Lektor: Administrative medarbejdere er svaret på tidens store velfærdskrise

Vi er efterhånden alle klar over, at vi befinder os i en velfærdskrise. Sygeplejersker og lærere forlader deres fag, mens det på de store velfærdsuddannelser står skidt til med optaget.

Ser man på, hvorfor de fagprofessionelle forlader deres fag, så er svaret, at flere føler sig overbebyrdet af administrativt arbejde, der tager tiden fra kerneopgaven. Og kigger man på udviklingen i de seneste årtier, står det da også klart, at de administrative opgaver fylder mere og mere i det professionelle arbejde.

Hvad, der til gengæld ikke bliver talt meget om, er, at de administrative opgaver handler om meget mere end det dokumentationsarbejde, som længe har været udskældt i debatten om den offentlige sektor. Det, der i stigende grad lægger beslag på de fagprofessionelles ressourcer, er nemlig organisatoriske opgaver som koordinering og udvikling.

Den offentlige sektor er nemlig blevet langt mere kompleks end tidligere, og det trækker veksler på de fagprofessionelle, der først og fremmest er sat i verden for arbejde med deres målgruppe.

Digitalisering af den offentlige sektor

Inden for de fleste professioner taler man i dag om helhedstænkning og tværprofessionelle samarbejder, der gør det muligt at rumme kompleksiteten af borgernes udfordringer. Udgangspunktet skal tages i den enkelte borgers behov, hvilket kræver, at flere forskellige fagpersoner koordinerer skræddersyede løsninger, der reelt hjælper borger ud af deres situation.

Skyggesiden af digitalisering er, at rigtig mange nye opgaver bliver lagt over på de fagprofessionelle, så mange til sidst har svært ved at se, hvordan de kan få tid med borgeren.

Niels Borch Rasmussen
Lektor, Københavns Professionshøjskole

Forøgelsen af kompleksitet er gjort mulig af en omfattende digitalisering af den offentlige sektor gennem de seneste årtier, hvor fagsystemer og digitale platforme er blevet en integreret del af det professionelle arbejde og udgør infrastrukturen for deling professionel viden og tværgående kommunikation. 

Alt dette er i grunden en positiv udvikling og et udtryk for, at vi i den offentlige sektor bliver dygtigere til at levere ydelser af høj kvalitet til borgere i vores samfund.

Der har samtidig eksisteret en forestilling om, at digitalisering i sig selv fører til en mere effektiv og friktionsfri offentlig sektor.

Helt så let er det dog ikke gået med digitaliseringen. Skyggesiden af digitalisering er, at rigtig mange nye opgaver bliver lagt over på de fagprofessionelle, så mange til sidst har svært ved at se, hvordan de kan få tid med borgeren. Tiden går i stedet med at lære nye systemer at kende, koordinere arbejdsgange og udvikle rutiner i en urskov af systemer, der hele tiden bliver udskiftet og opdateret.

Selvom det er let at få øje på paradokset i de fagprofessionelles situation, er det ikke altid helt enkelt, hvordan vi kommer ud af det, når de nye digitale løsninger er til rådighed lige for næsen af os. Både ledere og medarbejdere er notorisk slemme til at undervurdere, hvor meget arbejde det kræver at implementere nye løsninger og udvikle nye arbejdsgange.

Bombardementet af nye organisatoriske opgaver gør os stressede med følelsen af aldrig at komme i mål med nye initiativer. Resultatet er, at alt for mange nye initiativer ikke bliver implementeret ordentligt i velfærdsorganisationerne, hvilket efterlader os i et limbo mellem gamle og nye måder at udføre arbejdet på.

Overser administrative medarbejdere

Automatreaktionen har hidtil været at råbe efter flere hænder til de store velfærdsområder. Men som vi alle er blevet pinefuldt bevidste om, så står der ikke friske geledder af fagprofessionelle klar til at komme de trængte velfærdsområder til undsætning.