Opbrud i organisationer før valg

MANDAGSTRÆNEREN: Lønmodtager-Danmark lægger sidste hånd på valgforberedelserne. Der spores nytænkning i den måde, organisationerne går til valg på. Nogle LO-forbund og en række græsrødder vil satse på Dansk Folkeparti, andre har stadig svært ved at forlade de røde faner. 

Lønmodtager-lobbyisternes håb er, at en blå regering med stærk indflydelse fra Dansk Folkeparti løsner på det famøse genoptjeningskrav for dagpengene.<br>
Lønmodtager-lobbyisternes håb er, at en blå regering med stærk indflydelse fra Dansk Folkeparti løsner på det famøse genoptjeningskrav for dagpengene.
Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget.dk
Peter MoseSusanne Hegelund

Rød regering igen eller blå? Der er gang i valgforberedelserne rundt om i organisationsverdenen – lige fra fagbevægelsen over de mest professionelle græsrødder til brancheorganisationerne. Meget tyder på, at Danmark er på vej mod et historisk opbrud i, hvem organisationerne pr. automatik betragter som vennerne på Christiansborg.

Dele af fagbevægelsen har den valgkalkule, at en blå valgsejr med et stærkt Dansk Folkeparti ikke nødvendigvis er af det onde. Venstre hævder selv, at partiet er et lønmodtagerparti, og Dansk Folkeparti har for længst taget gamle socialdemokratiske mærkesager op.

Lønmodtager-lobbyisternes håb er, at en blå regering med stærk indflydelse fra Dansk Folkeparti løsner på det famøse genoptjeningskrav for dagpengene, som ikke mindst De Radikale står stejlt på.

Ok med skrappe krav til unge
Flere faglige organisationer bifalder tillige det blå synspunkt, at adgangskravene til de unge skal i vejret på ungdomsuddannelserne – erhvervsskolerne må ikke ende som en social skraldespand, og der skal strammes op på gymnasierne. Tiden er inde til at gøre op med den gamle centrum-venstre-ide om, at der bør uddeles badebilletter til børn fra ikke-boglige hjem. En nedladende 68’er-tilgang, lyder det.

Strammerbegrebet ”dimensionering” er heller ikke uspiseligt i fagbevægelsen. Man ryster på hovedet over, hvor voldsomt regeringen før jul fik universiteterne til at rase, da uddannelsesministeren fremlagde en plan om at skrue ned for de såkaldte brødløse akademiske uddannelser. En forkælet, middelklasse-agtig tag-selv-bords-reaktion lyder det – uofficielt, forstås.

Den politiske kapital skal således være bygget op i god tid før valget; det er for sent bagefter at komme med hatten i hånden over for de toppolitikere, man ikke værdigede et blik, da de sad i opposition under SR-regeringen.

Hegelund og Mose
Forfattere og rådgivere

Således kan man på uddannelsesområdet se tegningen til fælles fodslag med blå blok, også værdipolitisk: Politikerne bryder ikke nødvendigvis den negative sociale arv ved at stille for få og bløde krav.

En af de skjulte dagsordener er, at forbundene vil undgå et skævvredet arbejdsmarked, hvor medlemmerne slås med dårligt uddannede og et akademisk proletariat om de få jobs – en konkurrence, der tillige vil kunne presse lønningerne ned.

Ny understrøm i lobbyhavet
Dermed bliver årtiers klassiske, tætte forhold til Socialdemokraterne udfordret af en ny understrøm i lobbyhavet: En række lønmodtagerorganisationer i både LO-og FTF-familien opererer mere partineutralt og tænker mindre dogmatisk; et skred i forhold til valget i 2011. De mest fremmelige fagforbund kan lobbyteknisk minde om erhvervsorganisationerne, der strategisk har bygget relationer op i både rød og blå blok, en form for helgardering.

Et eksempel er medicinalindustriens lobbyister, LiF, der på torsdag lægger rammer til Carsten Kochs meget omtalte socialdemokratiske erhvervsklub. Topministre som Bjarne Corydon og Henrik Sass Larsen får hos LiF lejlighed til at udveksle synspunkter og networke med erhvervslivets topfigurer. I torsdags holdt en anden brancheorganisation, Landbrug & Fødevarer, en velbesøgt nytårskur i Kødbyen. Også her var Sass, landbrugets ven, blandt gæsterne.

Netværket på plads før valget
Det ændrede åndedræt i dele af fagbevægelsen bunder i den erkendelse, at medlemmerne stort set stemmer som befolkningsgennemsnittet – fra Enhedslisten over Dansk Folkeparti til Venstre. Kun Liberal Alliance er for alvor underrepræsenteret i de medlemsundersøgelser, fagforeningerne laver. Transformationen har været i gang længe: De blå nøglefigurer – ikke mindst fra Dansk Folkeparti – er velkomne gæster på formandskontorerne, når ting og sager skal drøftes.

Den politiske kapital skal således være bygget op i god tid før valget; det er for sent bagefter at komme med hatten i hånden over for de toppolitikere, man ikke værdigede et blik, da de sad i opposition under SR-regeringen.

Visse forbund med mange nulvækst-truede offentligt ansatte medlemmer kvier sig dog stadig ved dyrke Dansk Folkeparti og dermed følge blandt andre Danmarks Lærerforenings eksempel. På de indre linjer har de tøvende fagforeninger overvejet at invitere partiformand Kristian Thulesen Dahl på arbejdspladsbesøg ude hos deres medlemmer i hans egen valgkreds. Men tiden er åbenbart ikke moden, selvom sådanne relationsopbyggende events rummer klare win-win-muligheder.

Den form for tøven rummer måske et generationsproblem. Yngre, fremadskuende public affairs-folk i lønmodtagerorganisationerne kan ærgre sig over modviljen mod at tænke nyt. Folk af den gamle skole er stadig præget af, at man i sidste øjeblik trykker røde støtte-valgplakater, som tillidsmændene kan hænge op i kantinen. Og at man på landsplan brænder millioner af annoncekroner af på at bakke Socialdemokraterne op.

Den slags klassiske kampagnegreb mindsker imidlertid manøvredygtigheden efter et valg. I den blå lejr er der stadig irritation over fagforbundet 3Fs storstilede ”skævt-kampagne”, der skulle vælte de borgerlige i 2011.

NGO'er satser ikke kun på centrum-venstre
Også dele af NGO-verdenen inden for social- og sundhedsområdet har blikket rettet mod blå blok med Dansk Folkeparti i spidsen. Pårørende-organisationen Bedre Psykiatri har længe arbejdet politisk bredt. Samme pragmatiske tilgang har den store græsrods-paraply Danske Handicaporganisationer, der i denne uge pudser sin valgstrategi af.

Strategien vil til dels være præget af skuffelsen over den nuværende regering. Vurderingen er, at det er gået tilbage for de handicappede siden valget – voksende ulighed og mindre inklusion på arbejdsmarkedet. Og at Dansk Folkeparti i dag har en social holdning, Socialdemokraterne havde før i tiden.

Modsat søster-organisationen i Sverige har den danske handicap-græsrod ingen fine fornemmelser, men forsøger at fremme sine interesser, hvor der er lydhørhed uanset partifarve. Hinsidan vil de handicappede af princip ikke røre DFs pendant, Sverigesdemokraterne, med en ildtang.

Hvad de bredt samarbejdende fagforeninger håber i tilfælde af blå valgsejr? At Lars Løkke vil bygge bro til nogen af de store lønmodtagergrupper, som den socialdemokratisk ledede regering har lagt sig ud med.

En symbolsk håndsrækning kunne som nævnt være at justere på genoptjeningskravet. Så vil de taktisk klogeste i fagbevægelsen gå ud og storrose den blå regering – og undlade at tordne mod den, som man har for vane. Noget for noget. Imens kan Socialdemokraterne slikke sårene efter regeringssamarbejdet med De Radikale.

 

Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger), fhv. partiformand, DF
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024