksenliv, hvor jeg har haft rigtig meget fart på, og på et tidspunkt så meget fart, at jeg faktisk blev syg af det," lød exit-replikken fra SF's ledende profil, Jacob Mark, til TV 2 som også stopper pludseligt og forlader politik.

Uden sammenligning i øvrigt tegner de to stærke politiske profilers afgang fra henholdsvis landspolitik og kommunalpolitik et nyt billede af, at politik for de yngre generationer af politikere ikke nødvendigvis er et attraktivt levebrød at blive i alt for længe.

At et liv uden for politik også har noget at byde på, mens andre vil give den halve arm for at blive valgt ind i politik.

Det er et nyt billede, vi ser nu, når politikere af den karat og styrke, som Bundsgaard og Mark, vælger politik fra. Også selvom det i Jacob Marks tilfælde også har handlet om at håndtere en stress-sygdom og tage konsekvensen af, at politik nær havde kostet ham synet.

Der er efterhånden mange andre eksempler på tidlige sporskifter fra Christiansborg, hvor der ikke er tale om sygdom. Tag Venstre-profilen Karsten Lauritzen eller Radikales Sofie Carsten Nielsen, som begge er havnet i Dansk Industri i en forholdsvis ung alder og med en afskedssalut til politik, der ikke var til at tage fejl af.

Det er et budskab om, at dansk politik er gået i stykker, og at det ikke er attraktivt personligt og familiemæssigt at blive i det politiske "game", selvom adgangen til magten og indflydelsen er prestigefyldt.

Mange politikere i magtens højborg på Christiansborg føler magtesløshed over for at kunne gøre en forskel.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget & Mandag Morgen

47-årige konservative Rasmus Jarlov har netop meddelt, at han ikke genopstiller til Folketinget næste gang. "Jeg vil ikke have en tilværelse, hvor jeg igen og igen skal genvælges gennem en popularitetskonkurrence til Folketinget," siger han til DR og fastslår, at der er en virkelighedsfjern verden på Christiansborg, hvor man ikke bør hænge fast for længe.

"Så ender man med at tro, at det politiske spil er vigtigere end det, der foregår uden for de her meget tykke mure," forklarer Rasmus Jarlov.

Popularitetskonkurrence. Ja, det er vel det, det demokratiske valg handler om sådan dybest set i dag. Der kæmpes ikke længere så meget på forskellige politiske planer og ideologier. Der kæmpes på personlig karisma, troværdighed, kommunikationsevne og gennemslagskraft i medierne.

Der kæmpes i partierne om at lægge de rigtige strategier for målrettede politiske udspil og om at ramme den taktiske udførelse af dem bedst muligt.

En ny analyse foretaget af Emil Husted, lektor ved CBS, har lige vist, at mange politikere i magtens højborg på Christiansborg føler magtesløshed og ikke oplever den indflydelse på lovgivningen og samfundsudviklingen, som de stillede op for at opnå.

Er det sådan set ikke et godt og positivt tegn, at politikerne i deres bedste alder i dag ikke ser en livstidskarriere i politik som karrieremålet? Jo, det er det 100 procent.

Den optimale model ville være, hvis man ikke kom i Folketinget eller byrådet uden at have prøvet et rigtigt job i den offentlige eller private sektor forinden. Og at man derefter kunne vekselvirke mellem at have et job uden for og inden for politik for at forene erfaringerne bedst muligt.

Men sådan er realiteterne ikke.

Det kan med undtagelse af få naturtalenter tage år at forme en succesfuld politisk karriere. Afgående politikere har ikke særlig nemt ved at få attraktive jobs efter endt tjeneste for demokratiet.

Og når arbejdsvilkårene som politiker nu har fået den beklagelige tilstandsrapport at være stressfyldte, uden reel magt, og med et arbejdsmiljø, der har store personlige omkostninger, så er det ikke lige der, man kan forvente at køen af nye politiske talenter bliver lang.

Derfor er det ikke nok at nedlægge et par udvalg i Folketinget, og dermed nedsætte noget af arbejdsmængden på Christiansborg. Eller at sende kommunerne flere penge til at klare velfærdsudfordringerne, så borgmestrene kan gøre borgerne gladere i kommunerne forud for næste kommunalvalg.

Vi har brug for at fremelske et demokratisk miljø, der giver basis for, at det at være politiker bliver langt mere attraktivt end i dag.

Jeg taler ikke om vederlagenes størrelse, men om respekten i befolkningen og hos vælgerne for det politiske arbejde. Om at sikre rum for en demokratisk debat, der ikke slår ud i had og personangreb. Om at give vores demokratiske processer et eftersyn, så politisk engagement ikke veksles til magtesløshed.

Jeg taler om at skabe en bredere forståelse for, hvad der er en politisk opgave at løse, og hvad vi selv skal tage ansvaret for som medborgere. Om at stille krav til os som vælgere i forhold til at søge troværdig viden og information.

En løsning er, at det skal være attraktivt at stille op som politiker.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget & Mandag Morgen

Om at anerkende mennesker, der med forskellige ideer til udvikling af samfundet vil påtage sig det utaknemmelige hverv på vores andres vegne at tage ansvar for fællesskabets beslutninger.

Vi har ekstremt dårlige tal for tilliden til politikerne og deres evne til at træffe de rigtige beslutninger. Mange af os er utilfredse med, hvordan demokratiet fungerer, viser Tænketanken Mandag Morgens seneste analyse.

Jamen, skulle vi så ikke få gjort noget ved det?

Noget af det, der skal gøres, handler om, at det skal være attraktivt at stille op som politiker. At give nogle af de bedste år af ens liv til at præge samfundsudviklingen, til at have visioner for og forme ideer til løsninger på rigtige menneskers rigtige problemer.

Vi har ikke brug for levebrødspolitikere og bykonger, der sidder på posterne i evigheder. Men vi har i den grad brug for politiske talenter og erfarne ledere, der har lyst til at give en periode af deres liv i demokratiets tjeneste.