Aktører: Nu er mobilen nok slukket i Undervisningsministeriet

REAKTION: Uddannelsesorganisationerne kender godt til Tina Nedergaard (V) og roser hendes evner for dialog og samarbejde. Men hun vil nok ikke være så nem at få fat på som Bertel Haarder, ærgrer de sig.
Organisationerne er positivt indstillet over for den nye undervisningsminister. De roser hendes åbenhed og lyst til samarbejde.
Organisationerne er positivt indstillet over for den nye undervisningsminister. De roser hendes åbenhed og lyst til samarbejde.
Kristian Aaskov Nielsen

Den nye undervisningsminister Tina Nedergaard er ikke et ubeskrevet blad blandt interesseorganisationerne i uddannelsessektoren. Vidende, dialogsøgende og samarbejdsvillig er ord, som går igen.

Men når det kommer til forskellene mellem den forhenværende og nuværende minister, synes mobiltelefonen at være et kendetegn ved Bertel Haarder, som må være fortid i ministeriet.

Gymnasieskolernes Lærerforening: Udfordret af besparelser
Formanden for gymnasielærerne Gorm Leschly vurderer, at med Tina Nedergaard ved roret vil udtalelser i højere grad følge døgnet lyse timer.

"Hun vil nok ikke være så hurtig i sine udmeldinger og måske have ikke sin mobil telefon åben om natten, som Bertel havde. Han var altid god for en kommentar uanset tidspunktet på døgnet. Men det var også forfriskende," siger Gorm Leschly, som ønsker, at den åbenhed, han har mødt i forbindelse med korrektionerne af gymnasiereformen, vil forsætte.

Tina Nedergaards evne til at lytte til alle parter får rosende ord med fra gymnasielærerformanden, men mener også, at den kommer på en prøve.

"Hun hører på argumenterne og går tilbage til baglandet og diskuterer, hvad man kan gøre ved problemerne. Jeg er spændt på at se, hvordan hun vil løse de problemer i forhold til de besparelser, der er varslet i Ungepakken, som i den grad vil modvirke målsætningen om, at vi skal have en større andel, som tager en ungdomsuddannelse," siger Gorm Leschly.

Danmarks Lærerforening: Tid til reelt samarbejde
Formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen nævner også mobiltelefonen som af de største forskelle på Tina Nedergaard og Bertel Haarder.

"Jeg kan ikke undlade at rose Bertel for at have sin mobil åben og parat til et møde - om stort og småt. Det satte jeg stor pris på," siger Anders Bondo Christensen.

I forbindelse med projektet 24 timer i 4.C. brugte Anders Bondo et helt døgn med Tina Nedergaard. Og han har kun rosende ord om den nye minister.

"I den forbindelse viste hun stor interesse for skolen, og at hun også har en væsentlig evne for en politiker: Nemlig at ville lytte og inddrage andre i sine synspunkter og beslutninger, hun træffer. Så hvis det er samme egenskaber, vi vil finde hos hende som minister - hvilket jeg bestemt tror - så tegner det godt," siger Ander Bondo.

Anders Bondo mener, at hendes fortid i Dansk Arbejdsgiverforening giver hende et indblik i vigtigheden i at lytte og samarbejde med interesseorganisationerne.

"Det er også en del af Tinas bagage. Den er vigtig, fordi meget af vores parlamentarisme bygger på det. Derfor håber jeg, at vi i større udstrækning end tidligere vil opleve, at vi som organisationer bliver inviteret ind i et reelt samarbejde," siger Anders Bondo.

Han mener da også, at situationen var en helt anden, da Bertel Haarder blev udnævnt for fem år siden. Her lå der et detaljeret regeringsgrundlag, som skulle gennemføres. I dag er dagsordnen ifølge Ander Bondo mere åben. Blandt andet med 360 graders eftersynet, hvor svarene ikke er givet på forhånd.

Skole og samfund: En pige med ben i næsen
Tina Nedergaard bliver netop kastet ud det meget omtalte 360 graders eftersyn af den danske folkeskole. Et projekt, som statsministeren søsatte med en række møder på Marienborg i januar. Men selvom projektet er godt i gang, mener formand for Skole og Samfund Benedikte Ask Skotte ikke, at en ny minister hæmmer eftersynet.

"Vi skal stadig se det som et eftersyn, der bliver lavet af et rejsehold, hvor der er et vækstforum, som skal tage sig af det. Der ligger så megen viden allerede, og det er den, som skal samles op. Der skal ikke opfindes noget nyt, der skal ikke laves nogle initiativer. Der skal arbejdes videre med de ting, som allerede ligger. Det mener jeg sagtens, at en så professionel politiker kan gøre," siger Benedikte Ask Skotte.

I Skole & Samfund ser man Tina Nedergaard som en politiker, der ved, hvor hun vil hen.

"Hun har en alder, hvor hun selv har børn i folkeskolen, og på den måde har hun også fingrene nede i det. Det har også været hendes interesse i lang tid. Hun er en pige med ben i næsen, der kan og vil noget, men som også kan samarbejde godt," siger Benedikte Ask Skotte.

Professionshøjskolerne: Et frisk pust
Hos Professionshøjskolerne mener formand Laust Joen Jakobsen, at Tina Nedergaard er et tiltrængt frisk pust.

"Det er et kæmpe område, som har nogle mere tilbagelænede dagsordner i forhold til folkeskole og læreruddannelse. Bertel sad i midten af det og havde til tider mere rutinemæssige synspunkter. Her tror jeg faktisk at en ny profil - og på mange områder en anderledes profil - vil blive en saltvandsindsprøjtning," siger Laust Joen Jakobsen.

Igen nævner han Tina Nedergaards evne til at samarbejde som en af hendes markante styrker.

"Hun virker meget åben, lyttende og godt inde i områderne. Hun har også det skudsmål, at hun er meget god til at samarbejde. Det er en vigtig evne at have. Det giver jo håb om så brede forlig som muligt," siger Laust Joen Jakobsen, som vurderer et af hendes favoritområder som erhvervsskolerne.

Danske Erhvervsskoler: Hun har kant

Og netop hos Danske Erhvevsskoler mener formand Peter Amstrup, at Tina Nedergaard har kant.

"Hun stiller krav, og det gør hun på baggrund af en god indsigt. Sådan nogle mennesker har som regel nogle ambitioner og nogle planer, de gerne vil have realiseret. Det hun ville den gang, hun var uddannelsespolitisk ordfører, og det tror jeg også er det, hun vil gennemføre som minister," siger Peter Amstrup.

Udfordringerne taget i betragtning mener han, at det er en fordel.

"Og det er nogle store udfordringer, som vi glæder os enormt meget til at tage fat på i samarbejde med ministeren. Der er jo altid en forskel på, om ministeren er indstillet på at samarbejde, eller om man har den centralpolitiske holdning, der går ud på, at de kan finde på løsningerne og først bagefter fortæller det til organisationerne. Det er min opfattelse, at Tina Nedergaard er lydhør, men også krævende. Det er en god kombination," siger Peter Amstrup.

Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024