Adam Holm: Radikal politiker sår tvivl om terrorhandling

Øjenvidner så Anzorov løbe op på siden af Paty, slå ham i ansigtet og stikke ham med en dolk. Derefter skar han hovedet af det ilde tilredte offer imens han råbte ’Allahu akbar!’. Anzorov postede et billede på Twitter af Patys afskårne hoved, ledsaget af ordene: ”I Allahs navn, den mest storslåede, den mest barmhjertige… til Macron, de vantros leder, jeg har henrettet en af jeres helvedeshunde, som vovede at nedgøre Muhammed”.

Da Anzorovs eget lig efter et par uger blev udleveret til begravelse i den tjetjenske by Shalazi, udtalte borgmesteren ifølge russiske medier, at den unge ’shahid’, martyr, ”er en helt i hele den islamiske verden”.

Spørgsmålet er enkelt: Skulle en ikke-muslim virkelig bære et muslimsk navn, anråbe Allah og tilegne sin handling til den Almægtige og sluttelig blive anerkendt som ’en helt’ for sin religion? Take a wild guess. Gökce burde kende svaret, men i stedet for at prøve at forklare, hvorfor nogle muslimer bliver ekstremister, sætter hun hængelås på yderligere diskussion: ”En helt almindelig muslim ville aldrig nogensinde – nogensinde! – dræbe et andet menneske. Det er umuligt i islams kontekst”.

De radikaliserede muslimer kan ikke affejes som psykiske afvigere og marginaliserede desperadoer, der abonnerer på en vranglære.

Adam Holm

Det er tænkeligt, at Anzorov ikke var en ’helt almindelig muslim’, men han må desværre siges at være ’helt almindelig’ i sin vej til radikalisering og voldsforherligelse. Tilsvarende eksempler er legio både i Vesten og rundt omkring i for eksempel Mellemøsten, Nord- og Vestafrika og Asien.

For en militant muslim som Anzorov var Samuel Paty en fjende af værste skuffe. Paty lærte sine elever om grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfrihed, og om demokrati i det obligatoriske grundskolefag ’Instruction moral et civique’.

Paty valgte at lægge vægten på forholdet mellem religion og satire, og ifølge adskillige vidneudsagn gjorde han sine elever opmærksom på, at han ville præsentere dem for karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Paty var imidlertid alt andet end en hårdkogt islamofob. Han fulgte blot den linje, som tilbage i 1880’erne var udstukket af undervisningsminister Jules Ferry, som ønskede et opgør med den katolske kirkes katekismus og religiøse lektioner.

Ferry arbejdede ihærdigt for at styrke opbygningen af den verdslige republik og Paty stod vagt om dette ideal ved ikke i sin undervisning at friholde bestemte religiøse dogmer og tabuer for en åben og kritisk granskning.

Ved at afvise, at Patys morder var muslim, bidrager Göcke til at styrke de selvsamme kræfter, som hun muligvis mener at bekæmpe. 

Adam Holm

Patys liv endte på tragisk vis, fordi hans tilgang til religionslære og samfundsmoral provokerede en muslim, som følte sine værdier krænket. Det var ikke et akut anfald af galskab, som drev Anzorov til at optræde som bøddel.  

Gökce må vende kikkerten indad og begribe, at hun og Anzorov – alle forskelle ufortalt - er fælles om, at dyrke Allah, Koranen og profeten Muhammed. De radikaliserede muslimer kan ikke affejes som psykiske afvigere og marginaliserede desperadoer, der abonnerer på en vranglære. Islam rummer i lighed med både jødedommen og kristendommen også sine eksegetiske opgør og modstridende fortolkninger.

Ved at afvise, at Patys morder var muslim, bidrager Gökce til at styrke de selvsamme kræfter, som hun muligvis mener at bekæmpe. Hun ser ikke, at de religiøse tekster, hun anser for hellige, samtidig legitimerer den voldelige praksis, som Anzorov og ligesindede fanatikere påberåber sig. Hvis Allah er fredens gud, hvorfor er det så hans navn, de voldsberedte jihadister påkalder sig? Vil Elif Demir Gökce og med hende andre af hendes trosfæller, som ligeledes afviser at Patys banemand skulle være muslim, leve med ubehaget ved, at islam bliver forbundet med vold i stedet for med ’salaam’, fred?

At Gökce ikke synes at have gjort sig tanker i den retning, således som det fremgik af radiodebatten, er vel også en drøftelse værd i Radikale Venstre. Er partiformanden, som flere steder på Facebook, poserer med Gökce, ikke vidende om hendes partifælles problematiske udlægning af et terroranslag, der har haft store menneskelige konsekvenser?

Tager man Gökces optræden i radioprogrammet for pålydende, er hun en regulær fakta-benægter, som, hvem ved, måske også vil afvise, at Islamisk Stat er muslimer, og at Osama bin Laden stod bag 9/11?

Hvis hun får brug for at korrigere sin besynderlige opfattelse, er der et andet brugbart citat fra den politiske genbrugskasse til fri afbenyttelse: Man har et standpunkt til man tager et nyt.