Studerende: Man kan ikke forvente kærlige borgere, så længe vi behandles uden kærlighed

Jeg fornemmede deres kampe med indre rørelser, som de enten ikke selv forstod, eller som de forsøgte at flygte fra. Mange røg i fængsel, andre lagt i graven, men langt de fleste endte som de “socialt udsatte”, som den privilegerede klasse så tit udskammer for ikke at være ressourcestærke nok.

I mit psykoterapeutiske virke har jeg nærmest aldrig mødt en person, hvis vrede, ondskabsfuldhed eller destruktionslyst ikke havde en god forklaring. Jeg ved fra mig selv, at graden af mit had altid var intimt forbundet med graden af min smerte og sårbarhed.

Troen på, at meningsløs ondskab findes i mennesket, er måske det største onde, der findes i verden. Nogle få promiller er rigtignok fødte psykopater. Få andre tabes tidligt, og ender desværre udenfor psykologisk rækkevidde.

Min erfaring er dog, at langt de fleste faktisk er som mig.

Jeg ved fra mig selv, at graden af mit had altid var intimt forbundet med graden af min smerte og sårbarhed.

Oliver Tonning
Psykologistuderende

Behov for mere kærlighed

Skuden kan vendes, og livet kan gøres godt igen. Med den rette indsats, så tror jeg, at selv den værste bølle kan blive et produktivt medlem af samfundet. I stedet for at være en udgift, så kan de skabe den plusværdi, som erhvervsfolk og politikere så inderligt appellerer til, at de skal. 

Det kræver dog nogle helt særlige omstændigheder at nå hertil. Vejen har ikke været let for mig. Jeg er sjældent blevet mødt med den nødvendige næstekærlighed og nysgerrighed, som det kræver. Jeg er i stedet blevet mødt som et problem, der skulle løses - en udgift, der skulle slås ned.

Bagved hvert et gadehjørne stod en politiker, psykiater eller betjent klar til at gokke mig i nøden, følte jeg. Når man mødes sådan, så får man virkelig ikke lyst til at ændre, hvem man er, kan jeg fortælle jer. Faktisk får man kun lyst til at fortsætte sine trodsige spilopper.

Når staten forsøger at ændre en borger uden kærlighed, men derimod kun med magt, så vil det næsten altid igangsætte en sjælelig refleks af modmagt. Vi har alle en iboende rebel i os, som slår fra sig det øjeblik, den føler sig truet - sådan er vores væsen indrettet. 

Opdragelse ved straf virker ikke

Jeg lærte først værdien af at gøre gode handlinger som et lystfyldt mål i sig selv (ikke blot som et middel til at få eller undgå dårlige/gode ting), da dem omkring mig ophørte med at opdrage mig med straf og belønning.

Da jeg i stedet blev mødt med næstekærlighed, så skabte medmenneskene et nyt handlemotiv i mig, der gav mig en oprigtig lyst til at imødekomme deres kærlighed til mig med min egen kærlighed til dem.

Mennesker bliver nemlig sådan, som man behandler dem. Næstekærlighed fødes i sjælen hos dem, der behandles værdigt af deres medmennesker. Den spontane lyst til at være god og handle godt kommer ikke ud af ingenting. Den dannes først i sindet, når en person oprigtigt ønsker at spejle og tilbagegive sin næstes tillid og respekt.

Sådan skabes kærlige børn af kærlige forældre. Sådan skaber et næstekærligt samfund også et samfund med næstekærlige borgere.

Vores alle sammens velvoksne velfærdsstat skal gerne tidligt møde os nytilkomne samfundsborgere med næstekærlighed, ellers går det hurtigt galt. Både formynderiske forældre og stater fordærver nemlig sjælen. Kærlighed avler kærlighed, kynisme avler kynisme – det er en universal lov.  

Systemet mangler forståelse

Jeg ser desværre en forældet og tyrannisk familiedynamik udspille sig flere og flere steder. Jeg ser det fra politisk hold, og fra det system, der ellers er sat i verden for at hjælpe netop de udsatte.

Kynisme som opdragelsesprincip er for længst blevet udskiftet med kærlighed i landets børnefamilier, men kommunerne opdrager i stadig højere grad deres borgere, som var den en kontrolsyg patriark.

Jeg og mange andre oplever til stadighed et system, der kun opdrager afvigere med straf, skældud og udskamning.

Oliver Tonning
Psykologistuderende

Som fader, så søn, som man siger. Med andre ord, sådan en ukærlig adfærd fra vores myndighedspersoner smitter af på os alle. Ringeagt, skyldvåben og magttale troede mange nok hørte en mere gammeltestamentlig fortid til, men det lader til at datidens dominansprægede samværsformer er ved at snige sig ind i 'familien Danmark' igen.

Systemet mangler forståelse

Jeg og mange andre oplever til stadighed et system, der kun opdrager afvigere med straf, skældud og udskamning. Det intensiverer kun den psykiske borgerkrig, der i forvejen raser mellem parterne. Systemet mangler den forståelse og tålmodighed, som vi psykologisk set ved er nødvendige for varige positive adfærdsændringer.

Motivationen for at gøre det gode og samtidig have det godt vil forblive ydre og overfladisk så længe, at den ikke drives af ægte mellemmenneskelig næstekærlighed. Kun mødt med autentisk velvilje fra samfundet, kan samfundets etiske værdier inderliggøres, og derved gøres til en persons personlige moralkompas.

Sådan en forståelse af forholdet mellem borger og stat er ved at forsvinde helt fra den politiske horisont.

Hvis skuden ikke snart vendes til en mere næstekærlig kurs, så sejler vi lige lukt ned i den negativt selvforstærkende malstrøm, der risikerer endegyldigt at vraglægge den resterende tillid mellem myndighed og borger.

Hvis vi når dertil, så vil den i forvejen skrøbelige samfundskontrakt nok ikke kunne reddes fra flammerne.