Er vi virkelig EU's duksedrenge?

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

Myten om, at Danmark er EU's duksedreng, har bidt sig fast de senere år. Vi er dem, der ikke alene hu-hej skynder os at gennemføre nye EU-regler og helst hurtigere end andre EU-lande. Vi bruger også anledningen til lige at lægge 20-30 procent oven i kravene og dermed stramme lovskruen ekstra. Det kaldes i EU-jargon overimplementering.

Helt så højt bliver det ikke råbt, at danske regeringer, når det passer ind i en indenrigspolitisk kontekst, bevidst går den modsatte vej og gør det i strid med EU-retten – trods advarsler fra deres egne jurister.

Skal man gøre den samlede tilstandsrapport op efter godt 40 års medlemskab af EU, kommer man nok nærmest sandheden ved at sige, at ingen i dag reelt har det fulde overblik over, hvor skiftende danske regeringer har over- og underimplementeret. Men duksedrenge er vi næppe.

Man begynder at ane konturerne til et lobbyslag om, hvilket Danmark vælgerne ønsker: Et land med relativt pæn miljø-, forbruger- og arbejdstagerbeskyttelse? Eller et land, der ruller kravene tilbage, så vi ikke konkurrencemæssigt starter langt bag startlinjen i forhold til konkurrenterne?

Hegelund og Mose
Forfattere og rådgivere

Store erhvervsorganisationer kaster i disse uger endnu en gang overimplementeringskortet ind i samfundsdebatten. Det sker med en kampagne, der varmer op til folketingsvalget i en brydningstid, hvor Danmark stadig har udfordringer med at få gang i væksten: Regler skal rulles tilbage, og fremtidig EU-afledet lovgivning gøres mere erhvervsvenlig, er lobbyisternes politiske mål.

Mindst 17 eksempler
Tilsammen har organisationerne Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer fundet mindst 17 konkrete forskellige eksempler, hvor danske virksomheder er kommet i klemme, fordi ministerierne herhjemme har tolket EU-direktiverne strammere end andre EU-medlemmer eller lavet danske særregler.

Også DI har været ude med EU-riven. Det skete for eksempel, da embedsmænd i Erhvervs- og Vækstministeriet – med SF'eren Annette Vilhelmsen som minister – var tæt på at forplumre danske virksomheders muligheder i forbindelse med forsvarets indkøb af nyt materiel. Alt sammen i juridisk iver for at komme EU-kommissionen i møde. Da Vilhelmsens socialdemokratiske afløser, Henrik Sass Larsen, overtog sagen, blev der lavet en politisk feberredning.

Den nye kampagne forsøger at bygge bro til danskernes hverdagsliv med eksempler, der er lette at forstå – også for dem, der aldrig har siddet på en traktor: ”Skal vi lave dansk øl af franske råvarer?” spørges det polemisk. Ifølge kampagnen er den hjemlige maltbyg – på grund af dansk miljø-overnidkærhed – blevet så ringe og udpint på de danske marker, at vi må importere korn for at brygge den gode øl.

Mens de grønne lobbyister fra Danmarks Naturfredningsforening udlægger kampagnen som tyndt øl med en høj spinprocent, klør erhvervsorganisationerne på med grundfortællingen om, at den danske centraladministration i årevis har været for emsig med at overopfylde EU-regler. Og at det går ud over vækst og arbejdspladser.

Lobbyslag om Danmark
Man begynder at ane konturerne af et lobbyslag om, hvilket Danmark vælgerne ønsker: Et land med relativt pæn miljø-, forbruger- og arbejdstagerbeskyttelse? Eller et land, der ruller kravene tilbage, så vi ikke konkurrencemæssigt starter langt bag startlinjen i forhold til konkurrenterne?

Venstre får i sin iver for at komme af med overimplementeringen kamp til stregen af socialdemokratiske topministre.

Ud over Henrik Sass Larsen gælder det finansminister Bjarne Corydon, der sidste år oprettede en enhed med et mindre hold vagthunde. Disse skal – når de har tid midt mellem deres talrige andre genopretningsopgaver – hjælpe Corydon og Sass med at luge ud i byrder, der skader danske virksomheders konkurrenceevne. Og som sidegevinst tage fat i kraven på reguleringssultne fagministerier, når Finansministeriet støder på EU-overimplementering.

Det hævdes, at for meget i tidens løb er blevet overladt til embedsmændene ude i ressortministerierne, fordi politikerne ikke har interesseret sig for – eller kunnet overskue – implementeringen. Og ofte er der blevet rundet op og ikke ned, når de indimellem indviklede direktivers grå zoner skulle tolkes og fordanskes.

En af synderne er – mener landbruget – Miljøministeriet. Her har embedsmandskulturen i symbiose med grønne organisationer angiveligt været en af forklaringerne på, at det danske EU-snit skulle ligge i den absolut høje ende. Men også andre ministerier har måske været lige overivrige nok, vurderer Dansk Erhverv.

Eksempler på det modsatte
Imidlertid kan man med lige så god ret finde eksempler på, at Danmark har været det modsatte af den pæne dreng i klassen: Ministre har bevidst presset en underimplementering igennem og trodset embedsmændenes advarsler om at få sag ved EU-domstolen på halsen.

I den omdiskuterede bog Mørkelygten gennemgår DR-journalist Jesper Tynell med hjælp fra anonyme embedsmænd kulisse-spillet om børnechecken, en varm kartoffel i forbindelse med den såkaldte velfærdsturisme: Regeringens embedsmænd advarede kraftigt mod at begrænse ydelsen. Ydermere blev Folketinget ført bag lyset og ikke gjort bekendt med, at VK-regeringen og Dansk Folkepartis løsning var ulovlig i forhold til EU-retten.

Interessant er det, at det er den nuværende regering, der har oprettet et implementeringskontor for at imødekomme erhvervslivets klager. Op gennem Foghs nullere var der grund til at tage et lignende initiativ, da almindelige borgere kom i klemme på grund af forkert tolkning af EU-reglerne. Dengang fandt den borgerlige regering ikke anledning til at placere en implementerings-vagthund, eksempelvis i Justitsministeriet.

Det var en stor sag, at Udlændingeservice ikke havde informeret EU-borgere om deres ret til familiesammenføring. Her havde regeringen klart underimplementeret EU-reglerne. På lignende vis har der været knas inden for patientrettighedsområdet.

I dag står der krise og jobmangel på agendaen. Det giver medvind til erhvervsorganisationerne, der i deres kampagne ikke bare kaster sig over øllet, men også franskbrødet. Danske bønder må ikke tilføre jorden så meget gødning, at hveden opnår en kvalitet, der kan bruges til brød og ikke bare til foder.

”Der er en grund til, at det hedder franskbrød”, lyder det, mens de franske bønder endnu engang må holde for i deres danske kollegers gødningskamp.

Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk