BUPL: Husk at efteruddanne pædagoger
DEBAT: BUPL støtter op om FTF's forslag til trepartsforhandlingerne. Bedre betingelser for efter- og videreuddannelse af pædagoger, lyder det fra Elisa Bergmann, formand for BUPL.
Sara Ridder
RedaktionsassistentAf Elisa Bergmann
Formand for BUPL
Hver dag løfter Danmarks pædagoger en stor og betydningsfuld opgave i at få vores børn til at lykkes. At det er en ansvarsfuld opgave, der med rette stiller krav til pædagogerne, må ingen være i tvivl om. Derfor er det også helt afgørende, at vi som samfund sikrer, at pædagoger i løbet af arbejdslivet kan efter- og videreuddanne sig, så deres kompetencer matcher et foranderligt arbejdsmarked, ny viden og nye krav.
Skriv til [email protected]
Efteruddannelse med i forhandlinger
Trepartsforhandlingerne er nu gået ind i anden runde, og på dagsordenen er blandt andet opkvalificering af ufaglært arbejdskraft. Uddannelse er helt centralt i forhold til at ruste den enkelte medarbejder til fremtidens udfordringer, og derfor mener vi i BUPL, at opkvalificering bør være en naturlig del af arbejdslivet. For det er naivt - og ikke mindst farligt - at tro, at man kan klare et helt arbejdsliv uden ny viden og nye kompetencer.
Forskning viser, at efteruddannelse af pædagogisk personale har en positiv effekt. Med dette faktum samt pædagogernes vigtige arbejde in mente er det derfor nedslående, at 55 procent aldrig har fået en efter- eller videreuddannelse. Og det til trods for, at det ikke skorter på flere krav og mere komplekse opgaver.
Uddannelse er afgørende for kvaliteten af velfærden, og en investering i pædagogernes efter- og videreuddannelse er en nødvendig investering i og sikring af fremtidens velfærd.
Elisa Bergmann
Formand, BUPL
Nye udfordringer for pædagoger
Folkeskolereformen betyder flere timer i skolen, mere ansvar for undervisningen og ikke mindst nye rammer for samarbejde med andre professioner. I daginstitutionerne stiger kravene til dokumentation, tests og integration af it. Desuden står pædagoger overfor nye, tværfaglige samarbejder med eksempelvis inklusion, et øget fokus på tidlig indsats, ældreområdets efterspørgsel på pædagogisk faglighed og ikke mindst modtagelsen af traumatiserede flygtningebørn.
Og det er alle opgaver, vi pædagoger kan og gerne vil løse, både alene og i samarbejde med andre faggrupper og familierne. Men det er også opgaver, der stiller krav til velfærdsmedarbejdere, som kan agere professionelt og på tværs af fag og sektorer. De krav bliver ikke indfriet med stram styring. For at lykkes kræver det et kontinuerligt fokus på kvalifikationer og kompetencer og ikke mindst en forståelse for og accept af, at en uddannelse ikke længere kan holde et helt arbejdsliv.
Investering er nødvendig
BUPL støtter derfor op om FTF's forslag til treparten om at skabe bedre betingelser for efter- og videreuddannelse af medarbejdere med en videregående uddannelse. Uddannelse er afgørende for kvaliteten af velfærden, og en investering i pædagogernes efter- og videreuddannelse er en nødvendig investering i og sikring af fremtidens velfærd.