Løkke: Venstre har spillet rollen som velfærdsstatens hovedarkitekt

MAGASIN: Ser man tilbage på de seneste 20 år, har Venstre været hovedarkitekten bag den danske velfærdsstat, fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et interview med Altingets magasin. Socialdemokratiet er dybt uenig, men professor giver V-formanden delvist ret.

Sundhedsvæsenet er ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et af de områder, der viser Venstres markante fingeraftryk på indretningen af velfærdsstaten.
Sundhedsvæsenet er ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et af de områder, der viser Venstres markante fingeraftryk på indretningen af velfærdsstaten.Foto: Arthur Joseph Cammelbeeck/Altinget
Andreas ArpMorten Øyen

Sundhedssektoren, arbejdsudbudsreformer, dagpenge, efterløn og kontanthjælpstænkningen.

Det er på nogle af de områder, at man ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan se, at Venstre har sat markante aftryk på indretningen af den danske velfærdsstat.

Det fortæller han i et stort interview i den nyeste udgave af Altinget: magasin:

”Det er alt sammen ting, der har været udslagsgivende for, hvordan Danmark ser ud i dag. På godt og ondt kan man sige. Men ser man tilbage på de seneste 20 år, har Venstre spillet rollen som velfærdsstatens hovedarkitekt,” siger Lars Løkke Rasmussen blandt andet og fortsætter:

Det, Venstre har gjort i de seneste 20 år, er det modsatte af, hvad Socialdemokratiet har gjort i de forgangne 100 år. Vi opbyggede velfærdsstaten, Venstre er i gang med at nedbryde den.

Dan Jørgensen (S)
Folketingsmedlem

”Socialdemokratiet forsøger ofte at tage patent på fortællingen om velfærdsstaten, men de seneste mange år har de bare været imod ændringer. I hvert fald i starten.”

S: Venstre minder mere om et nedrivningsfirma
Statsministerens udlægning bliver afvist af Socialdemokratiet.

Ser man tilbage på de seneste 20 år, har Venstre spillet rollen som velfærdsstatens hovedarkitekt.

Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsminister

Ifølge Dan Jørgensen, der er næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe, føler danskerne sig mere utrygge end for 15 år siden, og mange frygter, at der ikke vil være tilstrækkelig med pleje til dem, når de bliver ældre.

Og det er altså Venstres fortjeneste:

”Venstre minder mere om et nedrivningsfirma end velfærdsarkitekter. Det, de har gjort i de seneste 20 år, er det modsatte af, hvad Socialdemokratiet har gjort i de forgangne 100 år. Vi opbyggede velfærdsstaten, Venstre er i gang med at nedbryde den,” siger han til Altinget og begrunder:

”De har konsekvent sat færre penge af til offentlig vækst, end demografien tilsiger, man skulle, for bare at kunne følge med. Der er kommet flere ældre og flere børn, men det har Venstre ikke sat penge af til. Derudover har de ladet uligheden stige for meget ved at give store skattelettelser til dem, der har mest. Det underminerer og udhuler velfærden.”

Hvad er forskellen på de arbejdsudbudsreformer og nedskæringer i velfærden, som Socialdemokratiet lavede i regeringsperioden under Helle Thorning-Schmidt, og så dem, som Venstre-regeringer har lavet?

”Den helt grundlæggende forskel er, at deres har været skæve. De går efter at få et samfund med mere ulighed, hvor vi går efter et med mere lighed. Det er ikke sådan, at vi i Socialdemokratiet ikke anerkender, at der har været behov for at øge arbejdsudbuddet, og vi er bestemt heller ikke imod reformer. Forskellen er bare, at vi gør det i balance, når og hvor det er nødvendigt,” siger Dan Jørgensen.

Læs også

Venstre har været den drivende kraft – men med bredt flertal
Professor Ove K. Pedersen stod bag bogen Konkurrencestaten fra 2011 og har i mange år studeret den danske velfærdsstat og dens udvikling.

Ifølge den tidligere CBS-professor har Lars Løkke Rasmussen ret i, at Venstre har haft serveretten i reformeringen af velfærdsstaten i de seneste 20 år, men han mener ikke, at statsministeren og Venstre kan tage hele æren:

”Det er rigtigt, at Venstre har spillet en mere central rolle end tidligere i udviklingen af velfærdsstaten. Løkke har delvist ret, for Venstre har qua deres regeringsperioder ofte været den drivende kraft i udviklingen af velfærdsstaten, men mange af reformerne er blevet lavet med et bredt flertal i Folketinget,” siger Ove K. Pedersen til Altinget.

Pedersen lancerede i 2011 begrebet ”konkurrencestaten”, der betegnede den proces, hvorpå velfærd ikke længere kun handlede om offentligt forbrug, men i lige så høj grad skulle bidrage til vækst ved hjælp af reformer.

Ifølge Ove K. Pedersen har velfærdsstatens reformering med bred opbakning fra hele Folketinget været i gang siden 1980’erne. Og det mener den pensionerede professor ikke er negativt:

”Nogle befolkningsgrupper har oplevet at få mindre mellem hænderne, mens andre har fået mere, og vi har derfor set en stigende ulighed i de seneste 20 år. Men vi skal ikke glemme, at velfærdsstaten og Danmark i et bredere perspektiv er en kæmpe succeshistorie – også på baggrund af udviklingen fra velfærdsstat til konkurrencestat,” siger Ove K. Pedersen og fortsætter:

”Danmark har på trods af de mange reformer formået at opretholde den største middelklasse og den mindste ulighed og fattigdom sammenlignet med andre velfærdsstater, og det er altså en stor succes.”

S anerkender: V har også lavet fornuftige ting
Socialdemokratiet udgav tilbage i august en video, hvor Dan Jørgensen i et modsvar til Fox Business News-værten Trish Regan forsvarede og fremhævede den danske velfærdsstat. Videoen fik stor international opmærksomhed, og folketingspolitikeren er da heller ikke uenig med Ove K. Pedersen:

”Grundlæggende synes jeg, at den danske velfærdsstatsmodel er fantastisk, og at vi skal værne om den. Men det er ikke en model, som står støbt i beton, og den kan sagtens væltes. Og når der kommer et nedrivningsfirma som de borgerlige og langsomt banker grundpillerne væk under fundamentet, kan det gå galt,” siger Dan Jørgensen, der dog også anerkender, at Venstre via brede forlig har sat positive aftryk på velfærdsstaten:

”Det er rigtigt, at der er blevet lavet nogle fornuftige ting, som har været med til at sikre det økonomiske fundament for velfærdsstaten, men de er blevet lavet bredt i Folketinget. Når Venstre så virkelig har gjort en forskel, har det været, når de ikke har lavet brede forlig – og det har haft en negativ effekt på velfærdsstaten,” siger Dan Jørgensen.

Vil du gerne have flere interviews, analyser og portrætter i din postkasse hver måned? Tegn abonnement på Altinget: magasin lige her og få ti magasiner om dansk og international politik direkte hjem til dig de næste 12 måneder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dan Jørgensen

Danmarks kandidat til EU-Kommissionen, fhv. minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Ove Kaj Pedersen

Professor emeritus, CBS
Maitrise (Paris, 1974), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1978), dr.phil. (CBS 2015)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024