Kommuner og pædagoger oplever fortsat flere SFO-udmeldelser
To af landets største kommuner kan berette om fortsat færre børn i SFO’erne. Fornemmelsen er den samme i BUPL, der efterlyser handling fra Christiansborg, hvis ikke både børn og fritidstilbud skal tage skade.
Andreas Arp
Journalist og redaktørNoget tyder på, at der fortsat sker et stigende antal udmeldelser af børn i landets SFO’er på grund af coronakrisen.
Blandt landets fire største kommuner melder både Aalborg Kommune og Odense Kommune nu om færre antal børn i skolefritidsordningerne.
”Der kan være flere grunde til, at folk melder børnene ud, men der er ingen tvivl om, at der er en sammenhæng med corona,” udtaler Mads Rune Jørgensen, der er skolechef i Aalborg Kommune.
Også i pædagogernes fagforening, BUPL, er fornemmelsen, at forældre tværs over landet i fortsat stigende grad melder deres børn ud af SFO’er og øvrige fritidstilbud.
”Ud fra de samtaler vi har med vores lokalafdelinger, er vores vurdering den samme som i sommer. Vi får stadig meldinger om, at der er flere, der bliver meldt ud over hele landet,” siger forretningsudvalgsmedlem Lars Søgaard Jensen.
Han tilføjer, at tendensen først og fremmest går ud over børnene selv.
”For det enkelte barn er det et stop for et fællesskab, som har betydet noget. Vi hører desværre også, at der ofte er tale om børn, der har hårdt brug for at være i et struktureret fritidstilbud. Der er konsekvenser for børnene her og nu,” siger han.
Flere udmeldelser
I et svar til Altinget oplyser Aalborg Kommune, at niveauet i antallet af udmeldelser i kommunens SFO’er er mere end fordoblet det seneste år fra 53 udmeldelser i februar 2020 til 134 i februar i år.
Til sammenligning blev 84 børn meldt ud af kommunens SFO’er i februar for to år siden.
Antallet af indmeldte børn i SFO’erne i Aalborg er ligeledes faldet fra 6.613 i februar 2020 til 6.174 i februar 2021. Det bør dog tilføjes, at det tal også kan være påvirket af eventuelle ændringer i antallet af børn på de pågældende årgange.
Vi hører desværre også, at der ofte er tale om børn, der har hårdt brug for at være i et struktureret fritidstilbud. Der er konsekvenser for børnene her og nu.
Lars Søgaard Jensen
Forretningsudvalgsmedlem, BUPL
Tendensen kommer også til udtryk i Odense Kommune, hvor antallet af indmeldte børn i SFO’erne faldt med 527 børn fra januar 2020 til maj 2020.
I det nye skoleår er antallet af indmeldte børn faldet med 136 i løbet af efteråret 2020, oplyses det.
Københavns Kommune og Aarhus Kommune kan også melde om færre børn i kommunernes SFO’er det seneste år. Her er udsvingene dog så minimale, at de ikke kan betragtes som udtryk for en signifikant udvikling.
Rundspørge viste tendens på landsplan
Kommunernes Landsforening (KL) kunne tilbage i juni sidste år fremlægge en undersøgelse, hvori 54 ud af 72 kommuner berettede, at flere børn var blevet meldt ud under coronakrisen.
Dengang forklarede både kommunerne og pædagogerne tendensen med et større økonomisk pres hos forældrene og en øget tilvænning til et lavere aktivitetsniveau på grund af nedlukningen.
”Risikoen er, at nogle børn i SFO-tilbud i 3. klasse eksempelvis har vænnet sig til at gå hjem fra skole. Og det gør naboens børn måske også. Så har de pludselig fået en hverdag til at hænge sammen uden fritidstilbud, og så kan man forestille sig, at det fortsætter efter sommerferien,” sagde formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen (S) dengang til Altinget.
Han varslede endvidere, at man ikke ville ”tøve med at gå til Christiansborg”, hvis det stigende antal udmeldelser fortsatte i efteråret.
KL har dog endnu ikke indhentet nye tal fra kommunerne siden rundspørgen sidste år og har derfor heller ikke et fornyet overblik over, hvor udbredt tendensen måtte være.
Pædagoger: Flere ressourcer fra Christiansborg
I BUPL er meldingen allerede nu, at der skal handles fra Christiansborg.
Helt konkret foreslår forretningsudvalgsmedlem Lars Søgaard Jensen flere penge til landets SFO’er og øvrige fritidstilbud.
”Vi står i en ekstraordinær situation, og derfor bør man fra Christiansborg give væsentligt flere ressourcer til SFO’er og klubber i trivselspakkerne for at styrke den pædagogiske indsats og dermed undgå flere udmeldinger. Den bedste metode er at styrke kvaliteten af tilbuddene.”
Hvordan hjælper det de børn, hvis forældre har trukket dem ud af økonomiske årsager, at tilbuddene bliver bedre?
”Nogle af dem, der ikke har råd, vil have mulighed for at få en friplads. Det skal mere ses som en måde at fastholde de børn, der stadig er en del af tilbuddene. På lang sigt er det bedre at investere i et kvalitativt tilbud, som børnene ikke kan undvære, og som også bliver attraktivt at komme tilbage til for dem, der af forskellige årsager er blevet meldt ud,” siger Lars Søgaard Jensen.
På lang sigt vil et stigende antal udmeldelser nemlig ikke kun have konsekvenser for børnene. Også selve fritidsordningerne vil tage skade, forudser BUPL.
”Fritidsordningerne har i den grad været udsat for nedskæringer og derfor haft svært ved at lave et kvalitetstilbud, som børnene kan se en værdi i. Og jo flere, der bliver meldt ud, jo sværere er det at opretholde fritidstilbud, som børnene vil tilbage til igen. På den måde bider det sig selv lidt i halen, ”siger Lars Søgaard Jensen.
Samme advarsel kom fra KL tilbage i juni.
”Hvis man ser et stort fald i antallet af indmeldelser på den lange bane, så risikerer man en økonomisk tilpasning, der betyder, at der vil være færre medarbejdere. Færre medarbejdere giver færre aktiviteter, og det giver i sidste ende et mindre attraktivt fritidstilbud. Det vil ikke motivere flere til at komme tilbage. Det er lige præcis det dilemma, vi skal forholde os til,” lød det fra Thomas Gyldal Petersen, der til dagligt er borgmester i Herlev Kommune.
I Aalborg Kommune oplyser skolechef Mads Rune Jørgensen, at man allerede har nedsat en arbejdsgruppe, der i samarbejde med blandt andre BUPL skal se på, hvordan man får eleverne tilbage igen.