PLO: Regeringens plan for uddannelse af læger til almen praksis er utilstrækkelig

Af Karsten Rejkjær Svendsen
Medlem af PLO’s bestyrelse og formand for PLO’s kommuneudvalg

Mens vi venter på den store sundhedsreform fra regeringen, er det værd at bide mærke i, at udviklingen af det nære sundhedsvæsen allerede er i fuld gang.

Kommunerne udbygger deres akutfunktioner, der skal hjælpe borgere, som er for syge til at klare sig selv – men ikke syge nok til at være indlagt på et sygehus. I almen praksis er vi et halvt år inde i en overenskomst, der flytter opgaver og økonomi fra sygehusene til de praktiserende læger.

Det er positivt, når regeringen og partier fra hele det politiske spektrum taler om at udbygge de kommunale akutfunktioner, almen praksis og resten af det nære sundhedsvæsen.

Nu ser vi frem til, at ord følges op af konkret handling. Konkret vil jeg pege på tre forhold, som bør indgå i overvejelserne: kapacitetsopbygning og investeringer, faglighed og tydelig opgavefordeling.

Investér i det nære sundhedsvæsen
Politisk har man siden kommunalreformen i 2007 forkortet indlæggelsestiderne og dermed ”effektiviseret” driften af sygehusene, men man har ikke tilført midler til almen praksis på trods af den opgaveglidning, der har fundet sted.

Politisk har man siden kommunalreformen i 2007 forkortet indlæggelsestiderne og dermed ”effektiviseret” driften af sygehusene, men man har ikke tilført midler til almen praksis på trods af den opgaveglidning, der har fundet sted.

Karsten Rejkjær Svendsen
Medlem af PLO’s bestyrelse og formand for PLO’s kommuneudvalg

Hvis vi skal løse markant flere opgaver, skal der investeres i den nødvendige kapacitetsopbygning i almen praksis. Antallet af praktiserende læger er siden 2007 faldet med over 200, fra cirka 3650 til i dag cirka 3400. Antallet af ansatte i klinikkerne er stagneret. I omtrent samme periode er der kommet 50 procent flere læger på sygehusene.

Hvis der skal rettes op på denne skævhed, skal der uddannes flere speciallæger i almen medicin. Regeringens udmelding før sommer om, at man vil øge antallet af uddannelsespladser med 30 om året i syv år, er et skridt i den rigtige retning – men det er utilstrækkeligt.

For at opbygge den nødvendige kapacitet skal der i syv år uddannes cirka 100 ekstra speciallæger i almen medicin, viser beregninger, PLO har foretaget.

Mere fleksibilitet til læger nær pensionsalderen
Det tager en del år, før de mange nye speciallæger er uddannet. Kapacitetsopbygningen i almen praksis og sikring af de økonomiske rammer til at øge antallet af læger i almen praksis og til at ansætte mere personale er en nødvendighed, hvis vi skal lykkes med vores fælles ambition om, at flere borgere skal behandles i almen praksis.

Det skal sikres, at lægerne har mulighed for at udbygge deres lokaliteter, så der er plads til ekstra personale, og der skal fokus på fleksible løsninger for de læger, der nærmer sig pensionsalderen, for at få dem til at fortsætte lidt længere.

Det er penge, der er godt givet ud. Der er ingen grund til, at patienter, der lige så godt kan behandles i almen praksis, bliver behandlet på de langt mere omkostningstunge sygehuse.

Styrk fagligheden i kommunerne
En satsning på det nære sundhedsvæsen bør samtidig indebære, at der i kommunerne sker et generelt løft af kompetencer og færdigheder, så kommunerne bliver gearede til at påtage sig nye opgaver på sundhedsområdet.

Det er en udvikling, der er i gang, men den foregår i forskellige tempi.  I en tid, hvor sygehusenes indlæggelsestider fortsætter med at falde, og behovet for sundhedsfaglige tilbud i borgernes nærmiljø stiger fra år til år, er der brug for en høj grad af ensartethed i de kommunale kompetencer og færdigheder.

Det er derfor afgørende for ikke bare kvaliteten af indsatsen i det nære sundhedsvæsen, men i lige så høj grad samarbejdet, at kompetencerne i kommunerne styrkes.

Ansvarsfordelingen skal være tydelig
Endelig er der brug for, at opgavefordelingen mellem de forskellige aktører bliver mere tydelig. Tidligere var det enkelt. Når en patient var færdigbehandlet på sygehuset, blev vedkommende udskrevet til eget hjem og til egen læge. Enten var man inden for sygehusets fire vægge eller i egen bolig.

I dag udskrives patienterne ofte fra sygehuset til færdig behandling i den kommunale akutfunktion. Her bør sygehuset fortsat have det lægefaglige ansvar, og spørgsmål vedrørende patientens helbredsforhold bør afklares med sygehuset.

Hvornår er patienten så ”rigtigt” udskrevet og tilbage hos egen læge igen? Det er, som nævnt, ikke noget, der kan aflæses i patientens opholdssted. De faglige kriterier for, hvornår en patient opfattes som færdigbehandlet på sygehuset, er også under forandring.  

Uden en entydig opgave- og ansvarsfordeling er der basis for misforståelser og uhensigtsmæssige situationer. Vi har brug for, at der indgås lokale aftaler mellem kommunerne, regionerne og de praktiserende læger. Sådanne lokale aftaler skal gøre det lysende klart, hvornår det er egen læge, og hvornår det er sygehuset, der har ansvaret for at lægebetjene borgere på de kommunale akutfunktioner.