Anders Bondo: Regeringens reform af den offentlige sektor bør frem for alt have fokus på god ledelse

Vi skaber ikke en bedre offentlig sektor ved bare at fjerne love og regler. Skal regeringens reform af den offentlige sektor blive til andet end en skåltale, bør de have fokus på ledernes store betydning for velfungerende offentlige arbejdspladser, skriver Anders Bondo.

Vil politikerne undgå, at de nye reformplaner endnu en gang ender som et slag i luften, bliver de pinedød nødt til at tage ved lære af erfaringerne fra de sidste 30 års mange fiaskoer, skriver Anders Bondo Christensen. — Vil politikerne undgå, at de nye reformplaner endnu en gang ender som et slag i luften, bliver de pinedød nødt til at tage ved lære af erfaringerne fra de sidste 30 års mange fiaskoer, skriver Anders Bondo Christensen.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen vil reformere den offentlige sektor. Regler skal fjernes, bureaukratiet skal formindskes, og den professionelle dømmekraft skal styrkes.

Har vi hørt det før? Ja da – den samme sang er sunget igen og igen gennem de seneste 30 år. Selv den nu udskældte skolereform fra 2013, der af mange politikere bruges som skræmmeeksempel på tåbelig styring, blev i sin tid solgt med løfter om større frihed til skolerne.

Regeringens reformiver er denne gang først og fremmest båret af udsigten til massive rekrutteringsudfordringer i store dele af den offentlige sektor. Og selv om vinterens trepartsaftale om løn til områder med særlige udfordringer fremhæves som en milepæl i forhold til rekrutteringsudfordringen, ved politikerne inderst inde, at det ikke er her, løsningen findes. Et gammelt mundheld siger, at hukommelsen om lønstigninger er lige så holdbare som fisk.

Vil politikerne undgå, at de nye reformplaner endnu en gang ender som et slag i luften, bliver de pinedød nødt til at tage ved lære af erfaringerne fra de sidste 30 års mange fiaskoer. Og her er der – desværre – mange at trække på, når vi kigger på folkeskolen.

Folkeskolen har siden midten af halvfemserne været præget af et utal af omvæltninger og reformer. Alle har de været begrundet med et ønske om dygtigere elever, men i bund og grund har der ikke været tale om pædagogisk begrundede reformer – derimod om styringsreformer.

Folkeskolen er i dag den sektor, der har de allerstørste rekrutteringsudfordringer. Mere end 20 procent af lærerstillingerne i dag er besat af personer uden den læreruddannelse, som folkeskoleloven foreskriver. Og alle prognoser viser, at det kun bliver værre i fremtiden.

Netop derfor er der meget læring at hente i forhold til regeringens ønsker om at forny den offentlige sektor med det mål at afhjælpe rekrutteringsudfordringerne.

En god skoleleder kan få stort set hvilket som helt lærerkollegie til at fungere.
Anders Bondo Christensen

Erfaringerne fra folkeskolen kan næsten en til en overføres til flere andre sektorer i det offentlige.

Kvalitetsrapporter, nationale test, elevplaner, læringsplatforme, datafunderet læringsledelse, trivselsmålinger og læringsmålstyret undervisning er blot et lille udpluk af de styringsinstrumenter, som folkeskolen er blevet pålagt med det erklærede formål at styrke kvaliteten i elevernes undervisning.

Vi kan i dag konstatere, at ingen af de mange styringstiltag har haft en positiv effekt – eleverne i folkeskolen læser i dag dårligere, end de gjorde ved årtusindskiftet, hvor reformerne for alvor tog fart.

Politikerne glemte i deres reformiver den helt banale kendsgerning, at den vigtigste forudsætning for, at eleverne lærer noget i skolen er, at de møder en dygtig, engageret og begejstret lærer, der brænder for de elever, hun underviser og som brænder for det fag, som hun underviser i.

Ikke blot har de mange styringsinitiativer lagt beslag på lærernes tid og været medvirkende til at trække overskud og begejstring ud af lærerprofessionen. Initiativerne har også haft en afgørende betydning for lederrollen i folkeskolen.

I stedet for at medvirke til at skabe et spændende udviklende pædagogisk miljø på skolen, har mange ledere følt sig nødsaget til at bruge tiden på at implementere og afrapportere i forhold til de styringstiltag, der er væltet ind fra Christiansborg og den kommunale forvaltning.

Samtidig skal vi være opmærksomme på, at de rammer, som vi lægger ned over skolerne, er afgørende for hvilke personer, der føler sig tiltrukket af lederstillingerne.

I midten af halvfemserne, hvor det blev aftalt, at der skulle ske en registrering af alle lærerenes arbejdsopgaver, skete der er stigning i antallet af "bogholdere", der søgte lederstillingerne.

Da registreringen i 2008 blev erstattet af en aftale, der byggede på tillid og samarbejde, kom der flere "skoleudviklere" blandt ansøgerne. Og da Folketinget i 2013 gennemførte regler, der byggede på, at nu skulle skolelederen "lede og fordele arbejdet", var det i højere grad "værkførerne", der fandt lederstillingerne attraktive.

Når offentligt ansatte vurderer, hvad der skaber en god arbejdsplads, står god ledelse højt på listen. Muligheden for at kunne lykkes med opgaven, gode kollegiale relationer og god ledelse, er det, der topper i stort set alle undersøgelser. Og god ledelse er også afgørende for de to øvrige parametre.

Regeringens ønsker om fornyelse af den offentlige sektor kan med fordel tage udgangspunkt i, hvordan man skaber optimale rammer for god ledelse.
Anders Bondo Christensen

Det er ikke svært at finde eksempler på, at tilfredsheden med den daglige arbejdssituation blandt lærerne på to skoler i samme kommune med sammenlignelige rammebetingelser kan være vidt forskellig. Forklaringen skal først og fremmest findes i ledelsen af de to skoler.

En god skoleleder kan få stort set hvilket som helt lærerkollegie til at fungere, mens en dårlig skoleleder kan selv ikke det bedste lærerkollegie hamle op med – så stor betydning har ledelsen.

Regeringens ønsker om fornyelse af den offentlige sektor kan derfor med fordel tage udgangspunkt i, hvordan man skaber optimale rammer for god ledelse.

Men når den gode ledelse skal defineres, så drop for alt i verden New Public Manegement eksperterne, der gennem mange år har sat sit kraftige fingeraftryk på ledelsesudviklingen lige fra centraladministrationen til den mindste institution ude i kommunerne. Prøv at spørge de rigtige eksperter i god ledelse, nemlig medarbejderne.

Da KL og Danmarks Lærerforening i 2020 skulle forhandle en ny arbejdstidsaftale til erstatning for de lovbestemte regler, der var indført i forlængelse af lockouten i 2013, besøgte forhandlerne sammen en helt bestemt skole på Midtfyn, Espe Skole.

Skolen var kendt for meget stor medarbejdertilfredshed, lavt sygefravær og stor stabilitet i medarbejdergruppen. Lærerne fortalte om en inddragende ledelse, der havde fokus på deres muligheder for at give eleverne god undervisning, og lederen fortalte, at lærernes konstruktive input var afgørende for, at skolens begrænsede resurser blev anvendt bedst muligt.

Under forhandlingerne vendte vi igen og igen tilbage til erfaringerne fra Espe Skole, og forhandlingerne var båret af en fælles ambition om at aftale et regelsæt, der understøtter den gode ledelse, som vi havde oplevet på skolen.

Vi skaber ikke en bedre offentlig sektor ved bare at fjerne love og regler. Skal regeringens ønske om at forny den offentlige sektor denne gang blive til andet end en skåltale, bør de have fokus på ledernes store betydning for velfungerende offentlige arbejdspladser.

En mulig tilgang kunne være, at regeringen fastlægger, at den overordnede målsætning for ledelse i den offentlige sektor i fremtiden er at få flest mulige dygtige, begejstrede og engagerede medarbejdere. Og politikerne herefter forpligter sig på, at regler og lovgivning skal understøtte lederne i at kunne løfte denne vigtige men også vanskelige opgave.

Med det afsæt vil regeringen uden tvivl få såvel medarbejdere og ledere som positive medspillere. Det er en afgørende forudsætning for, at den ønskede fornyelse af den offentlige sektor skaber forandringer i virkeligheden og ikke blot igen stopper ved teoretiske diskussioner i ministerierne og blandt politikerne.

Politik har aldrig været vigtigere