Københavns Professionshøjskole og DEA: Sådan får vi flere til at vælge de uddannelser, samfundet har brug for

Derfor skal vi give professionshøjskoler og erhvervsakademier mulighed for, gennem akkreditering, at opnå lov til at uddanne på master- eller kandidatniveau.

Det vil samtidig åbne for udvikling af langt flere kandidat- eller masteruddannelser, hvor det eksempelvis er muligt at blive en endnu dygtigere pædagog, så man ikke skal uddanne sig ud af dagtilbuddet, forvaltningen eller skolen, fordi man gerne vil videreuddanne sig og varetage nye og specialiserede funktioner.   

Meget mere merit

Det er ikke realistisk, at alle unge kan vælge den rigtige uddannelse i første hug.

Annegrete Juul og Stina Vrang Elias
Hhv. dekan på Københavns Professionshøjskole og adm. direktør, Tænketanken DEA

Det er ikke realistisk, at alle unge kan vælge den rigtige uddannelse i første hug.

En tredjedel ender med at skifte studie på trods af, at unge søger og får langt mere information og vejledning til deres valg, end tidligere.

For en betydelig del er det først i mødet med en given uddannelse, at det bliver tydeligt for dem, hvad der er det rigtige og forkerte valg for dem.  

I vores nuværende system er der én indgang og én udgang. Den viden og læring, man opnår på én uddannelse, tildeles sjældent værdi, hvis man starter på en anden. Det er forfra med både halve og hele år for den tredjedel, der skifter studie. 

Vi har altså et uddannelsessystem, som ikke anerkender, at mange i løbet af et uddannelsesforløb – heldigvis – bliver klogere på deres interesser og derfor vælger om.  

Det bør et moderne uddannelsessystem tage højde for. Og her er løsningen eksempelvis at lade institutionerne udvikle nye prøveformer, der gør det muligt at omsætte erhvervserfaring eller fag fra et tidligere studie til videre uddannelse.

Bedre mulighed for merit er der heldigvis også er peget på i regeringsgrundlaget. Vi håber, regeringen vil være ambitiøse.  

Sporskifte senere i livet

Der er brug for, at livslang læring ikke blot er et honnørord. Mulighederne for sporskifte senere i livet skal blive lettere og mere attraktivt.

Det handler eksempelvis om realkompetencevurderinger, hvor alt det, man har lært i sit arbejdsliv, tæller med, hvis man ønsker at skifte spor.  

Selv på merituddannelser til lærer og pædagog får studerende begrænset merit for forudgående uddannelse. Vi nulstiller stort set vedkommendes tidligere uddannelse og beder dem om at gennemføre en hel uddannelse forfra.

Det må vi kunne gøre bedre. Lige meget om det er fra professionel til akademiker eller fra akademiker til professionel.  

Privatøkonomi er selvfølgelig en faktor. Et fåtal af os sparer op til uddannelse. Vi er opdraget til, at uddannelse er et skattefinansieret gode, når vi er unge, og et arbejdsgiverfinansieret gode, når vi er voksne. 

Men vi ved, at økonomi spiller en rolle – og at det er et virksomt incitament. Det så vi, da man under covid kunne få 110 procent af dagpengene, hvis man tog en af de erhvervsuddannelser, som var på en positivliste på grund af stor mangel på deres arbejdskraft.  

Det er muligt at mindske ubalancen mellem unges håb og drømme og samfundets behov. Men det kræver, at vi ærligt kan sige til de unge, at det første uddannelsesvalg er præcis dét – et første valg af mange.

Og det kræver, at fleksibilitet for den enkelte og sammenhæng i alle dele af vores uddannelsessystem står først.