Tidligere regionsdirektør: Den største barriere for sundhedsreformens succes er kulturel

Men som i de fleste kulturer gemmer skyggen sig på den anden side af solsiden. Den faglige optagethed – og den prestige, der følger med at være den bedste på sit felt – fører til excellent faglig behandling.

Til gengæld glider helhedssynet og optagetheden af patientens samlede situation, gode sektorovergange og så videre i baggrunden. Mange patienter falder ned mellem flere stole. 

Helhedssyn versus faglig prestige 

Udspillets strukturændring, som handler om at flytte nogle af de opgaver, der tidligere lå hos kommunerne, til regionerne, baner potentielt vejen for at kigge på visse patientforløb på en anden måde. Specielt når det gælder ældre patienter.

Kritikere vil omvendt sige, at man bare sideforskyder nogle snitfladeproblematikker fra kommuner mod regioner.

På samme vis kan forsøget på at lægge loft over antallet af overlægerne på universitetshospitalerne måske give et lille ryk i fordelingen af læger.

Men man arbejder stadig mod "tyngdekraften" og ikke med. Helt sikkert er det, at udspillets potentiale ikke bliver forløst, hvis ikke der sker en kulturændring, så helhedssyn bliver lige så attråværdigt som faglig prestige.  

Behov for både ledelses- og strukturreform 

Og hvordan når vi så derhen?

Jeg skal være den første til at medgive, at det er nemmere at kritisere end at levere løsningsforslag, der batter.

Mit ærinde er derfor primært at kalde på en debat, vi aldrig rigtig har haft – nemlig om, hvad vi stiller op med nogle af de vigtigste dybere liggende drivere, der forårsager de udfordringer, der har vokset sig større og større i sundhedssektoren de seneste årtier.

Debatten kan tage afsæt i to væsentlige temaer: 

Det første er behovet for en ledelsesreform, hvor forandringen bør tage afsæt i formålsdrevet ledelse. Altså ledelse, hvor der er sammenhæng mellem medarbejderens og organisationens formål, værdier og strategier.

Sundhedssektoren er fuld af mennesker, som motiveres af et kald, der er bredere end behandling af høj faglig kvalitet. Det må være muligt at skabe en kultur, som understøtter, at patientens samlede situation sættes højere.

Vejen dertil, mener jeg, går gennem en kombination af vilje til at tage det kulturelle opgør med den for fagligt snævre identitet og selvforståelse og deregulering af en overreguleret sektor, hvor de kliniske kræfter sættes mere fri. 

Det andet tema er behovet for en strukturreform, der ikke bare forskyder snitfladerne mellem praksissektor, kommuner og regioner, men mere radikalt opløser den Bermuda-trekant af forskellige aktører, der mudrer ansvarsforhold og helhedsblik.

Turde man placere et langt mere entydigt ansvar for patienten – og det kan gøres på mange forskellige måder – ville helhedssynet hurtigt blive styrket. Det er politisk selvmord, så det sker ikke.

Det gør det bare ikke mindre presserende. Personligt så jeg gerne en model med regioner ledt af bestyrelser primært bestående af lokalpolitikere, fordi det vil fremme helhedsansvaret.  

Lad os tage debatten  

Sundhedsreformen er den største i næsten 20 år, og den har potentiale.

Derfor er det ærgerligt at sidde med en oplevelse af, at vi igen kratter i rammebetingelserne frem for at adressere det, der egentlig driver sundhedsvæsenet.

Lad os derfor tage debatten om de reformer, der faktisk skal til. Så kulturen arbejder sammen med strategien frem for endnu en gang at spise den til morgenmad.