Medieforskere: Tech-giganterne udøver kritisk infrastrukturel magt. Hvorfor er de ikke til debat?

Baseret på sine historiske analyser af statslig infrastrukturel magt skelner Mann mellem fire 'logistiske teknikker', hvormed samfundet kan penetreres, organiseres og kontrolleres via infrastruktur:

• En central koordinering af distribuerede aktiviteter – det vil sige, at staten fordeler dens arbejde ud på en række entiteter, mens den samtidig koordinerer dette fra et centralt sted;
• 'Literacy', som gør det muligt at sende og modtage meddelelser på tværs af territorier – her hjælper det at tænke på, hvordan staten træner borgerne i at afkode og handle på standardiserede beskeder, der distribueres bredt ud i samfundet;
• Valuta, værdiansættelse og metrikker, som muliggør udvekslingen af varer under en ultimativ garanti for deres værdi – et godt eksempel kan være nationalbankens valutakurser, som sætter rammerne for at veksle danske kroner til euro;
• Effektiviteten og hastigheden hvormed mennesker og meddelelser transporteres over tid og rum – for eksempel via statens udbygning og løbende forbedring af vejnet, teknologi, og så videre.

Mens Manns omfangsrige projekt giver et tydeligt indblik i udviklingen i statens magt gennem historien, så berører han i begrænset omfang den omkalfatring, der er fulgt med fremvæksten af den digitale infrastruktur.

Siden udgivelsen af sidste bind i serien er der sket en omfattende accelerering, når det kommer til digitaliseringen af samfundet, som også har medført en væsentlig omstrukturering af selve grundlaget for at opnå og udøve infrastrukturel magt.

Mens debatterne har raset om indholdsmoderation på sociale medieplatforme, skærmtid og desinformation, har den utilsigtede udlicitering af basal infrastruktur til globale og kommercielle virksomheder været stort set fraværende

Sofie Flensburg og Signe Sophus Lai
Københavns Universitet

Mens internettets tidlige udvikling var kendetegnet ved en relativt høj grad af offentligt ejerskab, finansiering, støttepuljer og regulering, så har kommercielle og globale virksomheder i de seneste årtier overtaget store dele af kontrollen over den digitale infrastruktur.

Det betyder, at den infrastrukturelle magt i et stadig hastigere tempo bliver overført fra staten til kommercielle og globale virksomheder, hvis center befinder sig langt fra den danske nationalstat.

Denne magtoverdragelse efterlader staten med begrænset mulighed for at stille krav til og øve indflydelse på udviklingen af og kontrollen over den digitale infrastruktur, alt imens stadig større dele af samfundet og hverdagslivet afhænger af den.

De globale teknologivirksomheder er tilmed blevet beskrevet som 'stats-lignende' i kraft af deres kontrol over de digitale samfunds underliggende systemer og logikker.

Som antydet ovenfor har vi har endnu ikke – hverken i forskningen eller det politiske system – forstået og adresseret det fulde omfang af globale teknologiselskabers magt.

Mens debatterne har raset om indholdsmoderation på sociale medieplatforme, skærmtid og desinformation, har den utilsigtede udlicitering af basal infrastruktur til globale og kommercielle virksomheder været stort set fraværende.

Kritikken af 'tech-giganterne' – forstået som forvaltere af den offentlige debat og informationsstrømme på sociale medier – synes at være et parallelspor i den offentlige og politiske debat, der ikke har vundet genklang i bredere digitaliseringsstrategier.

Mens cyber- og datasikkerhed er blevet centrale pejlemærker for digitalisering, vurderes de globale teknologivirksomheders massive indflydelse på det danske samfund tilsyneladende ikke som relevant for disse diskussioner.

Dermed undgår man at forholde sig til paradokset ved, at den vedvarende promovering af markedsdrevet digitalisering med henblik på at booste den danske it-sektor har ført til monopollignende tilstande og stadig større afhængighed af internationale leverandører. 

Vores grundargument i dette essay er derfor, at vi bør anskue de globale teknologivirksomheders indflydelse på det danske demokrati fra et nyt perspektiv, der rækker ud over deres (centrale og magtfulde) rolle som udbydere af digitale tjenester som sociale netværk, søgemaskiner og webshops.

Infrastruktur bliver ofte beskrevet som usynlig, men som et teknologisk grundlag for det digitale samfund, øver de aktører, der kontrollerer den, indflydelse på alt fra dagligdagens gøremål til vitale samfundsfunktioner

Sofie Flensburg og Signe Sophus Lai
Københavns Universitet

Ved at fokusere magtkritikken på specifikke (store) teknologivirksomheder og den type af produkter, som de er blevet berømte for at levere, så risikerer vi at overse fremkomsten af nye aktører eller domæner for magtudøvelse, der er langt mere fundamentale end enkelte platforme.

Ved i stedet at følge datasporene, kortlægge de centrale komponenter, der udgør den digitale infrastruktur, og identificere de aktører, der kontrolleret dem, kan vi adressere fremkomsten af nye magtstrukturer mere proaktivt.

Vi kan også opnå en dybere forståelse af, hvor omfattende og ekspanderende enkelte virksomheders indflydelse er og dermed udvikle et stærkere beredskab for at modstå deres massive bestræbelser på at påvirke, hvordan de bliver opfattet og ultimativt reguleret.

Dette perspektivskift ligger i forlængelse af en bredere “infrastrukturel vending" I den internationale medie- og kommunikationsforskning, hvor forskere har afdækket en bred vifte af infrastrukturelle ressourcer, som internettet beror på – fra søkabler på havets bund over monstrøse datacentre til softwaremiljøer og tredjepartstjenester til databehandling.

I en dansk kontekst har vi kortlagt den nutidige såvel som historiske kommunikationsinfrastruktur og afdækket de skiftende ejerskabs- og reguleringsforhold.

Disse analyser viser, hvordan amerikanske teknologiselskaber dominerer størstedelen af leddene i den digitale værdikæde, som enhver form for internetmedieret kommunikation er afhængig af.

De viser også, hvordan en lang række af velfærdsstatens domæner baserer sig på teknologier, der er udbudt af kommercielle virksomheder, der er finansieret gennem dataindsamling og salg af målrettede reklamer.

I det følgende opstiller vi, inspireret af Manns fire logistiske teknikker og baseret på international forskning, ti teser om de globale teknologivirksomheders infrastrukturelle magt i det ultradigitaliserede danske samfund.

Digital infrastrukturel magt manifesterer sig ved at være:

1. Distribueret (men centraliseret)
   Mens det tidlige ‘cyberspace' var kendetegnet ved at udfordre etablerede magtcentre via dets decentrale arkitektur, så ser vi i dag, hvordan den digitale infrastruktur kontrolleres centralt og af en elite af globale teknologivirksomheder.
2. Global (men lokal)
   Internettet er designet som et globalt netværk, der går på tværs af grænser, men teknologivirksomhederne udgår fra bestemte politiske og kulturelle kontekster, der former deres udøvelse af infrastrukturel magt i lokale samfund, når de eksempelvis blokerer tjenester og indhold.
3. Subtil (men uomgængelig)
   Teknologivirksomhederne ynder at fremstille sig selv som neutrale distributører af information og kommunikation, men de former de grundlæggende betingelserne for at kommunikere digitalt og sanktionerer adfærd, der falder ved siden af.
4. Muliggørende (men selvforstærkende)
   Digitale infrastruktur skaber muligheder for at lancere digitale tjenester, udgive indhold og deltage i offentlig debat, men brugen af teknologierne bidrager til en konsolidering af magt omkring de virksomheder, der kontrollerer infrastrukturen. 
5. Usynlig (men allestedsnærværende)
   Infrastruktur bliver ofte beskrevet som usynlig, men som et teknologisk grundlag for det digitale samfund, øver de aktører, der kontrollerer den, indflydelse på alt fra dagligdagens gøremål til vitale samfundsfunktioner.
6. Fysisk (men føles som en sky)
   Mens den digitale infrastruktur materialiserer sig i monumentale netværk af kabler og datacentre, så reduceres Internettets fysiske tilstedeværelse ofte til metaforen om ‘skyen', der tjener til usynliggøre deres tilstedeværelse og indflydelse.
7. Uigennemskuelig (men strategisk transparent)
   De seneste års politiske initiativer på det digitale område stiller tydelige krav om øget transparens, men på grund af den begrænsede indsigt i virksomhedernes forretningsmodeller og aktiviteter fastsætter de i høj grad selv, hvordan denne transparens forvaltes gennem eksempelvis fastsættelse af målesystemer og konstruktion af data.
8. Dynamisk (men uigenkaldelig)
   Den digitale infrastruktur udvikler sig i en hastighed, der gør det vanskeligt for forskningen og reguleringen at følge med, men samtidig er det vanskeligt at ændre fundamentalt på infrastrukturen, når den først er etableret.
9. Uforudsigelig (men forudseende)
   Den teknologiske udviklings hastighed gør det vanskeligt at udvikle proaktive strategier i forhold til sikre demokratiske interesser i udviklingen af digital infrastruktur, mens overvågningskapitalismens grundlæggende præmis er, at teknologivirksomhederne kan forudse vores fremtidige behov.
10. Tavs (men opererer i korridorerne)
    De store teknologivirksomheder stiller sjældent op til interview og offentlig debat, men de investerer massivt i lobbyvirksomhed og påvirker politiske beslutnings-processer på en række niveauer.

Disse ti teser er baseret på en ganske begrænset forskning i, hvordan infrastrukturel magt opererer i digitale samfund.

Vi ser med andre ord et kritisk behov for empiriske undersøgelser, der adresserer måderne, hvorpå globale teknologivirksomheder former samfundet og demokratiet i en dansk såvel som bredere international sammenhæng.

Trods nylige tiltag i EU, der søger at fremme den demokratiske kontrol med digitale tjenester og markeder, så er der en udpræget mangel på systematisk og uafhængig monitorering af teknologi-virksomhedernes aktiviteter, positioner og strategier.

Forskningen spiller derfor en helt central rolle i at styrke vidensgrundlaget og de metodiske muligheder for at kontrollere den fortsatte udvikling af de strukturelle rammer omkring fremtidens digitale samfund.