Selskab for Almen Medicin: Modige politikere til stressede børn søges

Af Anders Beich 
Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

I Tyskland har en række eksperter råbt vagt i gevær. Stadigt flere børn og helt unge tyskere lider af svær stress.

Deres hverdag minder alt for meget om de voksnes, mener de tyske eksperter. En undersøgelse viser ifølge avisen Süddeutsche Zeitung, at en tredjedel af børn og unge har koncentrationsbesvær og spændinger på grund af stress.

En mindre andel, 3 procent, når at blive så stressede, at de karakteriseres som udbrændte.

Lignende tal om stress-symptomerne kan findes i 2014-rapporten fra Vidensråd for Forebyggelse om børn og unges mentale helbred i Danmark.

De indlæg, der har været bragt i denne serie om stress, taler stort set alle om, at samfundets indretning med kontrol, målinger, evalueringer og procesmål i alt for voldsomme mængder er med til at tage meningen og værdigheden ud af vores arbejde, liv og væren.

Hvor er de politikere, der tør imødegå denne udvikling?

Anders Beich
Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Skønt borgernes trivsel og velbefindende betinger samfundets styrke og udvikling, så er vi ikke lykkedes med at dæmme op for krav, kontrol, monitorering og optællinger. Vi tror, vi kan måle os til fremgang og øget hastighed og effektivitet i konkurrencestatens udvikling.

Hvor er der en modig politiker?
Socialrådgivernes Majbrit Berlau påpeger, at deres arbejdstid i alt for høj grad går med at udfylde alenlange skemaer med kontrolformål i stedet for at hjælpe borgerne.

Psykiaternes Torsten Bjørn Jacobsen påpeger, at det grænseløse arbejdsliv i kombination med moderne managements konstante effektmålinger kan være en giftig cocktail for hjernen.

Psykologernes Eva Secher Mathiasen skriver, at stress først og fremmest er et strukturelt og ikke et individuelt problem.

Som praktiserende læge påpegede jeg, at det stresser os alle, at vi styres og kontrolleres ved konstant at blive afkrævet eller bombarderet med data og beregnede sandheder.

Stressforeningens Manu Sareen og Solveig Wandall tager os helt ned til børnenes vilkår, som ligner vores. Hvis vi starter stresspåvirkningen i barnealderen, og de så i tilgift ser deres forældre flakse rundt for at overleve i det samfund, vi har fået skruet sammen, hvor mange flere udbrændte unge kan vi så forvente i en nær fremtid?

”Blandt andet er der tårnhøje krav til de mindste i børnehaven, folkeskolen skal være den bedste i verden, eleverne opfordres til at vælge uddannelsesretning tidligt og skynde sig igennem systemet.” De påpeger også, at ”når vi ved, at bestemte sociale aktiviteter for mental sundhed skaber sammenhold og modstandsdygtighed over for stress, må vi i langt højere grad prioritere trivsel.”

Vi får jo her noget af opskriften på at bremse denne mentale sundhedsderoute, som starter i barnealderen i denne sidste sætning fra Stressforeningen. Vi må have flere aktiviteter i skole og institutioner, som gør børn til sociale væsener og gør dem funktionelle og robuste i fællesskaber.

I kombination med kropslig udfoldelse og mentaltræning ville gevinsten kunne blive potenseret af ren fysiologi.

Hvor er de politikere, der tør føre en sådan politik ud i livet?

Likes på Facebook og tests i institutionerne
Kulturen udvikler sig i retning af, at vores børn bliver målt og vejet i deres online-tilværelse, hvor likes, følgere og delinger hele tiden afslører, hvordan det går med talentet og præstationerne. Det er det, der tæller og giver status.

I samme tidsalder intensiverer vi målingerne i alle vores institutioner, hvor der er børn. Først tester vi i daginstitutionerne motorik og sprog. I folkeskolen endnu flere tests, og sidste skud på stammen er såkaldt målstyret læring, der meget tidligt presser dem mod flere mål og giver dem oplevelsen af hele tiden at blive evalueret.

Sociologen Rasmus Willig skrev for nylig i Kristeligt Dagblad:

”Vores samfund har sendt vores børn til eksamen i den nye online-tilværelse uden at holde dem i hånden, og når de bevæger sig rundt i deres offline-tilværelse, er der slet ikke nogen tanke om at holde dem i hånden, men snarere om at give dem en psykologisk lussing. Vi giver dem ingen pauser, og måske er den målstyrede læringsmodel i princippet en effektiv model for, hvordan der kan produceres systematiske følelser af utilstrækkelighed, der leder til angst.”

Hvor er de politikere, der tør imødegå denne udvikling?