Lektor: Sæt pædagogfaget fri for tidstyranni, styringsiver og mistænkeliggørelse

Igen i år er antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen alarmerende lavt, og der skrives og debatteres om den allerede eksisterende velfærdskrise. Det betyder blandt andet, at det mange steder kun er hver anden pædagogstilling, der er besat af mennesker med en pædagoguddannelse, samt at der i 2030 vil mangle mere end 10.000 pædagoger for at opfylde regeringens mål om minimumsnormeringer.  

Vores uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen mener, at de unge tiltrækkes af de akademiske uddannelser og derfor fravælger eksempelvis pædagoguddannelsen. Der har igennem en årrække været talt om, at pædagoguddannelsen mangler prestige – fortællingen om at man altid kan blive pædagog, hvis intet andet lykkedes er desværre en sejlivet en af slagsen.

Jeg har selv forsøgt at bidrage til en mere positiv fortælling om pædagogprofessionen med blandt andet kronikken Bliv pædagog. Det er et vidunderligt job, men lige meget hjælper det. De studerende fravælger pædagoguddannelsen og ansøgertallet falder støt år for år. Og det kan jeg egentlig godt forstå.

Styringen går ud over fagligheden

De offentlig ansatte er igennem de seneste 20 år blevet udsat for en stigende styring og mistænkeliggørelse. De fleste kan nikke genkendende til historierne om plejehjemsassistenterne, der købte ind til dem selv i arbejdstiden, mens de alligevel var nede og handle for borgeren, om pædagogerne, som bare står og drikker kaffe og snakker med hinanden på legepladsen, mens børnene leger såkaldt "fri leg’" og skolelærerne, der gik tidligt hjem for at "forberede sig", mens de drev en lille butik i lokalområdet.

Pædagogernes faglige autonomi er væsentligt indskrænket, nogle vil måske ligefrem mene, at den er helt væk og er blevet erstattet af politiske krav om lærerplaner, sprogvurderinger og trivselsmålinger

Maja Spuur Hansen
Faglig leder, lektor, Københavns Professionsskole

De offentligt ansatte er blevet set og fortalt frem som nogle, der skal holdes i ørerne, for ellers snyder de systemet, hvor de kan. Det har ført til en stigende overvågning og kontrol af først og fremmest deres tid, men har også medført øgede krav til dokumentation, fordi kommune og stat skal vide, hvad vi får for skatteborgernes penge.

Det er selvfølgelig meget fornuftigt, at vi ved, hvad vi får for vores penge samt at de ikke ødsles bort, men den politiske styring og mistænkeliggørelsen har desværre også fået en negativ betydning for disse faggruppers faglighed, for autonomien i deres arbejde og for tilfredsheden hos medarbejderne. Mange vil mene, at pædagogernes faglige autonomi er væsentligt indskrænket, nogle vil måske ligefrem mene, at den er helt væk og er blevet erstattet af politiske krav om lærerplaner, sprogvurderinger og trivselsmålinger.

Motivationen ligger i samværet

Noget af det, som motiverer pædagoger allermest for pædagogprofessionen, er mening. De vil selvfølgelig gerne have gode løn- og arbejdsvilkår, men deres motivation ligger i samværet og relationen til de mennesker, de skal samarbejde med.

På Københavns Professionshøjskole har vi et slogan som lyder: "Det handler ikke om hvad, du vil være, men hvem du vil være det for". Og det er på mange måder meget sigende for vores studerendes motivation på pædagoguddannelsen. Men hvis de studerende kommer ud i deres praktikker og oplever, at de ikke har tid til at være noget for børnene, de unge, borgerne, men blot skal være systemets, kommunens, politikernes forlængede arm, så tror jeg de mister motivationen. 

Der er ikke nogen, som rynker på næsen, når eksempelvis en advokat tager flere tusinde kroner i timen, men for pædagoger og andre velfærdsprofessionelle skal arbejdet helst være lønnen i sig selv

Maja Spuur Hansen
Faglig leder, lektor, Københavns Professionsskole

De generationer af unge mennesker, der skal i gang med en videregående uddannelse lige nu, har igennem hele deres skolegang fået at vide, at de skal være innovative, kreative og entreprenante, men det efterlader velfærdsarbejdsmarkedet ikke meget rum for. Der er ikke meget kreativitet og innovation i at udfylde præfabrikerede trivselsmålinger og sprogvurderinger.

Og hvis man som pædagog skulle være så entreprenant at få den ide at lave et privat pædagogisk tilbud, så må du for guds skyld ikke tjene penge på det. Du må gerne lægge timerne og energien, men hvis du tjener penge på det, bliver du mistænkeliggjort. Og her tror jeg, at omsorgsfagene udmærker sig i særlig grad, for der er ikke nogen, som rynker på næsen, når eksempelvis en advokat eller en konsulent tager flere tusinde kroner i timen, når disse leverer ydelser til kommune og stat, men for pædagoger og andre velfærdsprofessionelle skal arbejdet helst være lønnen i sig selv.

Autonomien skal tilbage

Men sådan tror jeg ikke klaveret spiller for de unge generationer i dag. Man kan nok ikke komme uden om, at det for de unge også handler om "Hvad, de skal være". De har fået tudet ørerne fulde af, at uddannelse - og især høj eller lang uddannelse - er vigtig, de er blevet målt, vejet og testet, for at deres resultater kunne sammenlignes internationalt, og nu gider de ikke møde reaktionen "Nå, du skal bare være pædagog" hos familie og venner.  

De er vokset op med at se på andre unge, som lever af at være influencere på Instagram og laver deres egne virksomheder, og set i det lys er pædagoggerningen måske lidt kedelig og uden de helt store udviklingsmuligheder. 

Hvis vi skal have flere unge til at vælge pædagoguddannelsen, så skal der noget mere autonomi tilbage i faget – de unge skal have mulighed for at have deres egne faglige visioner for deres arbejdspladser og for den pædagogik som de ønsker at videreudvikle.